Redaktøren ser frem imod 2025's blockbusterfilm

Jeg ser ret mange film. Det har de fleste af jer nok luret herinde, og selvom det ikke giver mig en eller anden forhøjet status, så har jo dog, med relativt succes hvis jeg selv må sige det, trænet mig selv til at nyde en bred, bred vifte af forskellige filmprojekter, og har ligeledes både haft stor interesse i hvad der foregår foran og bagved kameraet.

Men det er, på sin vis, sådan set ret lige meget. Det jeg ønsker her er langt mere pragmatisk, det er nemlig at kickstarte en samtale om det kommende filmår. Det kommer til at ske i to omgange, hvoraf den ene er dedikeret til de såkaldte "tentpoles", dem der koster mere, satser lidt mindre (i de fleste tilfælde) men dominerer den kollektive samtale, og af den årsag kan være præcis lige så interessante som mere intime projekter.

Ja, denne første af de to artikler handler om blockbusters, og jeg har samlet en håndfuld jeg har enten har set trailere fra, ved en smule eller om, eller bare håber har noget spændende at sige og vise os, når premieredagen kommer i løbet af det kommende år.

Jeg vil dog virkelig gerne vide hvilke film du ser frem til i 2025.

Sinners

Ryan Coogler er en interessant instruktør. Han gav os Fruitvale Station, et slående drama om det ægte, brutale mord på Oscar Grant III på togstationen af samme navn, og den film skaffede ham jobbet bag kameraet, og i instruktørstolen, på Black Panter - som fortsat forbliver en af Marvels mest slående film. Det er rart at se Coogler prøve kræfter med noget andet materiale, og den enigmatiske Sinners ser allerede spændende ud.

Det er endnu en gang Michael B. Jordan, og budgettet er på hele $90 millioner, så hvordan det her kommer til at spænde af er svært at sige, men traileren herunder slår en sprælsk tone an.

F1

F1 er på toppen af min liste, og selvom jeg er bilinteresseret, så er min Formel 1-interesse perifer, og måske snarere ikke eksisterende. Men det er Top Gun: Maverick-instruktøren Joseph Kosinskis næste projekt, og der er så vilde teknologiske kræfter involveret, at dette meget vel kunne blive sådan en film som alle anbefaler man ser i biografen, ligesom netop Maverick eller Oppenheimer.

Om den er noget der ligner på samme niveau er naturligvis for tidligt at sige, og man lader til at være lettere utilfredse med valget af Queens We Will Rock You i traileren. For mig handler det dog mest om de skud der, for nøj det er en pæn film. Om den så også formår at skabe den nødvendige suspense, det er en lidt anden historie.

Mission Impossible 8

Langt anderledes står det til med den næste Mission: Impossible-film, for her ved jeg med 99% sikkerhed at Tom Cruise, Christopher McQuarrie og kompagni netop kan skabe den nødvendige suspense der gør at man sidder på kanten af biografsædet hele vejen igennem.

Jeg har længe været ihærdig fortaler for Mission Impossible-filmen, da jeg mener at knivskarp instruktion, virkelig stærke skuespillerpræstationer over hele linjen, en konsekvent tone der byder på gammeldags James Bonds krydsning mellem ovenud seriøs karakterdrama med humoristiske øjeblikke, mildest talt mesterlig musik fra Lorne Balfe og til sidst suspense der er så magtfuld at man nærmest kan skrælle det af indersiden af biografsalen, har gjort netop denne serie til noget særligt i årevis.

Den seneste film i serien formåede ikke at omsætte for det Cruise og kompagni forventede, og det er virkelig en skam. De her film er virkelig fantastiske, og forventningerne til dette næste kapitel er som altid skyhøje.

Superman

Jeg er uhyre græskkatolsk når det gælder superheltefilm, og det er en ret heldig position at være i. Jeg kan sagtens blive rørt, eller spændt, hvis de altså er gode, og jeg synes hele konceptet om kontinuitet, om paratekstualitet imellem film i samme univers, altså når de "taler" med hinanden, kan være enormt innovativt. Men det kræver, naturligvis, at de er gode, sådan helt basalt.

Og når nu det er sjældent, at James Gunn direkte leverer en ringe film, så er jeg måske mere interesseret end direkte spændt på at se hvilken tone Superman kommer til at slå an, og hvordan det her nye DC-filmunivers lægger fra kaj.

Jo, nogle enkelte fragmenter, såsom et måske lidt for tætpakket cast der forsøger at introducere for mange karakterer for hurtigt, bekymrer en smule, men jeg håber at Gunn kan præsentere os for en spændende nyfortolkning af karakteren, der kickstarter et solidt filmunivers.

Wake Up Dead Man: A Knives Out Mystery

Jeg sad både under Knives Out og Glass Onion og blev enig med min kæreste, og mig selv, om at jeg kunne se et utal af de her historier fra Rian Johnson og Daniel Craig. Det er noget ubestemmeligt ved hele opsætningen der gør hele præmissen så uendeligt underholdende, og Benoit Blanc som karakter har desuden en tidløshed der gør at vi ikke som sådan behøver at komme yderligere ind på live af ham som karakter - han kan bare være der, observere og lade historierne udspille sig. Præcis ligesom de bedste "whodunnit"-detektiver igennem tiderne.

Naturligvis har jeg i virkeligheden ikke lyst til at Johnson bliver ved for evigt, men jeg kan dog tillade mig at glæde mig helt ustyrligt til mere af samme skuffe, når "Wake Up Dead Man" lander på Netflix i løbet af 2025.

Cailee Spaeny, Mila Kunis, Josh Brolin - castet er endnu en gang mildest talt storslået, og jeg glæder mig, det gør jeg altså.

Jurassic World: Rebirth

Jeg har ingen forventninger til mere Jurassic World. At være inde til pressevisningen på Dominion, afslutningen på den samlet set skuffende trilogi, er fortsat en af de mest surrealistiske oplevelser i min karriere, fordi jeg simpelthen ikke kunne forstå hvordan filmen kunne kuldsejle så hårdt som den gjorde.

Rebirth er forhåbentlig en titel, der fungerer i mere end én forstand, men grunden til jeg anser dette som værende en potentiel blockbuster man skal kigge nærmere på, er udelukkende grundet talentet bag kameraet. Først og fremmest har David Koepp leveret manuskriptet, som godt nok har en del kiksere på CV'et, men betragtes som værende en af Hollywoods helt store, succesfulde blockbuster-forfattere. Men endnu mere spændende er det at Gareth Edwards sidder i instruktørstolen, en mand som jeg mener har leveret en række mildest talt fantastiske, og undervurderede, blockbustere igennem årenes løb. Godzilla i 2014, Star Wars: Rogue One og den flotte The Creator. Ja, selv hans debut Monsters er et kig værd. Han er dygtig til spektakulær filmmageri, han forstår suspense, og så har han, sjovt nok, masser af erfaring med store monstre.

Jeg tillader mig at være forhåbningsfuld.

Avatar: Fire and Ash

Og så til den helt store bassemand. Jeg var faktisk overrasket over hvor meget jeg nød Avatar: Way of Water, men det skyldes måske mest fordi at jeg denne gang forstod hvad det var Avatar forsøgte at være. Den føltes måske en kende mere ærlig, og denne gang skulle jeg heller ikke høre på hvordan Avatar "revolutionerede filmbaseret historiefortælling", som der var en god skare af omkring premieren på den første film.

Den første Avatar var tilforladelig - flot og tilforladelig, men den anden lod til, i min optik, at forstå opgaven lidt bedre. Betyder det automatisk at den kommende "Fire and Ash" bliver endnu bedre? Det er endnu for tidligt at sige, men jeg glæder mig dog til at Cameron endnu en gang dominerer den kollektive filmsamtale verden over, hiver en masse gamle såvel som unge sjæle ind i biografmørket, og minder os om hvordan en blockbuster kan sætte ild på den bedst tænkelige måde til popkulturen.

Det kan sagtens være du føler at Avatar ikke fortjener sin stjernestatus, men jeg tænker at filmene har været en net positiv, og at særligt biograferne ser frem til at pakke deres sale mere end normalt.