Redaktøren mener: #FireBobbyKotick

For to uger siden kom det forventede brag. Efter flere uger med hvisken og tisken i hjørnerne af Activision-koncernen, skuffende salgstal på en række store spillanceringer samt flere rapporter fra blandt andet Jason Schreier på Kotaku tog Activision-medarbejdere på arbejde velvidende om at fyringer efter al sandsynlighed var på tapetet - og ganske rigtigt. Under kvartalsmødet med virksomhedens investorer afslørede CEO Bobby Kotick, at firmaet nu gennemgår en omstrukturering, og at dette ville resultere i at hele 8% af det samlede antal ansatte må forlade Activision Blizzard. Det er over 800 stillinger.

Angiveligvis, selvom rapporter som nævnt havde varslet denne skelsættende begivenhed, kom det gigantiske antal alligevel bag på mange, og åbenbart græd mange medarbejdere verden over, der på overraskende vis var en del af fyringsrunden, på vej ud på parkeringspladsen.

Det er muligt at se dette scenarie som en naturlig konsekvens af rendyrket kapitalisme. Et firma må gøre hvad et firma må gøre for at få omsætningen til at stige, og hvis det involverer en større fyringsrunde, er det så ikke bare naturligt? Kun få dage efter måtte bilmærket Honda annoncere en lukning af deres fabrik i Swindon, England, som kan forårsage at noget nær 7000 jobs forsvinder i processen.

Så to eksempler fra en profitstyret, investorverden, hvor kun en konstant opadgående kurve kan tilfredsstille behovet for ikke bare at tjene mange penge, men alle penge i hele verden. Men der er én central forskel her. Hvor salget af Honda-biler er faldet drastisk de seneste par år til bare omtrent 130.000 solgte biler i hele Europa, en markedsandel på under 1%, så kunne Bobby Kotick bryste sig med at Activision Blizzards omsætning i det forgangne kvartal var "rekordhøj". Med andre ord tjente virksomheden ustyrligt mange penge, flere penge end nogensinde før faktisk, men bare ikke helt lige så meget som forventet, og det betaler de ansatte for.

Ikke bare det, i samme periode tjente Kotick selv $29 millioner, og den nye CFO Dennis Durkin fik for $15 millioners aktier i virksomheden for bare at starte jobbet. Lægger man disse ting sammen står man med en medarbejderstab der ikke helt kan se fidusen i ledelsens evne til at skabe en tryg arbejdsplads, og ydermere lyder det ikke helt som nogen bæredytig forretningsstrategi gør det? Og særlig ikke hvis det man forsøger at fostre er et kreativt miljø hvor der er plads til kunstnerisk udfoldelse.

Det korte svar er nej. Det her er ikke acceptabelt, og det er sigende om en branche der i sin febrilske higen efter flere og flere penge har drænet et publikum til det punkt hvor mikrotransaktioner inficerer det ene store spil efter det andet, at der ikke længere er én konkret udgivelsesdato men adskillige for at udnytte FOMO (fear of missing out), hvor nye patenter skal bane vejen for at noget så basalt som matchmaking udnyttes til at trække endnu flere penge ud per forbruger. Når der teoretisk set ikke er flere at sælge spillet til, så må man jo yderligere monetarisere dem der allerede har købt spillet. Det er logikken i en investorverden.

Og det er netop sådan en verden spilbranchen er blevet forvandlet til, en branche defineret af sin grænseløse grådighed som endte i Activision Blizzards tragiske beslutning - at sende 800 medarbejdere ud på parkeringspladsen nu uden job, mens Kotick hiver $29 millioner hjem i samme periode. Løsningen lader til at være simpel. Fyr... Bobby... Kotick.

Kigger man narcistisk på det kan det umiddelbart være svært at forstå. Jobs skal nogle gange elimineres for at en virksomhed kan vokse, det er faktummet ikke bare i en kapitalistisk verden, men i en virksomhedsdreven en. Men virksomheder skal også kunne noget andet - de skal skabe solide, trygge, velbetalte arbejdspladser samtidig med at de viser vækst. Ellers er der ingen der ønsker at tage del i virksomhedens succes såvel som det modsatte, og så kan det ikke køre rundt i sidste ende. Den almindelige medarbejder mister tiltroen til at cheferne på toppen kan varetage deres interesser. Her kunne noget tyde på at Kotick har fejlet. Om ikke andet lader hans nu eks-ansatte til at mene dette, for de har samlet sig under Game Watchers Unite med en ganske simpel meddelelse til CEO'en.

"The 800 workers who helped with community management, marketing games, running eSports, legal, and so much more are all far more valuable than the CEO. making the decision to cut someone from Activision we'd choose to #FireBobbyKotick every time. Bobby Kotick has been raking in $30 million dollars a year as Activision CEO, that massive income doesn't come from nowhere. It comes from the labor of his employees. Kotick's wealth is built from the stolen wages of his workers," står der på en ny underskriftindsamlings hjemmeside, der snart rammer 7000 signaturer.

Og hvorfor skulle de ikke kalde på deres tidligere chefs fyreseddel? Forskellen er for stor til at det bare kan ignoreres, slås hen som værende et naturligt produkt af "the corporate chain". Der lader ikke til at være nogen der har et problem med at cheferne tjener flere penge, men måden de gør det på, og måden de behandler deres medarbejdere på er derfor altagørende.
Så er det overhovedet muligt at agere etisk forsvarligt og stadig være en topbetalt CEO hos en større udgiver? Ja, tilsyneladende er det, og her er det værd at kigge på den afdøde Nintendo-chef Saturo Iwata, der stort set har givet os plantegningen for hvordan en chef af en sådan statur bør opføre sig. Saturo Iwata blev ganske hurtigt kendt som en CEO i spilbranchen der ønskede at gøre tingene lidt anderledes. For ham var de ansatte hjerteblodet, og fra dem udsprang den kreativitet der resulterede i stærke spiloplevelser, spiloplevelser der blev taget godt imod, men også solgte fortrinligt. Det er ikke at sige at Iwata ikke traf dårlige beslutninger, han satsede trods alt på Wii U, og formåede ikke at sælge 3DS-konceptet på effektivt vis (i starten). Så når konfrontationen med investorerne nærmede sig afslørede Iwata at han, samt designer og producer Shigeru Miyamoto (og faktisk en række af Nintendos bedst betalte topfolk) ville tage imod en nedsættelse af deres løn. Faktisk bestemte Iwata selv at hans løn skulle falde med hele 50%. Det var hans måde at spare penge på, og at vise medarbejderne at kun sammen kommer større virksomheder igennem kriser. Medmenneskelighed, symapti og et øje for medarbejdernes kår - disse kvaliteter var ingen steder af spore på parkeringspladsen ude foran Activision for kort tid siden.