Nogenlunde sådan lyder optakten til Dontnods kommende Remember Me. Desvære er Nilins egen hukommelse blevet fuldstændig slettet, og vores opgave er få styr på hvad der er sket. På den måde har vi også en figurudvikling spillet, som handler om hvad man kan huske, da hovedpersonen selv har glemt hvem hun er, og må samle sit liv og identitet ud fra brudstykker.
Fortællingen er bygget lineært op i Uncharted-stil for at give udviklerne kontrol over hvilke følelser, det er meningen spillet skal fremkalde. Dog får vi lov til at udforske forskellige skjulte steder i de tilgængelige områder, men at der er en historie, der skal følges, er ude over enhver tvivl. Blandingen mellem action og fortælling virker godt afvejet, og netop hvad angår følelser har studiet virkelig satset på at gøre spillet stemningsfuldt. I den første trailer bliver vi mødt af en dyster fremtidsvision, hvor neonet blinker gennem regnen, og vores heltinde går fra at snige sig gennem gyderne til elegant at hoppe og klatre mellem bygningerne.
Det er dog lidt bekymrende at dialogen, vi hører, er cheesy og desuden leveres med overdrevne accenter, hvilket dæmper stemningen en del. Forhåbentligt er det ikke noget, der kan mærkes i den færdige produktion, eller forstyrrer spillet som helhed. Musikken passer derimod perfekt ind i atmosfæren og giver gåsehud når den er bedst. Det er elektronisk, det er sørgmodigt, og det hakker på en lettere foruroligende måde, der minder os om, at vi ikke har nogen minder. Derimod går det med at stjæle andres for at klare delopgaver, eksempelvis at lokalisere en bestemt person ved at tage mindet om, hvor han befinder sig, fra nogle andre.
For at forandre et minde går du ind i en persons bevidsthed. Det bliver som din egen lille teaterscene, hvor du kan spole frem, tilbage, se fra forskellige vinkler og endeligt agere ved at ændre små detaljer. Det ender ikke altid som en succes, og nogle gange må du udføre flere ændringer for at få det resultat, du vil have. Går det helt galt, kan du risikere at dræbe personen, hvis minde du befinder dig i, hvilket gør det ret svært at komme tilbage til den virkelige verden, da hans bevidsthed jo er holdt op med at eksistere. Lyder det indviklet? Der er store muligheder for rigtig sjove puzzles, selvfølgelig blandt med almindelige kampe i hurtig akrobatisk ånd.
Alt er dog ikke mørke og elendighed i det Paris, som Remember Me foregår i. Udviklerne vil skabe en troværdig fremtid, og vi kan opleve alle mulige kontraster i både vejr og tid på døgnet, for at det skal føles som om vi rent faktisk befinder os i en virkelig by, hvor virkelige mennesker lever deres egne virkelige liv... Udover at de alle har et "Sensen"-implantat (en forkortelse af Sensation Engine) i nakken, som gør det muligt for firmaet Memoryeyes at indsamle og sælge folks minder. Nogle, der er imod den ide, er en gruppe aktivister kaldet Errorister. Vores rejse vil tage os gennem både slum- og luksuskvarterer i byen, og vise et Paris som det kunne se ud i 2084.
Allerede på sidste års Gamescom kunne vi se artwork fra en tidlig udgave af Remember Me, der blev kaldt Adrift. Dontnod vil skabe et spil, der ser på hvad teknologien gør ved vores identiteter og vores liv, og hvordan den former vores relationer. Spillet tager vores hverdag et skridt længere, hvor vi kke behøver logge ind på sociale medier for at dele alt om os selv, da det allerede er tilgængeligt for dem, der har magten. Beslutningen om en kvindelig hovedperson blev ifølge udviklerne truffet, fordi de ikke ville lave et spil hvor store muskler gør forskellen, men at Nilin i stedet skal personificere intimitet og følelser. Og så skader det vel heller ikke, at der er en velformet bagdel at zoome ind på nu og da.
Nu krydser vi bare fingre for at Dontnod lever op til forventningerne, de har skabt for sig selv, og ser frem til at få et rigtigt indtryk af spillet. Forhåbentlig bliver det mindeværdigt.