Ratchet Gladiator

Spiludviklerne verden over er en snedig og udspekuleret samling underholdningssoldater, der selv mod hærdede anmeldere nogen gange formår at overbevise med spil, vi ellers troede vi havde set en million gange før. Basalt set kan jeg ikke finde nogen grund til, hvorfor jeg stadig underholdes i så stor stil af rotten og robottens eventyr. Faktum er dog, at jeg endnu ikke har været i stand til at trykke på eject-knappen på min PlayStation 2 for at give skiven og konsollen en velfortjent pause. Der er ikke sket særligt meget siden sidst, og de strømligninger af gameplayet, som udgør den største forskel kontra tidligere afsnit i serien, vil ikke falde i alles smag. Underholdningen er dog stadig i top, om end lidt slidt.

Ratchet og Clank må endnu engang sande at det i dagens verden bare ikke er nok at redde universet, hvis man vil betragtes som helt, og frem for at være mediernes kæledægger har teamet i stedet indfundet sig med livet som galaktiske freelancere. Fortællingerne om deres tidligere eventyr når dog den skruppelløse tv-chef Gleeman Vox, som uden samvittighedskvaler kidnapper duoen samt opfinderen Al, og tvinger dem til at deltage i et gladiatorlignende tv-show.

Reelt er baggrundshistorien et tyndt dække over, hvad der bedst kan ses som en strømligning af alle de tidligere kapitler i Ratchet-serien. Platformselementet, der siden det første spil er blevet tonet ned fra titel til titel, er nu næsten ikke eksisterende, og banerne er i stedet bygget op, så du hele tiden har forskellige specifikke opgaver. Disse opgaver består oftest i at aktivere forskellige låsemekanismer, eller udradere et bestemt antal fjender til fods eller i et af spillets fartøjer. Opgaverne krydres gerne yderligere med specifikke tidsrammer eller valg af våben, samt mere ekstreme regler for spillere, der gerne vil opnå alt i Ratchet: Gladiator.

Som noget nyt bliver du gennem hele spillet akkompagneret af to robotter, som gør deres for at hjælpe til. Det er muligt at give dem simple kommandoer, så man f.eks. selv undgår at skulle aktivere forskellige kontakter og kan fokusere på at besejre fjenderne i stedet. Frem for at være livløse droner, som vi har set det i andre spil, er robotterne i stedet levende organismer, der konstant overhælder dig med jokes og samtaler om ingenting.

Der har aldrig været den store tvivl om, hvor Ratchet-seriens primære gameplay lå, og derfor vil man i løbet af Gladiator også nå at skyde flere fjender end i de fleste andre spil. Det har dog for udviklerne ikke bare været et spørgsmål om tankeløst at fylde på med flere våben og baner, og det demonstreres med det nye spils mindre udvalg af våben. Forklaringen af det mindre våbenudvalg skal findes i, at de i stedet har valgt at implementere et Diablo-lignende våbenmodificeringssystem. Systemet lader det være op til dig at indstille på kriterier som fart, kraft, længde samt kombinere dem med ekstra effekter som gift, ild, is og andre mere mærkværdige modifikationer.

Indpakningen af grafik og lyd har Insomniac Games altid haft styr på, og det samme kan siges om Gladiator, med nogle enkelte undtagelser. Lyden lider en smule under, at man er deltager i et tv-show og derfor bliver ledsaget af tåbelig og gentagende kommentator snik-snak spillet igennem. Grafikmotoren er blevet presset for sine sidste kræfter og leverer enkelte transparent effekter som ikke er set før, samtidig med at der denne gang er flere fjender på skærmen end tidligere i serien. Konsollen hoster kun sjældent i grafikken og formår at vise utrolige mængder af fjender og generel kaos, uden at det går ud over gameplayet.

Ratchet: Gladiators akilleshæl er, at det på trods af udviklernes flid, alligevel føles som noget fans af serien har spillet før. Hvor meget nyhedsværdi der egentlig er i spillets nye tiltag, kan man sætte spørgsmål ved, da alle elementerne virker som udpenslinger af muligheder, vi før har set i serien. Det mål-opdelte gameplay, hvor hver bane deles op i flere mindre sektioner med pause og status mellem hver del, begynder også at irritere hen mod slutningen af spillet. Fans vil hurtigt komme til at savne de større og mere flydende baner fra tidligere spil i serien.

Ratchet: Gladiator er et spil, som uden problemer gør alt bedre end de fleste konkurrenter, men som i forhold til sig selv, ikke har formået at forny sig nok. På trods af Insomniacs åbenlyse forsøg på at krydre de bedste elementer fra hele Ratchet-universet med nye ideer, har vi set det hele før. Rotten og robotten udgør stadig et fantastisk makkerpar, men måske Insomniac skulle give dem en pause og lade det næste kapitel skinne på PlayStation 3.