Resident Evil: Operation Raccoon City

Ved hver lancering af et nyt Resident Evil plejer det samme konservative argument at dukke op. "Det her er ikke Resident Evil". "De burde gå tilbage til rødderne". Tågede nostalgiske minder om herskabspalæer og andre konsolgenerationer kan gøre mange blinde for udviklingen og for styrkerne hos titler som Resident Evil 4 og 5. Resident Evil: Operation Raccoon City er omtrent så langt fra originalkonceptets ensomme og udsatte zombiejagt, som man kan komme. Men det er ikke dårligt per definition. Det er snarere i udførslen, at det ender i skoven.

I Raccoon City indtager vi rollen som de stygge USS-agenter (Umbrella Secret Service), og i stedet for at være en enmandshær, kaster vi os ud i co-op-baseret action. Handlingen udspiller sig omkring del to og tre i serien. T-virusset hærger frit i Raccoon City, og det er de Umbrella-ansattes opgave at fjerne ethvert bevis på firmaets ansvar for ødelæggelsen af byen. Sygehus, rådhus og forskningslaboratorie - klassiske jagtmarker, for dem der kan deres Resident Evil - er proppet med dels inficerede stakler, og dels med bevæbnede modstandere, som du skal uskadeliggøre. Det gøres med standardarsenalet af pistoler, automatvåben, haglgeværer og granater.

Før hver mission vælger jeg blandt figurer, der alle har hver deres og meningsløse lille baggrundshistorie og unikke evner. Her er en medic, en ekspert i sprængstoffer, en letfodet recon og selvfølgelig en almindelig soldat-type. Specialerne strækker sig fra miner til bedre overblik på kortet, men de føles sjældent relevante, da den bedste kur mod horder af menneskehungrende udøde er kugler og atter kugler.

Resident Evil-stemningen er der, uden tvivl. Her er klassiske miljøer og fjender som Nemesis og Tyrant. Men er du ikke frelst fan af serien, kan disse opfattes som ganske påklistrede. Nogle grønne urter, karakteristiske lydeffekter og en velkendt fjendeflora er ganske fint, men er ikke i sig selv nok til at løfte en middelmådig action-oplevelse, og muligheden for at ændre på nogle af nøglebegivenhederne i seriens handling har omtrent samme underholdningsværdi som de værste Resident Evil-film.

Men kampene mod de inficerede er dog hyggeligt sjove, i hvert fald til tider. En bane, hvor krybene vælter frem fra alle hjørner og klatrer på både vægge og loft, er godt instrueret action. Er man på kanten til at dø, bløder man i øvrigt som en stukket gris, hvilket tiltrækker endnu flere zombier. Spiller du i versus-spiltypen, kan du få ekstra point for at lade dine modstandere smage på netop denne skæbne. De opgaver, hvor jeg og mine holdkammerater slås mod almindelige dødelige ikke-zombier, føles dog smerteligt generiske, og når jeg går på hug bag endnu en betonklods for at skyde mod de ligegyldige fjender, er det svært at holde gabene i skak.

Heldigvis er der underholdningsværdi i at dele zombiedræberbyrden med mine bekendte, og det er takket være multiplayer at Resident Evil: Operation Raccoon City i sidste ende sniger sig op på en svag sekser. Dette er ingen Left 4 Dead eller Gears of War 3, men mine multiplayer-runder har været rigtigt sjovt ind i mellem. I Heroes-spiltypen møder jeg Leon, Jill, Ada og en flok andre klassiske Resident Evil-figurer igen, og her vanker der holdbaseret deathmatch, fire mod fire, onde mod gode. Når man først har fundet sig til rette i Heroes og fået styr på sine og (og andres) specialevner, bliver kampene til tider rigtig fede.

Mest af alt har spillets svar på Capture the Flag dog slugt min tid, og i denne spiltype spurter jeg rundt i jagten på testrør med virus, inden mine modstandere når at snuppe dem. Naturligvis har jeg zombier lige i hælene, hvilket giver et ekstra lag af skøn stress.

Men selvom det sker sammen med skydegale venner, befinder vi os trods alt i halvfærdigt byggeri. Især omgivelserne trækker ned i helhedsindtrykket, hvilket både kan mærkes online og offline. Alt føles klaustrofobisk og mørkt, men ikke på den gode måde. Usynlige vægge dukker op til tider, hvilket forstærker følelsen af at være en rotte i en let løselig zombielabyrint. Læg dertil en til tider katastrofal kunstig intelligens, der bringer solospillet på kanten af at være mislykket, og du har noget så modsætningsfuldt som en kedelig zombieapokalypse.

Mens vi venter på Resident Evil 6 bliver Operation Raccoon mest en parentes, der står dårligt mod for eksempel Left 4 Dead 2. Med risiko for at blive associeret med ovenstående konservative surmulere, er jeg nødt til at sige, at dette her ikke rigtig er Resident Evil. Ikke på grund af co-op-fokusset, og heller ikke på grund af ukendte hovedpersoner. Men fordi Resident Evil plejer at være synonymt med høj kvalitet.