Dansk
Gamereactor
previews
Redfall

Redfall Preview - Kan Arkane fortsætte sin sejrsstime?

Vi har snittet os et par træpæle og pyntet os med hvidløgskæder for at tage byen Redfall tilbage.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Med både Dishonored-spillene, Prey og Deathloop har Arkane skabt sig et meget solidt ry. Men problemet med en god track record er, at det så til gengæld skaber store forventninger. Folk ved, hvad de går ind til, når de indlæser en Arkane-titel, og derfor er der pres på Redfall - studiets nyeste spil - for at opfylde og overgå disse høje forventninger.

For nylig fik vi chancen for at rejse ned til Zenimax' hovedkvarter i London, møde nogle af de folk, der arbejder på spillet, og prøve kræfter med 90 minutters uafbrudt Redfall-gameplay. Der var en hovedmission, vi kunne prøve kræfter med, men vi blev ikke presset til at gennemføre den, og derfor brugte jeg meget af tiden på at strejfe rundt i den åbne verden, som Arkane har skabt.

Redfall

Inden vi dykkede ned i spillet, fik vi en hurtig heads-up fra spildesigner Harvey Smith, der lod os vide, at på trods af at markedsføringen af Redfall peger i retning af, at det er en oplevelse, der bedst kan spilles i co-op, havde Arkane gjort en stor indsats for at sikre, at singleplayer-oplevelsen også fungerende på egen hånd.

Dette er en annonce:

Personligt har jeg aldrig været i tvivl om, at Arkane kunne gøre Redfall til en oplevelse, der kunne spilles godt alene. Efter Dishonored, Prey og Deathloop har studiet i høj grad bevist, at singleplayer er det, de er bedst til. Det viser sig også i Redfall.

Jeg kan kun tale for singleplayer-delen, men i de 90 minutter (hvor jeg forsøgte at prøve så meget som muligt) var oplevelsen præcist, hvad man kan forvente af en Arkane-titel. Level-designet er stadig upåklageligt, selv med det vidtstrakte rum i Redfalls åbne verden. Du kan vælge mellem utallige måder at nærme dig dine fjender og objektiver på, og verdenen markerer sig med mange vertikale muligheder for enten at finde gode udsigtspunkter til at snigmyrde vampyrer eller bare snige dig forbi dem.

Redfall

Der er også masser at lave i Redfalls åbne verden. I det jeg løb rundt på kortet, faldt jeg over tilfældige sidemissioner, hvor du skal hjælpe overlevende byboere eller finde ud af mere om mysteriet bag det, der forvandlede en stor del af lokalbefolkningen til vampyrer. Apropos vampyrer, så er der mange måder, hvorpå du kan bekæmpe deres indflydelse på i Redfall. Fra at gå ind i en vampyrrede, som vil føre dig til alternative dimensioner fulde af superkraftfulde versioner af blodsugerne, til at sikre nye safe houses, der fungerer som hurtige rejsepunkter og steder, hvor du kan genopfylde dine forsyninger, er der et væld af muligheder for at bide tilbage mod spillets hovedfjender. Især vampyrredderne synes at have et stort potentiale, da de i bund og grund byder på deres egne mini-missioner.

Dette er en annonce:

Både ud fra banedesignet og de ting, du kan gøre på kortet, er det tydeligt, at Redfall ligger stor vægt på variation. Det samme kan siges om karaktererne, der alle har deres egen indviklede baggrundshistorie og færdighedstræer, som du får udbygget mere og mere, efterhånden som du spiller. I modsætning til andre karakterskydespil som Borderlands er du ikke begrænset til én hovedfærdighed i Redfall, og hver overlevende har en række måder, hvorpå de kan navigere på kortet og dræbe fjenderne. Jacob, den karakter vi gik med, kunne opsøge fjenderne med sin magiske fugl, skjule sig selv for at gøre det meget nemmere at snige forbi fjender samt tage sin Heartstopper-sniper frem for at uddele en masse skade.

Redfall
Redfall

Redfall har mange aspekter. Inden vi satte os ned for at spille, beskrev Harvey Smith det at spille Redfall som "at forsøge at drikke af en brandslange." Selv om jeg bestemt kan se, hvad han mener, føles det alligevel som om, at du ret nemt kan få styr på Redfall, især hvis du har fordybet dig i et Arkane-spil før. Faktisk kan Redfall føles lidt for meget som endnu et Arkane-spil, især når man spiller det solo. Men deri ligger også spørgsmålet om, hvorvidt det er nok for studiet til virkelig at begejstre publikum endnu engang.

På trods af det gode banedesign, karaktermulighederne og den store mængde af ting at lave, er der en lille fornemmelse af, at Redfall ikke lever op til sit potentiale. Måske skyldes det, at der ikke var mulighed for at se co-op-oplevelsen, noget der virker ret centralt. Uden muligheden for at strejfe rundt i byen med et par allierede, føles det som om, at det ikke har været en fuld smagsprøve på oplevelsen. Og selvom det historiesegment, vi fik lov at kigge på, gjorde et anstændigt stykke arbejde med at skabe en god mængde intriger, så føltes det også en smule forhastet. Vurderet ud fra den mission virker det ikke som om, den spilbare karakter direkte er forbundet med plottet på samme måde som i Arkanes øvrige titler.

Redfall

Kampene føles også en smule for simple. Jeg kan ikke prale af at være en fremragende spiller, men alligevel havde jeg ingen problemer med at smadre fjenderne i Redfall. Selv Rook - den vampyr med superkræfter, der dukker op, når du dræber nok specielle vampyrer eller vækker deres guders opmærksomhed - blev til sidst nedkæmpet af intet andet end kugleild og en pæl i hjertet. Hvordan vampyrerne rent faktisk er lykkes med at overtage byen, er mig en gåde. Det kan dog sagtens være, at sværhedsgraden var skruet helt i bund til dette preview-event, eller at solospillet bare er betydeligt lettere.

Udover at nævne nogle mindre performanceproblemer, er der ikke meget mere at sige om Redfall. Det virker som om, det er endnu et stærkt Arkane-spil, men uanset om det er vægten af forventninger skabt af studiets tidligere succeser, eller den hype, der er bygget op over flere forsinkelser, så synes der at mangle den magi, der kan gøre Redfall til noget helt særligt. Vi får ser, når Redfall udkommer til Xbox Series S/X og PC den 2. maj.

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold