Ratchet & Clank: Size Matters

I Ratchet and Clank: Size Matters, indtager du rollen som den friske lombax Ratchet og hans fornuftige robotven Clank, der i denne omgang, igen kastes ud i et eventyr af galaktiske proportioner, for at redde universet. Denne gang er det dog ikke den hæderkronede udvikler Insomniac, der har taget sig af det trofaste makkerpar, men derimod High Impact Games, og det er desværre noget, der kan ses på det endelige resultat. Spillet har en masse problemer, når det kommer til gameplayet, men heller ikke grafikken, som er blevet konverteret fra PSP, er synderligt betagende. I det hele taget er denne konvertering noget billig, hvis man sammenligner den med alle de andre fantastiske Ratchet and Clank-spil, som er blevet udgivet på PS2.

Hele historien begynder på en tropeø, hvor vores venner har slået sig ned, for at tage en pause fra at jagte interplanetariske skurke. Midt i deres dovneri bliver de dog afbrudt af en lille pige, som gerne vil have et interview med de to superstjerner, som hun skal bruge til en artikel i hendes skole. Der går dog ikke lang tid, før hun kidnappes af et par mistænkelige skikkelser, og så er spillet ellers i gang.

Man kunne sagtens komme til at tro, at spillet er henvendt til børn, og det må da også være ideen med spillet. I forhold til de andre kapitler i serien, er det nemlig meget brugervenligt, hvad angår størrelsen af baner og sværhedsgraden af de forskellige gåder, som skal løses, for at avancere til næste område. Et element, der dog er himmelråbende frustrerende, må være stort set alle fjenderne i spillet, der både er slagkraftige, men også behøver overdrevent mange skud fra selv dine største våben, for at blive nedkæmpet, for ikke at tale om bosserne. Er det f.eks. ikke lidt atypisk ved et børnespil, at man mister 95 procent af ens samlede helbred, hvis man bare bliver ramt af et enkelt skud fra en boss?

Jeg ved ikke, om det er en fejl, eller om det bare er udviklerne, der ønskede, at gøre spillet utilgængeligt for alle under den kriminelle lavalder - guderne må vide hvorfor. Enerverende er det i hvert fald at dø konstant, og det kommer fra en meget erfaren platformspiller. At kameravinklerne og styringen er noget af det værste, jeg som spiller, nogensinde har været udsat for, hjælper ikke ligefrem med at besejre monstrene.

Du har som sædvanlig mulighed for at opgradere og købe nye våben, men det er langt fra alle, der er nyttige. Derfor skal man se sig godt om, når man handler i spillet, for at miste 50.000 møtrikker, spillets møntfod, på noget ubrugeligt skrammel, som enhver gør-det-selv-lærling kunne lave i sin garage på en halv time, er noget, man helst vil undgå. Desuden er de fleste våben direkte revet ud fra andre Ratchet and Clank-spil.

Grafikken er udelukkende funktionel, men den kommer med garanti, aldrig til at blæse dig tilbage i stolen. Selvfølgelig skal man ikke kræve det store, når det er en PSP-konvertering, men når spillet overhovedet ikke engang kan måle sig med det første Ratchet and Clank, som udkom for syv år siden, rent grafikmæssigt, så taler vi om seriøse problemer, specielt med hensyn til animationerne. Designet er dog en anden ting, og faktisk noget, der redder det visuelle en smule. Drømmebanen i midten af spillet er f.eks. rigtig køn og godt lavet, men igen er det tydeligt, at mange af banerne har lånt lidt for meget fra de andre spil.

Det mest tarvelige er holdbarheden. Sølle fem timer var alt, det tog, at gennemføre spillet, og at kigge på rulleteksterne, med dertilhørende fjollemusik, må drive en til vanvid indvendigt, hvis man har valgt at bruge en formue på spillet. Sony, det kan I altså ikke være bekendte mod jeres trofaste fans.

Ratchet and Clank: Size Matters skal du holde dig langt fra, også selvom, du som jeg er stor fan af serien, for dette er bare en undskyldning for at stjæle dine surt tjente penge. Der er nogle få positive øjeblikke, og mini-spillene er da ganske morsomme, men når alt kommer til alt, er denne version altså lidt ydmygende, specielt når man tænker på seriens renommé. Stemmeskuespillet er det eneste, som fungerer et hundrede procent, med vores alle sammen James Arnold Taylor i sit es, og alt det andet er bare ikke værd at bruge tid på. Selv humoren, som spillene er så berømte for, er forsvundet ud i det blå, som dug for solen. Kameravinklerne og styringen ødelægger fuldstændig oplevelsen, og grafikken vil nærmest få dig til at kigge bort, når man tænker på, hvad PS2 kan udrette af grafisk lir, og den ekstremt lave holdbarhed, knuser det sidste håb om en investering.