Remember Me

Og heri ligger det moralske dilemma. Hvor retskafne er dine midler i jagten på at opnå dine mål? Ved at ændre i nogens minder kan man drive dem til selvmord. Er dine hænder fri for blod, bare fordi du ikke selv trykkede på aftrækkeren?

Vores første hands-on-session med Capcoms nyeste titel, der blev annonceret på sidste års Gamescom, er nok til at få os til at tvivle på vores moral og handlinger, hvilket udelukkende er en god ting.

Historien i Remember Me er en spændende refleksion over tidens tendenser og opløsningen af privatsfæren. At følge nogens statusopdateringer er totalt sidste år, men at dele minder med andre? Det er en helt anden snak.

Et gigantisk firma, Memoreyes, har udviklet et kybernetisk implantat, der lader to Memoreyes-kunder overføre minder mellem hinanden, så de selv kan opleve minderne. Dette hjælpsomme implantat lader også brugerne udveksle viden - såsom sikkerhedsregler og skolelektioner. Så hvorfor ikke få sig et implantat? Det gør livet så meget nemmere, og det er det hele værd. Og Memoreyes? Dem kan du stole på, de er gode gutter! Ikke?

Det er det ikke alle, der mener. En partisanbevægelse, kaldet The Errorists, har tyet til væbnet kamp for at afsløre korruptionen inden for Memoreyes og deres ondsindede planer. Kort sagt mener Erroristerne, at eftersom alle mindeoverførsler går gennem Memoreyes' databanker, så laver selskabet kopier til sig selv, hvilket betyder at de samler information og viden. Og viden er magt. Og hvem vil ikke gerne have uendelig magt?

Hovedpersonen, Nilin, er Errorist, selvom hun ikke kan huske det ved spillets start. Hun er slank og atletisk, og har fået slettet hele sin hukommelse.

Da Nilin vågner i Bastillens mørke fangehuller, er hun bange, alene og fuldstændig fortabt. Så hun flygter gennem kloakkerne og ender hos en flok ynkelige mutanter, uden nogen anelse om hvem der har gjort dette her mod hende, eller hvorfor den verdensberømte dusørjæger Olga Sedova jager hende. I sidste ende bliver Nilin trukket tilbage ind i kampen mod Memoreyes, der er villige til at beskytte deres hemmeligheder med stormtropper og angrebshelikoptere.

Kampene i Remember Me er ikke-dødelige, da Nilin benytter sig af en god gammeldags en-to-kombination frem for at skyde alt hvad der rør sig. Det er en hektisk affære med flikflak, spring og gymnastiske undvigelser, blandet op med en slagcombo hist og her. Det minder lidt om Rocksteadys Batman-spil - en nydeligt flydende kamp, der ser ubesværet ud.

Men det er ikke kun kampsystemet, udvikleren Dontnod har planket fra andre spil. Det låner også parkour-akrobatik og vægklatren. Og fordi så mange dele af den overordnede spiloplevelse vil virke bekendte fra andre spil, kan man godt føle at gameplayet er en smule skuffende, endda slidt.

Til det siger Dontnod, at med så lille et hold som deres, ville det være uklogt at forsøge at genopfinde hjulet, bare fordi man kunne. Og vi må erklære os enige - hvad gameplayet mangler i nytænkning, gør det op for med let og solid styring. Straks efter vi samlede controlleren op, vidste vi hvilken knap, der gjorde hvad, hvordan Nilin opfører sig, og hvordan vi skulle krydse de mangeetagede slumme.

Dontnod har dog tilføjet noget til blandingen: de kalder det Combo Lab. Det lader spillerne sammensætte deres egne comboer af forskellige elementer. Vil man gerne have et move, der healer Nilin, mens de øvrige fire slag giver skade til modstanderne, så kan man det. Vil man kæde comboen sammen med en anden combo, og derved skabe en enorm nislagscombo der er knusende stærk, men vanskelig at udføre, så kan man også det.

Vi nåede ikke at lege så meget med Combo Lab, da testsessionen foregik i en tidlig del af spillet, hvor de fleste moves stadig er låste, men det vi så var spændende og med potentiale. De muligheder, det kan give spillerne for at sammensætte comboer til at matche deres foretrukne stil, virker rigtig lovende.

Hvad angår Nilin selv, virker hun mere interessant end den gennemsnitlige actionspilhelt. Det med hukommelsestabet er lidt af en kliche, men slipper de afsted med den som vi forventer, bliver det en spændende tur.

Nilins desperation og forvirring bliver viderebragt til spilleren på ganske tilfredsstillende vis, og eftersom hun intet kan huske, drages man til at finde ud af hvem hun virkelig er. Hendes situation bliver også desto mere håndgribelig af, at man uvilkårligt projicerer lidt af sin egen personlighed over på hende.

Da Nilin er helten, er hun selvfølgelig noget særligt. Hun kan lave hukommelseshacks på stedet, hvilket ingen andre er i stand til. Hukommelseshacks er en stor del af Remember Mes tema, men også en af spillets mest centrale mekanikker. Da Nilin takket være sine parkour-evner er en rigtig god infiltrator, får hun ofte til opgave at nå vigtige mål, der som regel ville være helt uden for rækkevidde, og hacke deres minder i den gode sags tjeneste.

I vores demo blev denne mekanik introduceret ved at hukommelseshacke Olga Sedova. Idet hun angriber Nilin, griber vores heltinde instinktivt hendes hoved og trykker hackene i. Spillet skifter fra tredjepersonsperspektiv til en cinematisk kameravinkel, og vi ser Olgas minder udspille sig som en film.

En scene udspiller sig, hvor Olga befinder sig på Memoreyes hospital, og giver sin elskede husbond, David, en mindetransfusion som behandling for hans skræntende hukommelse. I det oprindelige minde forløber transfusionen uden problemer. Alt går godt. Ind kommer Nilin. Vi spoler frem og tilbage i mindet for at finde de glitches, der indikerer at vi kan ændre i denne del af hukommelsen. Vi udskifter medicinen, de kære læger giver til David, med et giftstof, løsner Davids spænder, og ser hvad der sker.

Idet giftstoffet trænger ind i Davids system, går han berserk, river sine hænder fri fra spænderne og griber lægens hals. Den stakkels mand er nødt til at aktivere dødbringende modforanstaltninger, og dræber David mens Olga ser til, skrigende og hjælpeløs, fra den anden side af vinduet.

Resultatet er, at Olga nu er traumatiseret for livet. Hun har set sit livs lys gå ud i hænderne på Memoreyes, så i stedet for at tæske Nilin og indkassere dusøren, tilbyder Olga nu sin hjælp med at tage Memoreyes ned. Det bliver spændende at se hvordan denne skrøbelige alliance udvikler sig, når Olga opdager at David bestemt lever og har det godt i Memoreyes varetægt.

Det er en ubehagelig scene. Vi har lige voldtaget en andens sind, et udtryk som både producer Jean Maxime Moris og forfatter Stephane Beauverger begge benytter. De ved begge, at dette bogstaveligt talt er hjernevoldtægt, og at Nilin er gerningsmanden. Da de hører, at vi lige måtte tage en pause efter denne scene for at fordøje vores handlinger, er de begejstrede, da det netop er den respons, de stiler efter.

De er begge trætte af udbredelsen af vold i spil, og begge vil have spilleren til at stoppe op og tænke over retfærdigørelsen af deres handlinger. De er klar over at Remember Deep træder dybt ud i moralsk tvetydige vande, men det holder dem ikke tilbage.

På trods af alle de positive indtryk, har spillet også mere tvivlsomme områder. Stemmeskuespillet er middelmådigt, og vi er ikke videre begejstrede over banedesignet, hvor man reelt set kun kan gå i én retning. Normalt hænger vi os ikke så meget i at et spil kører på skinner, men eftersom Nilin er en akrobat, der kan kravle på vægge som få andre, virker det absurd at begrænse hendes rækkevidde på den måde.

Vi er også bekymrede over hvor mange kampe, der er i spillet. De er umulige at undgå, hvilket betyder at stealth ikke er en mulighed, selv for et åbenlyst talent for Nilin. På den anden side har Dontnod adskillige måneder (seks fra datoen på dette event) til at pudse spillet af, så vi er optimistiske.

Selv med disse forbehold er Remember Me klart et af de spil, vi ser frem til. De futuristiske omgivelser og stemningen i Neo Paris er herlige, og formår både at være forfaldne og romantiske, smukke og forlorne på samme tid, ganske som nutidens Paris. De augmented reality-skilte, der hænger i Nilins synsfelt, er særligt nydelige. Spillets sci-fi-univers er nok til at pirre vores interesse, men en historie der leger med moral og retfærdiggørelse af ens handlinger er uimodståelige. Vi håber oprigtigt at Dontnods førstefødte blot er starten på en superb ny serie.