Rayman 3: Hoodlum Havoc

GameReactor var for et par måneder siden på besøg hos Ubi Soft i Frankrig for, at se på udviklingen af det tredje Rayman-spil. Spillet viste allerede dengang stort potentiale, og så ud til at kunne løfte arven fra de tidligere titler i serien, som oftest har været strålende. Da vi dengang i Paris interviewede spillets graphic/level-supervisor Jean-Marc Geffroy, fortalte han om de mange fantastiske ting vi ville se i det endelige spil. Til alle fans af platformspil kan vi hermed konkludere, at han ikke blot hældte vand ud af ørerne. Rayman 3: Hoodlum Havoc har samlet alle de gode ting fra de tidligere Rayman-spil, og derudover tilføjet flere sjove og udfordrende elementer. Rotorfrisuren er tilbage i god stil, og den lille transparent-lemmede strålemand er charmerende som aldrig før.

Så er den helt gal igen, Raymans verden er atter truet af dunkle magter. Denne ondskab manifesterer sig ved, at transformere de fredelige Lums til ubarmhjertige bæster. De er nu blevet til sortbehårede Hoodlums, som indgyder frygt og terror hvor end de befærder sig. For at føje spot til skade har Raymans trofaste kompagnon Globox slugt en af disse væmmelige Hoodlums, hvilket ikke just har været sundt for hans tarmflora. Bivirkninger af dette har været en ustyrlig trang til Sveske-juice som bevirker, at han konstant har masser af gas i maven - og dette kan både høres og lugtes af alle i nærheden af ham. Sammen med Globox og resten af Raymans venner skal spilleren gennem et væld af udfordringer.

Hvis roterende fis i kasketten skulle bruges som andet end skældsord ville det passe glimrende, som en betegnelse for en af Raymans specielle evner. Hermed mener jeg naturligvis hans klassisk helikopterhår, som lader ham flyve over korte afstande - en yderst brugbar ting i platformbranchen. Håret er dog langt fra hans eneste hjælpemiddel i denne ombæring, og banerne er spækket med små magiske dåser (konservesdåser hvis nogen skulle være i tvivl). Disse dåser kan giver Rayman helt unikke egenskaber, bl.a. helikopterhjelm (bedre end håret), entréhageaffyrer, superstyrke osv. Disse evner skal bruges på vidt forskellige måder i spillet baner, og er ofte den eneste facon hvorpå man kan komme videre. En stressfaktor bliver tilføjet, da disse dåser mister deres kraft efter et stykke, og dermed mister Rayman den specielle evne.

Udover de traditionelle platformelementer har Ubi Soft integreret en lang række adspredende baner, som blandt andet inkluderer skateboarding på regnbuer og radiobilkørsel i overdimensionerede sko. Dette giver et godt afbræk fra det vante gameplay, og tilføjer god dynamik. Det er ikke blot på den visuelle side at Rayman blænder op for pragten, lydsiden bugner med godbidder. Dette bliver bl.a. understøttet af et soundtrack med melodiske rytmer, bl.a. fra kunstnere som Groove Armada. Stemmerne er ligeledes en fornøjelse, og de bliver leveret af erfarne herrer. Billy West og John Leguizamo er blandt stemmeaktørerne, som før har arbejdet på projekter som Ice Age og Batman-tegnefilmene. Derfor er det intet under, at stemmerne i spillet oser af kvalitet og sammen med den visuelle stil skaber det en forrygende humoristisk atmosfære.

Grafikken komplimenterer lydsidens kvalitet godt, og spillets visuelle stil er sprød og imponerende. Banedesignet er gennemført og afvekslende, og selv med et væld af flotte textures, partikeleffekter og transparens kører spillet med en solid framerate, dog ikke med de 60fps Ubi Soft først proklamerede. Rayman og spillets andre figurer er velanimerede, og der trækkes ofte på smilebåndet når man ser hvor kreative figur-designerne har været. Her skal Raymans fjender nævnes, som efter min mening er de sjoveste karakterer i spillet - akavede fugleskræmselmænd med trompetgeværer er jo altid et sikkert hit.

Alt hvad vi hidtil er blevet lovet er blevet indfriet. Omgivelserne og karaktererne summer af liv og kreativitet, og en humor hvor alle kan være med - samspillet mellem platformshopperi og slå på tæven fungerer. Spillet store svaghed er den ringe kameraføring, en ting vi desværre ser alt for ofte i denne genre. Kan man derimod bide de enkelte irritationsmomenter i sig, hvor man dør pga. dårlige vinkler, er titlen en fornøjelse at spille. Sværhedsgraden er således at de voksne får en udfordring, men samtidig kan de mindste være med.