Resident Evil HD Remaster

Et sandt mesterværk. Intet mindre. Jeg elskede Resident Evil til Sonys første PlayStation. Det udkom i 1996, og jeg mindes, at det tog uger at gennemføre. Det samme mindes jeg om det senere remake til GameCube. Jeg mindes også Chris Redfield og Jill Valentine, som var de her seje agent-typer, der pludselig fandt sig selv fanget i et mørkt og dyster palæ fyldt med alskens ondskab. Mest af alt mindes jeg dog hundene. Åh, hundene. De var gyselige og stod for nogle af de værste øjeblikke med panik og ganske klassiske scare-jumps.

Ved et gensyn med introen, som er blevet poleret op, så den sammen med resten af spillet er parat til en HD-vant generation, får jeg dem alle. Hundene er stadig ret skræmmende, men Chris og Jill ser så unge og skyldige ud, at det er som at se et afsnit af de klassiske Beverly Hills.

Det går ret hurtigt over, da jeg ankommer til det enorme hus, der kommer til at stå for en god del af udfordringerne i Resident Evil. For her kan jeg nemlig alternativt vælge at tage rollen som Chris, som vi i dag husker ham fra Resident Evil 5 eller Jill, som vi kender hende fra Resident Evil: Revelations. En velkommen mulighed.

Det er dog ikke de eneste ændringer, der er at finde. Til de af jer, der ikke kunne døje den klassiske "tank-styring", der efter min mening unægtelig var med til at give spillet sin charme og fremkalde paniske øjeblikke, så er der en opdateret af slagsen, ligesom der er mulighed for at spille i ægte widescreen. Mere om begge dele senere.

Disse dele er ganske sikket lavet for at sikre spillet en god modtagelse hos en ny generation af gamere, der er vant til lidt andre forhold.

Men Resident Evil er stadig et klassisk survival-horror. Du er altid i en stemning af panik. Du kan kun gemme, hvis du er i nærheden af en skrivemaskine (og har et farvebånd), der er masser af mystiske låse, der kræver tilhørende mystiske nøgler, der er en masse vandren fra A til B, der er en konstant mangel på ammunition, og så er der kameraet.

Resident Evil var nemlig et spil, der bestod af prerenderede omgivelser, som blev vist med en fast kameravinkel, der kun skiftede, når personen var et bestemt sted på skærmen. Det var uhyggeligt effektivt og var samtidig med til at lade Capcom få fuld kontrol over stemningen. Det var rent Hitchcock og ganske mesterligt skruet sammen. Men det var også til tider en smule problematisk. Det er det stadig.

Med den nye styring, skal man træde ekstra varsomt. For når joypaddet peger frem, kan det tænkes at en ny kameravinkel betyder, at ens figur vender den anden vej, og det kan hurtigt give et indtryk af en yderst ubeslutsom spiller, når man vandrer frem, pludselig tilbage, og så skævt til siden, mens man febrilsk justerer efter vinklen. Ikke vanvittigt heldigt. Men muligheden er der, hvis man absolut nægter at benytte den oprindelige klassiske styring, hvor man roterer figuren for at ændre retning.

Et lignende problem opstår ved overgangen til widescreen (som heldigvis ligesom styringen frit kan justeres under spillet). Her er det letterbox-metoden, der benyttes, så man vil ofte mangle en smule udsyn i kritiske øjeblikke og måske endda skifte format efter for mange oplevelser, hvor man ikke kan se, hvem pokker det er, der grynter i toppen af skærmen.

Det er dog som nævnt kun ekstra muligheder, til dem, der gerne vil have dem.

Spillet er som sagt poleret op til HD, og det er en ganske fin konvertering - til tider en fantastisk flot én af slagsen. Alligevel er der mudrede teksturer og enkelt genbrug at spore, hvilket giver et lidt rodet (men nostalgisk) indtryk. Det er ikke altid en rendyrket HD-konvertering, men det er ikke desto mindre en nydelig én af slagsen.

Det originale Resident Evil er stadig et mesterværk og tog fans af spil som Alone in the Dark helt nye veje med Shinji Mikami ved roret. I dag føles det en smule forældet og ikke helt så hovedrystende uhyggeligt, som jeg husker det. Der er dog stadig en mesterlig leg med kameravinkler at nyde og en uovertruffen brug af lyseffekter, lyde samt lynglimt - og som tidligere nævnt nogle virkelig gode og skræmmende jump-scares.

Det er de små detaljer og legen med lyset, der særligt begejstrer, men samtidig er det ironisk nok selvsamme, der er med til at fremhæve de mindre polerede sider.

Nu skrev jeg i begyndelsen af teksten, at jeg mindes at have brugt uger med turen i gyserhuset, men der er achievements tilknyttet, der belønner en for at gennemføre spillet på henholdsvis tre og fem timer, hvilket er et godt stykke fra den tid, jeg brugte. Måske du er en ørn til jonglering med zombier, udøde hunde og slimmonstre, og så kan du nok forvente dig en gyseroplevelse på omkring syv timer - og altså mindre hvis du er skarp til at huske genveje og konstant holder løbeknappen i bund. Der venter samtidig en sød lille ny bonus-hilsen ved gennemførsel af spillet, den skal jeg nok undlade at spoile. Kort sagt: Remaster-udgaven er et gensyn værd for nye og gamle fans af serien.

Du skal dog ikke forvente et spil med mekanikkerne i top eller en vanvittig forførende gameplay-mæssig oplevelse, men mindre kan også gøre det. Er du ny gamer, må du være forberedt på gammeldags mekanikker og en fjollet historie efter nutidens standarder, men kan du se gennem fingre med det, slukke lyset og leve dig ind i historien, så venter der dig et godt gys.

For vigtigst af alt er det Resident Evil fra dengang, hvor en fjende eller to gav en sved på panden, hvor det ikke handlede om action, og hvor serien rent faktisk var uhyggelig. Snyd ikke dig selv for dette glimt af spilhistorie, men forvent ikke et mesterværk efter nutidens spilstandarder.