Rayman 2: The Great Escape

Det første Rayman spil var særdeles populært og solgte flere millioner eksemplarer over hele verden. Det bød på nuttet tegneseriegrafik i flotte farver og et godt gameplay i klassisk 2D platform stil. Nu rører Rayman så på sig igen, og denne gang har han taget det fulde spring ud i 3D-verdenen. På trods af den ekstra dimension er det lykkedes at beholde det "feel", der gjorde det første spil så populært, men spørgsmålet er, om det stadig er nok.

Gammelt spil i nye klæder
Som det hører sig til i et tegneserieagtigt spil, hvor helten hverken har arme eller ben, er historien særdeles fantasifuld. Raymans verden er blevet angrebet af robot rumpirater ledet af admiral Razorbeard. Piraterne har taget folket til fange og sprunget planetens kerne i stykker. Da det ser allersortest ud, slipper Rayman løs og begynder kampen for at befri troldmanden Polokus - den
eneste, der kan redde verden. En ikke en særlig medrivende historie, men når den fortælles så farvestrålende og muntert som i The Great Escape, holder den alligevel.

I sin søgen efter de magiske genstande der kan befri Polokus, løber man rundt og samler en masse "lums", som er nogle stjernelignende genstande. Disse lums findes i forskellige farver og hjælper Rayman på sin vej. Der er masser af små feer, underlige væsener og endnu mere underlige væsener, der enten har brug for hjælp eller prøver at stoppe dig. Faktisk er det lang tid siden, jeg har set så underlige figurer i et spil (ok, vib-ribbon undtaget), men alligevel har man fornemmelsen af, at de hører naturligt til i Raymans verden. Banerne er holdt fornuftigt i platform stil, og designet er både godt og overraskende afvekslende. Rayman selv kan stadig skyde lysende kugler med sine hænder og bruge sine helikopterører til at svæve sikkert til jorden. Rundt omkring skal der løses små puzzles for at komme videre, og sværhedsgraden øges, jo længere man kommer.

Unøjagtig styring
Inden al den nuttethed bliver for kvalmende, er der dog også at par kritikpunkter. Det største problem er, at styringen til tider bliver unøjagtig, når kameraet drejer rundt om Rayman. Det kan f.eks. være svært at gå i armgang over en sø (nej, ikke fordi man mangler arme), når kameraet bevæger sig, da man hele tiden bliver nødt til at korrigere retningen på sin kontroller for ikke at falde ned. Derudover kan man kun lave savegames ved en portalcentral, der styrer adgang til de mange baner. Rundt om på banerne ligger sten, hvorfra man starter, når man dør, så længe ens PlayStation ikke reset'es. Det havde efter min mening været naturligt at tillade savegames på disse steder.

Raymans verden er en flot og munter oplevelse, hvor man på ingen måde savner den vold og ødelæggelse, der synes at være uundgåelig i de fleste 3D-spil nu til dags. På trods af det umiddelbare "børnespil" indtryk er der afgjort underholdning for de fleste, og konklusionen må være, at Rayman absolut er et gensyn værd.