Resident Evil: The Mercenaries 3D

Lad det være sagt, at dette spil på alle punkter er skrækindjagende. På den dårlige måde. Det er nemlig helt uhyggeligt hvor lidt man reelt set får for pengene i dette gensyn med Mercenaries spiltypen.

I Resident Evil 4 og sidenhen 5 blev Mercenaries introduceret (allerede i 3´eren. - redaktionen.), der fjernede de sidste gyserelementer fra spillene og erstattede det med et skydegalleri, hvor idéen var at skyde så mange zombier som muligt, mens man sørgede for at holde sig i live. Det var en helt uventet godte for mange i Resident Evil 4, der blev tilgængelig efter at man havde gennemført spillet.

Mercenaries var en god tilføjelse til et allerede fantastisk spil, og det var derfor dejligt at se Capcom fortsætte den gode stil i Resident Evil 5. Nu prøver Capcom lykken på Nintendo 3DS, og gør samtidig Mercenaries spiltypen til et spil i sig selv. Hvis det ikke allerede der virker muggent, så læs med lidt endnu.

Spillet har en påtvunget, missionbaseret kampagnedel, der gør meget ud af at forklare hvad spillet går ud på, og hvordan du gør hvad. Det virker hurtigt pålagt, for spillet er i virkeligheden ikke sværere, end at de fleste kan lære det på to minutter, og ikke alene mestre det på tyve. Der går ikke længe før man er vokset fra spillets langsommelige guides, og det gør det ikke bedre, at missionerne er alt for lette og korte.

Målet er at holde stopuret i gang så længe som muligt ved at udføre særlige teknikker på fjenderne og score høje combopoint. Det lyder muligvis sjovt, men en mangel på intelligens hos fjenderne gør hurtigt oplevelsen meget monoton. Dette alene gør spillet så afsindigt let, at jeg ikke kan forestille mig at nogen overhovedet vil gå op i at nå high scores.

Fjenderne er omvandrende skydeskiver, og flere gange har jeg helt passivt stillet mig et sted, for at lade dem komme tæt på mig. Deres lyst til bare at gå rundt i cirkler om mig er forbløffende, og flere gange har jeg stået i ti sekunder, fuldstændig omringet af zombier, uden at en eneste har gjort et forsøg på at angribe.

Den eneste udfordring er timeglasset, og den uendelige jagt på at forlænge timeren ved at ødelægge statuer, og det fjerner al intensitet og tager fokus fra hvad spillet rent faktisk burde omhandle; nemlig at dræbe zombier. Flere gange må man helt tilsidesætte zombiejagten til fordel for at jagte tidsforlængere, og det mærkes især i et af spillets svært kedelige og langtrukne bosskampe.

Styringen er omtrent lige så kluntet som i de tidligere spil i serien, men har alligevel fået et par rettelser. Touchskærmen bruges til let at skifte våben og skifte magasin. Det er også muligt at bevæge sig mens man lader og ovenikøbet også gå til siden mens der skydes. Godt nok bevæger man sig stadig som en tank, og styringen vil aldrig virke logisk, men det er en start, og den del virker, om det er nok til dig, skal jeg ikke kunne sige.

Capcom har virkelig sparet på ressourcerne med dette spil, og det mærkes for det første ved et kedeligt miljø og genbrug af allerede kendte baner. Detaljerne mangler, og tager man et kig på zombierne, så kører de af en eller anden grund kun med noget der ligner halvt så hurtig billedhastighed i forhold til resten af spillet, og det giver en sær, hakkende fornemmelse. Eksplosionerne er kedelige og helt diffuse at se på. Lydsiden tæller en håndfuld tamme våbenlyde, genbrugte musikstykker og gentagende karaktergrynt.

De fleste vil kunne gøre kort proces af spillet i løbet af ganske få timer, for udover en håndfuld ekstra baner, karakterer og små opgraderinger til våbenarsenalet gemmer der sig ikke meget under overfladen. Der sukkes efter mere indhold efter blot to timer.

Alt ved dette spil lugter langt væk af hjerteløst genbrug og kedelige spilmuligheder. Skulle man alligevel grave spilglæden frem, må man indfinde sig med at det sparsomme indhold slipper op efter få timers spil.

Det bedste ved dette spil er den medfølgende demo af det kommende Resident Evil Revelations, og det siger vist det hele.