Resident Evil 4

Hvordan tror du det føles, når to blodtørstige psykopater med ildrøde øjne og brummende kædesave farer imod dig, alt imens de hvæser og mumler et eller andet på et uforståeligt dæmonisk spansk-klingende sprog? Hvad tror du selv? Med mindre du har et årsabbonement på tena, så skal du nok ikke regne med, at læderkonstorstolen forbliver pletfri.

Det er nok også en god idé at have en stak kleenex ved hånden. Tag det fra en connaisseur, der allerede har oplevet skuffelsen af, at kontrollen over Leon (og co.) i Resident Evil 4 er til at få en depression af, med mindre man tilfældigvis har et gamepad ved hånden. Det havde jeg, gud ske lov, og det var da heldigvis også med til at mildne overraskelsen af, at Resident Evil 4 ligner noget fra det forrige årtusinde, fra et rent grafisk perspektiv. Under konverteringen fra konsol-versionen har Capcom nemlig valgt at tage den nemme vej; i stedet for at udnytte, at vi i dag skriver 2007, og ikke 2005, så er der tale om en direkte konvertering uden nogen former for grafiske forbedringer. Resident Evil 4 til PC er ikke engang i nærheden lige så pænt som sit konsol-modstykke fra starten af 2005, og det er skuffende.

Men det er svært at hade Capcom for deres sjusk. Det er svært, fordi Resident Evil 4 bare er en sådan fantastisk oplevelse fra start til slut. Lige fra det første øjeblik, hvor jeg overtog styringen af Leon i en dyster, spansk-talende landsby, var det som om, at grafikken blot blev til noget sekundært. Stemningen, historien, våbnene, modstanderne, og al den adrenalin, der pumpede igennem mig - det var det, det hele handlede om fra første terningekast.

Præsidentens datter er blevet kidnappet, og Leon S. Kennedy, helten fra Racoon City i Resident Evil 2, sendes afsted for at finde hende. Allerede fra første øjeblik kan jeg fornemme, at der er røre i andedammen. Landsbyen, som jeg ankommer til, er ikke ligefrem indbydende - og den første lokale jeg forsøger at føre en samtale med, farer direkte i hovedet på mig med en økse i hånden. I chok over indbyggernes pludslige aggresivitet, pumper mit hjerte dobbelt så hurtigt. Udenfor det hus, hvor jeg mødte manden, kommer nu flere indbyggere løbende, med fakler og høtyve i hånden. Det er som at være i helvede, eller i hvert fald som at få en tredjegradsforbrænding af et prik fra skærsilden. Det er horror i verdensklasse.

Men fra at være lige lukt i helvede, stiger jeg pludselig op mod himmerrigets porte. Kampsystemet i Resident Evil 4 er fantastisk, og muligheden for at tage sigte bag Leons ryg er en mere end velkommen tilføjelse. Når en modstander kommer for tæt kan jeg blot skyde ham i knæhaserne, hvorefter han (eller det) falder pladask til jorden. Herefter kan jeg placere et par kugler i nakken på ham - men lykkes det alligevel for ham at rejse sig op, ja så kan jeg da bare blæse hovedet af ham. Dette er dog en knapt så klog idé som spillet skrider frem, da en mutation af tentakler og kløer ofte hopper ud af rygsøjlen når min modstander er dekapiteret. Sker dette, ja så tager jeg som oftest et af mine mange kraftfulde våben ud af kufferten, og blæser den nye knop af helvedesdæmonen. Sådan!

Kampsystemet kommer dog for alvor på prøve, når de mange innovative bosser skal bekæmpes. Capcom har været så upædagogiske blot at kalde de enkelte knapper for numre, i stedet for det de rent faktisk hedder. Spiller man med keyboard, så skal man altså lige lære, at 'enter' åbenbart er '1' - det samme gør sig gældende når man benytter et gamepad. Dette skaber lynhurtigt forvirring, når en boss skal nedlægges; jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange jeg blev slået til plukfisk, fordi jeg pludselig skulle trykke på 5 og 6 samtidig, for hvad er det lige, der er 5 og 6 på en Xbox 360-controller? Jeg nåede faktisk aldrig rigtigt at vænne mig til de forskellige numre, for der går altid lige tilpas lang tid mellem at man skal vige udenom en rullende sten, eller en ondskabsfuld landsbyboss, og indenfor et par sekunder skal trykke på 5 og 6. Vent lige, var det ikke skulderknapperne, eller er det X og Y? Argh!

Der var tale om en sand lykkefølelse, da jeg erfarede, at jeg kunne gemme lige så tosset som jeg ville, på de mange (mange flere end i de forrige spil) skrivemaskiner, der nærmest er placeret i hvert eneste rum. Og for at gøre det hele endnu mere lækkert, så er der nu placeret hemmelige skatte og kutteklædte købmænd rundt omkring, som man kan sælge disse til. Men det bedste af det hele er nu engang, at jeg kan købe våben og større kufferter at have dem i, og hvis jeg vil, ja så kan jeg i bedste rollespilsstil opgradere disse til at blive endnu mere kraftfulde. Jeg er forelsket.

Alligevel bliver jeg en smule deprimeret. Jeg mener, en Gamecube er jo ikke verdens dyreste konsol i dag, og et 2+ år gammelt spil er vel heller ikke umuligt at støve op til en fin pris. Hvorfor skal jeg så tage til takke med tudegrim grafik og en elendig (hvis man altså ikke bruger gamepad) kontrol? Det skal jeg vel egentlig ikke - og derfor er det vel helt op til en selv, om man vil bruge nogle hundrede kroner mere på en Gamecube og et Resident Evil 4-spil, eller om man vil give sølle tohundrede kroner for en grafisk dårligere oplevelse. Jeg lader beslutningen være helt op til dig selv. Resident Evil 4 er en ligeså fantastisk oplevelse til PC som til GameCube, hvis man altså kan se igennem fingre med en håbløs grafisk konvertering, der har mistet en masse effekter undervejs.