Reanimal

Med tanke på hvor mange grusomheder den hårdføre gruppe venner udsættes for i REANIMAL, skammer jeg mig faktisk en smule over, hvor ofte jeg har siddet med et stort, smørret grin i ansigtet. Jeg anser ikke mig selv som havende sadistiske tendenser, men gang på gang har det alligevel sneget sig frem på ansigtet. Grinet. Nu kan det selvfølgelig være jeg tager fejl, men snarere end en personlighedsafvigelse vil jeg tro det skyldes de på én gang fuldstændig groteske og komplet episke set pieces, REANIMAL er så rig på. Crescendoer hvor uforglemmeligt monsterdesign buldrer sammen med de udsøgt modellerede omgivelser og slipper helvede løs på både hårrejsende og frydefuld vis. Det er essensen af REANIMAL, som tager Tarsiers signaturformel fra Little Nightmares 1 og 2 til sin yderste potens med vidunderlige resultater til følge.

Med Little Nightmares 1 og 2 etablerede Tarsier effektivt deres særegne version af den filmiske puzzle-platformer, som Playdead bragte tilbage i rampelyset. Et opkøb fra Embracer og et efterfølgende brud med Bandai Namco sendte Little Nightmares over til Supermassive, mens Tarsier forfulgte en ny vision. Den vision er REANIMAL, og lad det være sagt med det samme, den minder en hel del om Little Nightmares. Men hvor Supermassive på nærmest overdreven ærbødig vis videreførte serien uden rigtig at tage den i nye retninger, hvorfor Little Nightmares 3 endte som en bleg kopi af sine forgængere, tager Tarsier langt flere chancer ved at bøje og strække sin kreation, så den presser mod genrens ydervægge - dog uden at bryde dem ned.

REANIMAL er immervæk stadig et spil, hvor du i rollen som et lille barn i en frygtelig verden undviger groteske skabninger og forcerer omgivelserne ved brug af en blanding af atletiske evner og kløgt. Det serverer en symboltung historie, hvor skyld og skam er nøgleelementer og billederne bærer det tunge læs, selvom karaktererne nu rent faktisk taler - dog sporadisk og kryptisk. Hovedrollerne indtages af et søskendepar, som vender tilbage til deres hjem-ø for at finde tre gamle venner, de har mistet kontakten til, og meget lig Little Nightmares er der mørke hemmeligheder gemt under overfladen. Der er således en række elementer, der er velkendte, men slidt føles det aldrig, og allerede fra første frame står det ligeledes klart, at meget er nyt.

Faktisk introduceres to markante nybrud allerede her. Mest markant er det nye, meget mere filmiske, kamera, der nu følger karaktererne, hvor end de bevæger sig. Little Nightmares har ganske vist begrænset bevægelse i tre dimensioner, men REANIMAL slipper dig helt fri. Resultatet er et langt mere dynamisk spil - både hvad angår æstetik og styring - især fordi Tarsier ikke blot placerer kameraet bag sine karakterer, men leger med et væld af vinkler, så man på den måde får det bedste fra både de fastlåste skærme fra for eksempel tidlige Resident Evil-spil og moderne spils overskuelighed. Der er ganske vist enkelte situationer, hvor kameraet har en smule besvær med helt at følge med, men overordnet set er det en decideret triumf.

Det andet nybrud er den båd, du fra starten befinder dig i, og som du i lange stræk kan benytte til at fragte dig og dine venner nye steder hen. Den er instrumental i at give den ekspansive verden sammenhængskraft, fordi Tarsier med den og lignende transportmidler på en helt anden måde end før kan udfylde hullerne mellem nøglesekvenserne. I en bjergtagende sekvens ca. en tredjedel igennem spillet, ser du for eksempel en enorm fugl flyve væk med en af dine venner og lande på toppen af et fyrtårn på en klippe langt ude i horisonten. Dit nye mål. Det kontekstualiserer rejsen mod målet på en helt anden måde end før og bringer minder om bjergene i Journey og God of War (2018), som ligeledes fungerede som ledestjerner.

Det er selvfølgelig et kendt greb, som horrorgenren dog ikke rigtig benytter. Måske fordi det klaustrofobiske ofte har højere prioritet. Men Tarsier er ikke bange for at dyrke det storladne ved mørket, hvilket fører tankerne over på Jordan Peeles arbejde i NOPE, som ligeledes med stor succes blandede gru og grandiositet.

I REANIMAL er kombinationen om muligt endnu mere udtalt. Der er en række scener, der ætser sig ind på nethinden, netop fordi de er så smukke i al deres mørke. Tag bare indledningen hvor du sejler gennem en kolossal kløft, mens klippestykker bryder af og drysser ned omkring dig samtidig med, at du undviger enorme miner i vandoverfladen; eller turen til førnævnte fyrtårn, som tager dig over en blomstrende kornmark, der ender ved en faldefærdig lade. Det kan lyde som en kliché, men her er billederne effektivt med til at fortælle historien, som ganske vist er kryptisk og åben for fortolkning, men særligt under min anden gennemspilning begyndte at stå klarere.

De malende scener er ligeledes med til at bygge stemningen op til de frydefulde set pieces, hvor øens horrible skabninger slippes løs. Her eksploderer REANIMAL nærmest rent visuelt i en kakofoni af destruktion, som er så imponerende at overvære, at jeg tabte kæben fuldstændig. Der er fugle i tusindtal, der som kamikazepiloter hamrer mod jorden; et monster fra dybet, der flår et helt hus fra hinanden og et opfindsomt take på noget så klassisk som biljagten. Variationen, opfindsomheden og godt gammeldags håndværk når i REANIMAL nye højder, og jeg kan kun kippe med flaget over det scenarier, Tarsier har hevet ud af sindets mørkeste afkroge.

I Little Nightmares var disse sekvenser ofte skæmmet af lidt for strikse krav til udførelsen, hvilket resulterede i frustrerende trial and error. Det er stadig et problem i en vis udstrækning, men kravene til perfekt udførelse er sænket en smule, hvilket klæder REANIMAL, da gentagelserne har det med at dræbe den skræmmende begejstring en god flugtsekvens ellers kan indgyde i en.

Vekselsvirkningen mellem opbygning og eksplosion fungerer bedst i REANIMALs første halvdel, hvor Tarsier formår at holde igen tilpas længe til, at uroen kommer snigende og bosætter sig. I spillets anden halvdel bevæger de sig hurtigere fra det ene crescendo til det næste med den effekt, at uhyggen udebliver. Til gengæld er det et kæmpe spektakel, som giver spillet en mere eksplosiv kvalitet end de langsommere indledningskapitler og sørger for et klimaks, der er til at tage at føle på.

Selvom flugtsekvenserne er de naturlige højdepunkter, krydrer Tarsier oplevelsen med flere elementer. For det første lader det dig slå tilbage på udvalgte tidspunkter. Kamp var et element, Little Nightmares 2 og senest 3 legede lidt med, men her fylder det mere. Kompliceret er det ikke, men skaber afveksling og føles helt ok. Kun en enkelt nøglesekvens falder helt til jorden og forvandler det, der burde have været en tredobbelt saltomortale til en tung maveplasker. Gådeløsningen er på mange måder i samme kategori. Ganske vist mere involverende men aldrig udfordrende og sjældent opfindsom. Der er dog undtagelser. En positiv overraskelse involverer en kæmpe kanon, en kikkert og en kode, men ligesom med kampene, er det et oplagt punkt til forbedring.

Jeg har indtil nu skrevet ud fra et perspektiv som solospiller, men REANIMAL giver dig faktisk muligheden for at gennemgå rædslerne sammen med en anden spiller - enten lokalt eller online. Jeg har både spillet solo og sofa og kan rapportere, at begge føles fuldt ud tilfredsstillende. Solo spiller du som broren, mens AI'en med få undtagelser tager sig af søsterens rolle, mens du og din makker sjovt nok styrer en hver i coop. Man kan godt mærke, at REANIMAL er designet til at skulle fungere i begge tilstande, hvorfor samarbejdets kompleksitet ikke er i nærheden af det, vi finder i en titel som Split Fiction, men der er unægtelig en stor kvalitet i at dele de vanvittige scenarier i et langtrukkent fælles skrig.

REANIMAL er endnu et markant skridt frem for Tarsier, som med deres til dato mest beskidte kreation finder skønheden i mørket og markerer sig som en af tidens helt store billedmagere. Den ene mindeværdige scene erstatter den næste og tilsat de knasende lydeffekter og den hjemsøgende musik skaber de et univers, jeg bare ville have mere og mere af - især fordi oplevelsen er så varieret, som det nu engang er tilfældet. Isoleret er der godt nok ikke nogen af REANIMALS mekaniske komponenter, der for alvor udmærker sig, men de er alle veludførte, og når glidende erstatter hinanden, skaber de et vidunderligt flow. Det ene øjeblik detonerer du miner med harpuner kastet fra stævnen af din båd, for dernæst at sejle den op på land, tæske nogle plagsomme måger med et jernrør, løse en lille gåde som giver adgang til en platformingsekvens, der tager dig til toppen af en klippe, hvor en fantastisk udsigt og en hårrejsende flugt venter om hjørnet.

Det er vidunderligt, mens det står på og heldigvis blev oplevelsen siddende, da jeg i dagene efter at have nået til vejs ende, blev ved med at gruble over symbolikken, og hvordan det hele hang sammen. Jeg har en efterhånden klart formet teori, og jeg glæder mig til at tale med jer andre om både detaljerne og det store billede, når I får spillet Tarsiers nyeste. Og det bør alle jer med bare den mindste kærlighed til Little Nightmares, filmiske platformere eller bare horror helt generelt gøre, for REANIMAL er allerede nu en kandidat til 2026's bedste horrorspil. Og så fik det mig endda til at grine smørret som en anden idiot.