
Alt har sin stund, hedder det sig. Den amerikanske regering har netop bestemt, at det vilde vesten allerede har haft sin. Nu skal sydstaterne civiliseres, skatter skal indkræves, og der skal være lov og orden. Men modstanden er kompakt, ranch-ejerne foretrækker kvægtyve frem for bureaukrater, og vestens bander har heller ikke tænkt sig at give op uden kamp.
Det er her, du kommer ind i billedet. John Marstom. Arret cowboy-badass med en kriminel baggrund, der har forsøgt at lægge sit gamle liv bag sig, men som gennem diverse trusler bliver tvunget til at jage og fange sin tidligere bande og dens ledere.
Red Dead Redemption er på forhånd blevet beskrevet som et Grand Theft Auto i western-miljø, og selv om der er noget om den sammenligning, er Red Dead Redemption meget mere end det. Rockstar har lånt med arme og ben for at portrættere Sergio Leone-spaghettiwesterns og stemningen fra John Wayne-film som The Searchers. Og man har gjort et vellykket forsøg på at skabe en troværdig verden at spille i, fyldt med de sædvanlige farverige personligheder og masser af mindeværdige øjeblikke.
Spillet begynder med at John, såret efter et møde med sine gamle bandemedlemmer vågner han hos den charmerende bondedatter Bonnie. Hun har taget sig af en, og man skylder hende penge. Noget, der giver glimrende mulighed for at stifte bekendtskab med styringen, og få overblik over hvordan alting fungerer. Allerede på Bonnies rummelig ranch begynder man at ane, at spillet er noget udover det sædvanlige. Stemmeskuespillerne gør et fantastisk job, grafikken er enestående, og verdenen vibrerer nærmest af liv.
Den første gang man sætter sig op på hesteryggen, giver den med sporerne og sætter af i en fart, så støvet bogstaveligt talt hvirvler op og blander sig med den knaldorange solnedgang i et ørkenlandskab fyldt med kaktusser og særprægede klipper, forstår man at dette spil er noget helt særligt. Tankerne svæver mod Elder Scrolls IV: Oblivion, når man bag hver en bakketop finder nye begivenheder, nye folk der har brug for hjælp, og nye dyr at jage.
Følelsen er næsten overvældende. Hvor skal jeg begynde? Skal jeg hjælpe ham den gamle mand, der snart skal hænges, eller nogle andre, der siger at deres hest er blevet stjålet, eller hende den smukke brud på vognen derovre, der også ser ud til at have problemer? Man har endda et kort, hvor der er påtegnet diverse ikoner. Efterlyste skurke, der skal fanges, steder hvor man kan nyde et spil poker, gårde der mangler nattevagter, og glemte skatter der skal inddrives. Ja, og så er der også en velskrevet historie, man kan følge.
Eftersom Red Dead Redemption trods alt handler om at tæmme det vilde vesten, omfatter det også en masse skyderi. Til forskel fra de lidt opstyltede actionscener i Grand Theft Auot IV, minder Red Dead Redemption mere om Gears of War, med et lignende cover-system, der smidigt lader John Marston gå i dækning, mens han dræber modstandere i hober. Det gør kampene til en fornøjelse, og større end i noget andet Rockstar-spil.
En mindeværdig sekvens er for eksempel stormningen af et enormt fort, hvor man udrustet med en Gatling Gun mejer hære af tobakstyggende skurke ned, inden man jagter de sidste overlevende. Bare for et øjeblik senere at måtte forsvare sig, når fortet kommes til undsætning. Det bliver både presset og hektisk, med masser af skønt kaos. Der bliver lejlighed til flere store ildkampe, den ene mere unik end den anden, og man får blandt andet lov at jage gangstere over sneklædte bjerge, og deltage i mexicanske revolutioner.
Men uden penge kommer man ikke langt i Read Dead Redemption. For at tjene til dagen og vejen kan man jage dyr, som man derefter slagter og flår, fange efterlyste banditter, indsamle skatter, arbejde som kofører og til og med plukke blomster. Med pengene kan man så udvide sit våbenarsenal, og skaffe andre uundværlige ting, som at at lade en skrædder sy et flot jakkesæt, så man ser mindre mistænkelig ud, når man snyder i poker.
Jeg er stor fan af western-genren, og John Marston føles virkelig som en klassisk John Wayne-helt, og er let at holde af. Ved at redde folk bliver man hurtigt populær, og folk letter på hatten når man møder dem på gaden. Berømmelsen gør dog også at man konstant bliver udfordret af revolvermænd, der mener de er hurtigst af alle. Noget der fører til mange skønne dueller, hvor sveden pibler og nerverne står på højkant.
Rockstar har leveret en verden som virkelig lever og ånder, og persongalleriet er ikke mindre end enestående. Jeg får hurtigt flere favoritter, fra den benhårde bondedatter Bonnie (god for to mænd, ifølge Marston), kvaksalveren West Dickens og Seth, som jeg kan lide allerbedst af dem alle. En Gollum-lignende ligskænder, der graver rådne kroppe op af jorden, taler til dem og tager sig af dem. En mildt sagt tragisk sjæl, med et lige så tragisk ydre, der dog viser sig at være til uundværlig hjælp.
Og det er dette, der gør Red Dead Redemption så unikt. Jeg tror hele tiden på hvad Rockstar fortæller mig. Verden lever og ånder og roterer ikke kun om mig, som det ellers er set så ofte i andre spil. Jeg kan finde på at ride op på en højderyg, kun for at se hvordan alle klarer sig uden min indblanding. Det er ikke bare en stor western-kulisse, det er det ægte vesten.
Det bakkes op af en fantastisk flot grafik, både med hensyn til design og teknologi. Blandt andet er folks ansigter levende og udtryksfylde, og arbejdet med animationerne har været så grundigt, at man tilmed har lavet motion capture på heste for at fange deres bevægelser perfekt. Intet er overladt til tilfældighederne. Omgivelserne er ligeledes godt varierede. At besøge den forladte flække Tumbleweed er en stor oplevelse, ligesom det er at ride på de brostensbelagte gader i Blackwater, mellem en masse automobiler.
Verden er betydeligt større end i Grand Theft Auto: San Andreas, og strækker sig fra solbeskinnet mexikansk ørken over mørke miner, store forter til enorme skove og sneklædte bjerge.
Og her finder vi måske den eneste brist i Red Dead Redemption, nemlig transporttiderne. Insisterer man på at ride mellem alle stederne i spillet, kommer det hurtigt til at tage lang tid, eftersom verdenen er så stor. Der er dog lyntransport i form af diligencer i byerne, og mulighed for at slå lejr, for at vælge hvor man nu skal hen. Begge dele er dog en smule omstændigt. Petitesser i det store hele, men dog værd at nævne.
I takt med at jeg kommer nærmere og nærmere mine tidligere kumpaner, indser jeg at Red Dead Redemption er noget af det bedste, jeg nogensinde har spillet. Det kombinerer modpoler som enorm frihed og en rigtig grum historie med hårdkogt action og noget, der næsten føles som rollespilsindslag. Fortællingen er gribende, og jeg har fuld kontrol over mig eget eventyr.
Kort sagt, Red Dead Redemption rocker. Hvad mere kan man ønske sig? Det skulle vel lige være en fed multiplayer-del. Rockstar har anstrengt sig lidt ekstra med spillets multiplayer, hvor man har adgang til hele spilverdenen og kan lave sine egne bander. Alt hvad man kan gøre online, som at jage eller plukke blomster, fungerer også offline. Sammen kan man desuden bekrige andre bander, have kampe til døden eller forsøge at røve fra hinanden.
Det er vanvittigt heftigt at storme forter, barrikadere sig og holde stand på nærmest horde-lignende (Gears of War 2) manér, eller kæmpe mod hinanden over enorme afstande i den kæmpestore verden. Den bedste spiltype hedder Goldrush, en smart variant af capture the flag, men med tunge guldsække og syge mængder action. Det minder lidt om spiltypen Stockpile i Halo: Reach, for dem der har tid til at spille med i den nuværende beta, og det bliver hurtigt stressende og sjovt at jage de uslinge, der slæber rundt med det eftertragtede guld.
Hver omgang begynder i øvrigt med en klassisk mexican standoff, hvor det gælder om at trække hurtigt. Vinderne får et lille forspring, og har bedre forudsætninger for en god start på kampen. Derudover er der også planer om co-op-understøttelse, der skal udkomme som gratis download, men vi har naturligvis ikke haft lejlighed til at teste det kommende DLC endnu.
Red Dead Redemption er western når den er allerbedst, og når rulleteksterne glider over skærmen efter omkring 30 timers spil (og så har jeg kun udført omkring en tredjedel af alle sidemissionerne) er jeg kun et hårstrå fra at søge om et green card for at anskaffe en ranch ude i Arkansas, komplet med en halv snes Black Angus-kvæg og en overdimensioneret hat.