Dansk
Gamereactor
artikler

Redaktøren Mener: Årets Opening Night Live var kedeligt men tilforladeligt

Keighleys shows er for lange, men hans entusiasme skinner stadig igennem.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Generelt kan jeg ret godt lide Geoff Keighley. Nej, jeg kan ikke lide hans overamerikaniserede nærmest underdanighed overfor eksempelvis Hideo Kojima, eller alle de andre A-listere han lister ind på scenen under sin shows, og jeg synes også at hele balancen mellem kommercielle interesser og respektfuld show-strukturering til tider kan være... ja, off. Men jeg har aldrig, som i aldrig, været i tvivl om hvor meget han elsker spil, hvor meget han glæder sig til at vise dem til os, og hvor stolt han er for at have konstrueret en platform hvorfra udviklere store som små kan få tid og plads til at fremvise deres projekter.

Når det så er sagt, så kan de ikke alle være bangere, og Opening Night Live har desuden for vane at være det tredjebedste Keighley-show (ud af tre) årligt. Om det også bliver tilfældet i år må tiden vise, men årets kickstart på Gamescom var, alt efter hvordan man ser på det, tilforladeligt, hvis ikke en kende middelmådigt.

Naturligvis var der ret store afsløringer hist og her, ingen tvivl om det, og her fortjener Keighley og kompagni ros for at variere hvor meget tid hvert enkelt spil fik, uden at det gik på kompromis med hele rammen. Ja, jeg savner også lange, dybdegående demonstrationer, men det her er ikke en inside baseball branchemesse, det er et show, og at bruge 15 kvarter på en længere Indiana Jones and the Great Circle-demonstration med repræsentanter fra Machine Games live på scenen med controlleren i hånden er bare ikke realistisk. Vi fik dog nogle sværvægtere såsom Borderlands 4, Mafia: The Old Country og Dying Light: The Beast, og andre store spil som Indiana Jones and the Great Circle, Marvel Rivals og Civilization VII fik konkrete udgivelsesdatoer. Der manglede for alvor sværvægtere fra de store platformindehavere, ingen tvivl om det, men udover det var den del af showet også helt fint.

Reanimal var ligeledes en publikumsfavorit, og det er let at se hvorfor. Tarsier Studios har en plads i mange gameres hjerter efter Little Nightmares-serien, og ligeledes fik Herdlings fra FAR-udvikler Okomotive også en positiv medfart. Men der manglede måske lidt flere indie darlings ved showet, sjove anderledes ideer og opfindsomme universer, og spil som King of Meat, Infinity Nikki og Arc Raiders fik ikke rigtig mange op af sæderne.

Dette er en annonce:

Derudover blev en lidt for stor del af showet dedikeret til nyt indhold til gamle spil. Genshin Impact, Honkai: Star Rail, Naraka Bladepoint - alle fik de tid i rampelyset, og selvom at disse er meget populære, så kan man let argumentere for at de også suger luften ud af lokalet. Ikke nok med det, men nye trailere for spil der udkommer lige om lidt, såsom Warhammer 40,000: Space Marine II og til dels også Monster Hunter: Wilds, synes heller ej at bidrage til energiniveauet.

Det var igen dejligt at se udviklere indtage scenen for at præsentere helt nye spil. Tim Miller leverede en følelsesmæssig præsentation af Blur Studios' fantastiske Secret Level-serie, og udviklerne bag Lynked: Banner of the Spark var nervøse og spændte på den helt rigtige måde. Keighley er tydeligvis glad for at byde disse udviklere velkommen på den store scene, og det er altid blandt de bedste øjeblikke. At invitere CEO's som Blizzards Johanna Faries har jeg det straks mere blandet med. Jo, hun er sikkert stolt af lanceringen af World of Warcraft: The War Within, men hun er ikke den rigtige til at præsentere disse projekter, det er folkene bag. Heldigvis overgav hun rampelyset til en egentlig udvikler, men hendes tilstedeværelse var distraherende.
Og det var Peter Molyneux så sandelig også. Jo, det er nobelt at han selv finansierer udviklingen af Masters of Albion, men det er umuligt at glemme de mange kontroversielle projekter han har været en del af de seneste mange år, og særligt Legacy, et crypto-play2earn-NFT-infesteret miskmask af et spil udkom tilbage i oktober efter Molyneux selv solgte for millioner af digital landjord til glade "investorer". Så vidt jeg kan se er der ikke blevet kommunikeret noget ud om spillet siden oktober, hvor det blev lanceret, og hjemmesiden er nu offline. Nice. Fed fyr at invitere på scenen, Geoff. Troværdig gut.

Fordi Opening Night Live delvist sponsoreres af arrangørerne, så var der denne gang ikke rigtig nogen reklamer, der tog alt for meget tid, men Keighley bør fortsat arbejde med et strammere format. To timer er simpelthen for langt, selv hvis kvaliteten af hver enkelt afsløring havde været højere. Han fortynder simpelthen essensen af sine shows med en runtime, der overskrider den der halvanden time, og man ville kunne argumentere for at disse shows sågar kunne være endnu kortere. Ja, hvis det blev tilfældet, ville det gå på kompromis med nogle af de bestanddele jeg netop har ros, og det er en virkelig svær balancegang, ingen tvivl om det. Men de fandt den ikke helt den her gang, det tror jeg de fleste ville erklære sig enige i.

Årets Opening Night Live var fint, hvis ikke lidt kedeligt og langtrukkent. Udviklere på scenen, en fin blanding af store og små studier men med for meget fokus på nyt indhold til eksisterende titler. Og når ja, hvis du tager noter Geoff, to af de centrale afsløringer, Borderlands og Mafia, slap afsted med tyndbenede teasere uden en flig af gameplay. Fiks det.

Dette er en annonce:


Indlæser mere indhold