Dansk
Gamereactor
hardware-tekster

Razer Kraken V4

Razers nye go-to-headset holder stadig fanen højt.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Razers headset er stadig i høj grad en slags branche-de-facto standard, og med Kraken V4 bliver der ikke ændret meget på det. Det er ikke fyldt med innovative funktioner, men der er alt, hvad man har brug for og forventer i en fornuftig kvalitet, til en pris der er til at betale, dog i den lidt højere ende.

HQ

Som mange andre har man besluttet at implementere 9-zoners RGB-belysning. Jeg har stadig svært ved at se formålet, andet end at det genererer varme og bruger ekstra strøm. Det ser sikkert fedt ud på et Instagram-billede, hvor alt er fra samme mærke og i samme farver, men i hverdagen finder jeg det uden værdi, sagt på godt konsulentsprog.

Razer Kraken V4

Der er, ikke overraskende, både almindelig trådløs forbindelse med radiobølger via en USB-C dongle, med ekstra høj hastighed, Bluetooth, og så kablet via USB. Jeg savner dog stadig, at trådløs opladning snart bliver implementeret. Batterilevetiden er ret habil, opgivet til 70 timer, og jeg har uden problemer kunnet klemme lidt ekstra ud af det. Der er dog et designproblem, nemlig at der ikke er et hulrum eller lignende til at opbevare donglen i - det er jeg ikke imponeret over. Det gamle Nari-headset havde det, og også haptisk feedback - hvorfor har man glemt disse to glimrende tiltag?

Prisen er 1.579 kr. Ikke ligefrem billigt, men omkring 1.500 kroner er desværre, hvad et trådløst headset koster for tiden. Når det er sagt, kan man få virkelig fornuftige trådløse headsets for omkring 500 kroner. Nej, de har ikke triple-forbindelse, men når man kræver 1.000 kroner mere, skal der virkelig leveres.

Dette er en annonce:

Razer bruger stadig deres 3-vejs 40 mm Tannoy-lignende Triforce-enheder i titanium, og de leverer en relativt afbalanceret lyd, dog med accentueringer i det højfrekvente område. Der er en langt mere glidende overgang mellem bas og mellemtone, end man ellers er vant til, og en tilnærmelsesvis lineær gengivelse i samme frekvensområde. Der kunne dog godt gøres mere for åbenheden i lydbilledet. Opløsningen er fin, men som lukket hovedtelefon er der grænser. Selvom bassen har gode hug, ville det være rart at få de dybeste frekvenser med, men det er traditionelt forbeholdt de kablede headsets. Lyden er generelt forfinet og detaljeret.
Puderne er lavet af memory-skum med stof, og de er ganske behagelige at have på, kombineret med et relativt let tryk fra bøjlerne. På siden tænder man, skruer op og ned, og der er den sædvanlige chat/game-balancejustering.

Razer Kraken V4

Mikrofonen er Razer HyperClear Super Wideband. Det er måske lige at tage munden for fuld på mere end én måde, for ganske vist er det en klar opgradering lydmæssigt, men lyden er stadig lettere diskanteret og med en smule dåse-effekt sammenlignet med mange konkurrenter. Når det er sagt, er den velartikuleret og med forbløffende lidt tonering af p-, t- og s-lyde. Vi har testet den, som den er, men hvis man gider tweake den lidt, kan der opnås fornuftige resultater. Når det er sagt, så er foldbare/indrulningsmikrofoner af gode grunde ikke så solide eller mekanisk velkonstruerede som de faste eksterne. Så det handler også om at være realistisk omkring, hvad man kan opnå. Personligt synes jeg, at det er det rigtige valg at have en integreret mikrofon i stedet for en ekstern, men det afhænger nok af, hvilke typer spil man mest er til. Den sampler i øvrigt ved 32 kHz, ikke helt på niveau med en CD, men godt derhenad.

På softwaresiden er det som sædvanligt Razers Synapse-software, man skal bruge, et studie i brugervenlighed og funktionalitet. Men det snyder lidt, for hvis man vil bruge THX Spatial, som jeg medgiver er en af de få virtuelle surround-løsninger, der er værd at bruge tid på, så skal man betale. Det afskrækker nok en del, men der er i det mindste et demo-link på Razers hjemmeside. Der er også flere EQ-profiler som standard, og Razer skal faktisk roses for ikke at være gået helt amok med Game-profilen.

Dette er en annonce:

Du går ikke galt i byen med Razer Kraken V4. Der er nogle skønhedsfejl, og du betaler for, at det er et premium-brand, men til gengæld får du også en solid lydoplevelse og et headset, der er bygget fornuftigt.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Razer Kraken V4

Razer Kraken V4

HARDWARE-TEKST. Skrevet af Kim Olsen

Razers nye go-to-headset holder stadig fanen højt.



Indlæser mere indhold