På trods af det afvæbnende og afslappende ydre, der altid har kendetegnet Rayman og hans univers, har turen for den arm- og benløse helts nyeste eventyr været alt andet end nem. Da de første planer blev lagt for spillet var der således tale om et episodisk eventyr, der skulle distribueres online. På dette tidspunkt var det hele også tænkt som en slags spilbar reklame for det såkaldte "UbiArt Framework" der senere skulle udgives gratis, således at alle ville kunne udvikle deres egne spil med det. Alle de planer blev dog senere droppet, og imens havde den franske gigant besluttet sig for at Raymans nyeste udskejelser skulle udgives som et samlet eventyr.
Rayman selv har tydeligvis ikke mærket noget til alle disse kvaler, og kærligheden, som Michel Ancel og resten af hans hold har brugt til at finpudse dette nye platformseventyr, stråler nærmest ud af skærmen første gang man selv tager styringen med den ledløse helt.
En kort tegnefilm forsøger at give det hele lidt kontekst, og selvom der både fortælles om en "Bubble Dreamer", der med sine mareridt har sendt spilverdenen "Glade of Dreams" mod afgrunden, er det ikke noget du på noget tidspunkt bliver opfordret til at følge med i eller på anden vis bruge kræfter på. Det er til gengæld afsindigt charmerende fortalt, og giver et godt billede af et mere iltert og fandenivoldsk univers end man normalt kender fra serien.
Det hele er bygget særdeles traditionelt op, og man får derfor som det første adgang til et verdenskort, hvorfra man vil langsomt vil lukke op til de forskellige verdner. Fra verdenskortet kan man også på alle tidspunkter besøge "The Snooring Tree", som er et tilholdssted fra hele Rayman-banden, og hvorfra man langsomt vil få adgang til flere og flere forskellige figurer, der dog alle spilles identisk.
Det er ikke nogen hemmelighed, at Rayman siden sin debut har tilført sin charme til adskillige forskellige eventyr, ikke mindst de fortrinlige Rayman 2 og 3. Man skal dog ikke bruge mange minutter på Rayman Origins før det står ganske klart, at dette er en fortsættelse til originalen, og her er både blevet lånt ideer, udtryk og udfordring, der dog naturligvis er gennemgået kraftige opdateringer.
I stedet for enorme 3D-verdener har man derfor igen skiftet perspektivet tilbage til 2D, men til gengæld brugt hele konsollens regnbue af farver for at skabe et spil, der grafisk er ligeså smukt som det oprindelig spil var, da det første gang udkom på Ataris glemte Jaguar-konsol. Den første verden (Jibberish Jungle) er således således badet i grøn jungle, der med jævne mellemrum afbrydes af blå vandfald, mørkeblå skyggeskabninger og tordenskyer der langsomt må lade livet for solens varme stråler. Adskillige lag af baggrunde giver en enorm dybdeeffekt i billedet, og ofte er det hele så smukt at man nærmet bliver nødt til lige at tage en lille pause for at nyde det hele.
Det er dog Rayman, hans bedste ven Globox og det enorme karaktergalleri af venner og fjender, som giver spillet liv og den umanerlige sprælskhed, der gør det hele så pokkers charmerende. Med et utal af farver, fabelagtig fransk tegneserie-design og eminent animation føler man altid lige, at man skal se hvad spillet står parat med i den næste bane, og man bliver sjældent skuffet.
Bare fordi farverne er mange, humøret er højt og humoren gennemvæder det hele, er udfordringen dog ikke glemt. Opgaven står igen på indsamling af de gule Lums der efterlades af besejrede fjender, dukker op i klaser og oftest gives som belønning for at udforske banernes skjulte hjørner. Efter hver bane veksles de indsamlede Lums til de såkaldte Electoons, der bruges til at låse op for nye verdener og bestialsk svære bonusbaner. Electoons kan også findes i banerne selv, hvor de oftest er gemt i et bonuskapitel, der byder på en unik opgave - eksempelvis en Rayman-variant af Angry Birds.
Ideerne har tydeligt været mange under spillets udvikling, og skal man klaske en sammenligning på oplevelsen, må det være, at dette er et platformspil, der er skrevet efter den samme bog som Super Mario Galaxy. Med andre ord går der sjældent mange minutter mellem at man bliver budt en ny udfordring, der oftest er en variant eller kombination af noget man prøvede tidligere. Ideerne er ganske vist ikke lige så mange som i Marios tilsyneladende uendeligt kreative univers, men opbygningen fungerer stadig upåklagelig og holder det hele friskt.
Den største nyhed er dog, at Rayman ikke længere behøver at tage på eventyr selv, og nu har mulighed for at tage tre venner med på turen. Dette betyder dog ikke, at der er brugt masser af kræfter på at tilføje unikke co-op situationer, hvor samarbejde er essentielt. I stedet har man blot valgt at slippe spillerne løs på banen, for herefter selv at afgøre om vejen frem er samarbejde eller ren kaos.
Med et par venskabelige dask er det således muligt at sende hinanden i afgrunden, mens konkurrencen om at indsamle flest Lums altid er tilstede. Straffen for at miste den sidste livsenergi er aldrig værre, end at man forvandles til en ballon og vækkes til live igen, så snart en anden spiller har piftet den - er en spiller stadig i live, er der altså altid en vej tilbage.
Rayman Origins er en af den slags fornøjelige spiloplevelser, hvor man skal være mindre modtagelig end jeg, for ikke hurtigt at lade sig overvinde af charmeoffensiven og spille resten af eventyret med et smil på læben, der kun sjældent udskiftes med et bandeord, når der for alvor skrues op for sværhedsgraden. Co-op kaos, manglen på en dybere kompleksitet og den til tider høje sværhedsgrad vil betyde, at det ikke er et spil for alle, mens disse elementer blot vil virke som grunde til at vi andre vil have endnu sværere ved at give slip. Var man fan af det første Rayman-spil eller 2D-platformsspil generelt, er det dog svært at forestille sig hvordan Ubisoft kunne have lavet et mere charmerende, smukt og underholdende eventyr end hvad de her har formået.