Red Faction: Guerrilla

Jeg har det lidt vanskeligt med at kalde Red Faction: Guerilla en efterfølger til de to tidligere Red Faction-spil, for i det jeg sætter historien om Alec Masons terrorist aktioner på Mars i gang, ser jeg enorme forskelle mellem dette og de to tidligere spil. Faktisk er den eneste lighed, at terroristorganisationen man er medlem af i alle spillene, hedder Red Faction. Guerilla virker for mig mere som en ny definition af serien, end en efterfølger. Faktum er at Red Faction: Guerilla har mere til fælles med Mercenaries-serien fra Pandemic Studios end tidligere besøg på den røde planet. Perspektivet er nu skiftet til tredjeperson, og fokus ligger mindre på skydning og mere på destruktion af bygninger.

Fysikmotoren i Guerilla er ganske overlegen. Det virker for mig som om at det var dette Mercenaries forsøgte at få til at virke, men som ikke lykkes. Det er dog en knusende dejlig fornemmelse, at jævne en bygning, efter forsigtigt at have placeret sprængladninger på alle dens bærende elementer. Du ser en serie af lysglimt og hører drønet, og tilbage står kun bygningens skelet og en smule af førsteetagen. Andenetagen vakler møjsommeligt på et par tilbageværende murbrokker, før det hele giver op og falder sammen, mens det tager alt hvad det støder ind i, med sig. Det er sjovt at ødelægge i Red Faction: Guerilla - altid!

Det bliver også til en smule skydning på den røde planet, men i de fleste tilfælde gælder det om at snige sig ind med en sprængladning, placere dem strategisk og så ellers komme væk så hurtig som muligt, før man trykker på detonatoren og ser det hele skramle sammen. Det er nemlig vigtigt altid at huske, at man ikke er udødelig, selvom man åbenlyst er langt bedre til at kæmpe end alle andre på planeten, og løber man ind i en større samling soldater er maskingeværet ikke vejen frem. Derfor skete det ofte, at jeg måtte bøde med livet, i det jeg glemte den sidste del af "hit'n'run". Står du derfor og forsvarer en bygning, mens to patruljevogne fulde af soldater er på vej mod dig, bør du være sikker på at du har fuld energi, masser af ammunition og dække, for du kommer til at få brug for det. Dette forudsætter naturligvis, at du spiller på den sværeste sværhedsgrad, noget jeg anbefaler.

Historien har jeg en smule blandede tanker om. Jeg var forfærdelig glad for begyndelsen. Alec Mason kommer til Mars fordi økonomien på Jorden er ved at kollapse, og han desperat behøver et job. Her møder han lillebroderen som allerede har boet på Mars et stykke tid. Desværre er det også på Mars sparsomt med jobbene takket være den diktatoriske besættelsesstyrke "Earth Defense Force" som styrer Mars med jerngreb, i tilfælde af at Jorden skulle falde helt sammen.

Broderen tager Alec med ud for at tjene lidt penge på ulovlig vis, nemlig ved at samle vragrester fra de gamle ruiner, og Mason, som broderen hedder, siger det meget rammende med kommentaren "Vragrester er guld på Mars". De to bliver dog opdaget, og som straf henrettes Mason, mens Alec forfølges og anklages for at være del af terroristgruppen Red Faction, EDF's svorne fjende. Derfor kommer det heller ikke som nogen overraskelse da Alec beslutter sig for at blive et fuldblodsmedlem af Red Faction, og inden længe begiver sig ud på missioner for foretagendet.

Dette er historien fra start, men som den udvikler sig får det et mere apokalyptisk perspektiv idet en ny fjende truer med at tilintetgøre alt liv på planeten, og et mystisk masseødelæggelsesvåben dukker op. Jeg synes historien er klart stærkere fra starten og gradvist bliver dårligere som spillet skrider frem, hvilket bestemt ikke gøres bedre af ligegyldigt stemmeskuespil.

Inden jeg gik i gang med spillet bladrede jeg igennem manualen, og blev glædeligt overrasket over størrelsen på det medfølgende kort. Da jeg begav mig ind i den virtuelle verden som kortet beskrev, var begejstringen dog knapt så stor. Man er på alle tidspunkter begrænset til at begive sig rundt i fastsatte områder, hver delt op i unikke zoner. Det skal dog ikke misforstås og der er nok plads et lege på i Guerilla, det er bare en smule skuffende at kortet viser en verden der er dobbelt så stor som den egentlige spilverden.

Grafikken i spillet er generelt pæn, med et utrolig lækkert design. Omgivelserne, til trods for at de er begrænsede, er flot vakt til live og giver et troværdigt og slidt indtryk af Mars. Arkitekturen på husene, kostumerne på figurerne, utallige bilvrag og ruiner som for længst er blevet forladt, bidrager alt sammen til at skabe en følelse af at livet på Mars i den grad handler om overlevelse. Også Alec selv er det lykkes at give et design hvor han både fungerer som verdensredder, men samtidig er så anonymt påklædt i hans arbejdsfrakke at han kunne have arbejdet i den lokale grusgrav.

Der er dog to ting som jeg ikke kan lide ved Guerilla. Den første er de brutalt lange indlæsningstider, både når spillet skal gemme, når man dør, når man starter spillet, når man skal ud på missioner - hele tiden! Den anden er repetitionen. På samme måde som Assassins Creed blev repetitivt fordi man skulle klare de samme småopgaver igen og igen før hvert snigmord, gælder det også for Guerilla fordi man skal klare de samme sabotagemissioner gentagende gange for at hæve moralen og sænke EDF's indflydelse i området. Dette er ganske nødvendigt for at drive EDF ud, og gør man det ikke er der ikke flere missioner at gå i gang med hvilket effektivt vil betyde at der ikke er mere grund til at spille.

Red Faction: Guerilla er voldsomt morsom, så længe man varierer sin vej gennem spillet og sørger for at blande de kedelige, gentagende missioner med de gode og sjove. Den massive destruktion af bygningerne er blandt den bedste af slagsen jeg har set, og historien og stemningen varierer fra middelmådig til fænomenal. Tredjepersons action som at værd at tage et kig på, om ikke andet så bare for at knuse ting.