Razer DeathStalker

Det er naturligvis en smagssag, men spørger du mig, har Razer det med at lave udstyr, der i højere grad ligner noget fra Fætter BR's actionfigur-afdeling end professionelt spiludstyr. Her afviger Razer DeathStalker dog fra hvad vi normalt ser, for faktisk er det lykkedes den populære producent at designe et lækkert, mere anonymt keyboard der stadig er prydet med firmaets kendte kanter og farver.

Med et kileformet design og en stor håndstøtte er det hele lige til at gå til, og i modsætning til mange af de spilkeyboards som fylder på med underlige taster, genveje og ekstra funktioner, føler man ikke her at man først bør læse en manual for at kunne være med.

Tasterne er højdemæssigt holdt lave, og fordi de yderligere har fået masser af mellemrum, minder opsætningen til forveksling om den man ser på de fleste bærbare computere i dag. Selv kalder Razer tasterne for "Chiclet style key caps", og faktisk er det et lidt underligt valg til et spilkeyboard. Normalt ser man således de fleste fabrikanter vælge taster med længere trykdistance, sådan at enhver tvivl om, hvorvidt man har trykket på dem, ikke er et emne når man kun har splitsekunder til at reagere.

Som man kender det fra andre Razer-produkter, er tasterne også blevet udstyret med grøn baggrundsbelysning, som blandt andet kan reguleres ved at bruge Razer-softwaren Synapse. Vælger man software-løsningen vil man procentvist kunne bestemme over lysstyrken, men det betyder ikke det store, da lyset i tastaturet på alle andre indstillinger end fuld kraft er så svagt, at man sjældent lægger mærke til det. Er man den mere eksperimenterede type, kan man naturligvis også vælge at bruge "Pulsate"-indstillingen, hvor lyset på tastaturet er konstant varierende, men dette er hverken rart at se på eller at gøre brug af.

I brug er DeathStalker-tastaturet en blandet fornøjelse. Til tekstbehandling og generel Facebook-brug er valget af taster forståeligt, selvom jeg gerne havde set at Razer stramme lidt op omkring deres stivhed. Følelsen af at bruge tasterne er således en smule svampet, og det ærgerligt fordi et par få forbedringer her kunne have gjort oplevelsen langt bedre.

På mærkværdig vis er det dog når det gælder spil, at DeathStalker virkelig får problemer. Jeg er rigtig glad for at Razer ikke har fyldt på med ligegyldige ekstras, og i stedet har fokuseret på de basale elementer, men derfor også desto mere overrasket over valget af taster.

Præcisionen og sikkerheden på hvorvidt man har trykket på en knap, er således alpha-omega når man bruger et tastatur til spil, hvilket er hvorfor mange professionelle spillere vælger at gøre brug af mekaniske keyboards. Den slags præcision er naturligvis utrolig svær at opnå, når tasterne er af den lave slags, der ikke har den store trykdistance, og desværre er det ikke et problem Razer har formået at overkomme med DeathStalker.

Yderligere problematisk er, at Razer har valgt at lade tastaturets håndledsstøtte være hævet over den overflade det er placeret på, hvilket bevirker at det nederste af mine håndflader konstant kom til at hænge ud over kanten på tasturet, uden at røre bordet det stod placeret på. Den slags bliver hurtigt til et irritationsmoment, og er en dødssyn for et tastatur der skal bruges i længere perioder af tid. Med kileformen burde det umiddelbart have været nemt at lade tastaturets højde falde i et med bordet, og jeg kan ikke andet end at forestille mig, at dette også ville have givet en væsentligt mere behagelig oplevelse.

Jeg håber faktisk at Razer vælger at bruge kræfterne på en efterfølger til DeathStalker, for kunne man få sænket tastaturets højde og skiftet tasterne ud, kunne der blive tale om et virkelig lækkert spilkeyboard. Sådan er det desværre ikke lige nu, og derfor er det svært at anbefale tastaturet.