Rayman 3D

90'erne var et sandt paradis for platformshelte. Flere og flere spilkarakterer havde speciale i at hoppe, og vi som spillere havde udsigt til en lang række af perler. Udover de obligatoriske Mariospil var jeg selv faldet helt pladask for Spyro, Crash Bandicoot og Gex, mens der af helt ukendte årsager ikke blev plads til den lemmeløse helt Rayman i rampelyset.

Heldigvis har Rayman 2: The Great Escape stået model til en kilometerlang række af genudgivelser og konverteringer. Jeg har tidligere haft gang i både Nintendo DS og iPhone-udgaven af spillet. Godt nok har jeg aldrig fået det gennemført, men her tillader jeg mig at skyde skylden på en helt igennem rådden styring på begge formater.

Tredje gang er lykkens gang (for nogen vil det nok være femte), og alt er som man husker det. Mit første indtryk er dog, at det ligner en eksakt kopi af Nintendo DS-udgaven, men med et 3D touch, og allerede her har jeg lyst til at beklage mig over, at jeg har spillet det præcis samme spil før, på noget der ligner den præcis samme konsol. Denne gang blot med den analoge kontrol i stedet for D-pad som styringsværktøj.

Genbrug behøver nødvendigvis ikke være en dårlig ting, for Rayman 2 er i bund og grund et lækkert spil. Min jagt på gule lums og magiske masker er præget af lækkert banedesign og ikke mindst platformshopperi af den bedste skuffe. Rayman vil skulle svinge sig omkring, ride på jetski bag et søuhyre og stikke en robot eller to et par knockouts.

3D fungerer helt fint, det giver i hvert fald en form for dybde til spillet, der ikke før har været mulig. Det føles samtidig også lettere at komme omkring, eller i hvert fald mere fejlfrit, nu hvor man mere præcist kan beregne hvor langt der skal hoppes. Spilmotoren kunne dog sagtens have behov for et teknisk løft, for flere gange falder hastigheden i spillet, og det er på trods af at der ikke nødvendigvis sker det helt store på skærmen. Jeg har flere gange forsøgt at skifte mellem 2D og 3D, når det virkelig begynder at hakke, men det lader ikke til at den dybe 3D er synderen.

Kameraet er desværre trælst som aldrig før, og lader aldrig til at ville hjælpe én på vej. Jo vist, man kan da trykke på L-knappen for at centrere det, men det føles klodset og hjælper sjældent særligt længe ad gangen, før kameraet igen beslutter sig for at gå på egen opdagelse.

Det dårlige kamera holdes ved selskab af en lige så kluntet styring. Den analoge styring udmærker sig i forhold til den digitale styrepind hos iPhone og den direkte horrible integration af styrepindene på Nintendo DS. Desværre virker det stadig en anelse upræcist, og Rayman gør derfor ikke altid som man beder ham om.

De første par baner i selskab med Rayman byder på et fornuftigt lydspor. Musikken er ganske fin, men vælger fra tid til anden at stoppe brat op og begynde forfra, eller spille en ny melodi i et par sekunder, før den går tilbage igen. Det bliver meget hurtigt irriterende, og giver nemt en god undskyldning for at slå lyden helt fra.

Rayman 3D har på flere måder været et ganske lunkent eventyr. Spiller lider af mange irritationsmomenter og en temmelig kluntet styring, og meget tyder sådan set på, at dette Rayman-eventyr har taget skade af de mange genudgivelser. Har man aldrig været gennem Rayman 2 før, er der dog god grund til at anskaffe sig det, da der inderst inde gemmer sig en på mange måder lækker oplevelse.