Ratchet & Clank: Rift Apart (PC)

Hvad der virkede fuldstændigt umuligt for blot en 3-4 år siden er pludselig blevet hverdagskost. Sonys store AAA førstepartsspil lander nu på Steam med så jævne mellemrum, at man snart ikke løfter et øjenbryn, om end kvaliteten har været lidt svingende med The Last of Us: Part I som det foreløbige lavpunkt. For et stykke tid siden var det så Ratchet & Clanks tur til at tage springet til PC, og heldigvis er det, ligesom med Imsoniacs øvrige udgivelser, Nixxes, der står bag konverteringen. De hollandske konverteringsspecialister kan deres kram, og det viser de også til fulde med Ratchet & Clank: Rift Apart, der ubesværet hopper gennem portalen og lander uskadt på den anden side af PlayStation-eksklusiviteten.

Ratchet & Clank: Rift Apart var fra starten af udtænkt halvt som et spil, og halvt som en fremvisning af PlayStation 5's grafiske potentiale. Har man en kraftig PC, og skyder alle slidere længst muligt mod højre, skinner spillet da også som en finpoleret diamant. Særligt den korte, men intense prolog, og den dystopiske fremtidsby Nefarious City har flere lys- og røgeffekter end et østeuropæisk raveparty, og kommer din PC uskadt gennem her, har du en storslået visuel oplevelse i vente.

Nu spillede jeg også på et bæst af en maskine, og sidder du ikke inde med et RTX 3080 og en Intel Core i9, kan du blive tvunget til at skrue en smule ned for de mest ekstravagante effekter. Heldigvis er hverken Ray Tracing, Ambient Occlusion, og hvad du ellers kan slå til, nødvendigt, for som du kan se på skærmbillederne herunder, ser Rift Apart stadig forrygende ud ved selv nogle af de laveste grafiske indstillingsmuligheder.

Nu er stillbilleder ofte en smule misvisende, og det gælder særligt i Rift Apart, hvor du sjældent står stille særligt længe ad gangen. Der er fuld fart på, og det momentumbaserede gameplay, som Insomniac for alvor sparkede i gear med Sunset Overdrive og siden perfektionerede med Spider-Man, gør spillet til en 10-12 timers lang rutsjebanetur, hvor du heldigvis ikke behøver en brækpose. Få udviklere formår så ubesværet at integrere deres gameplaysystemer. Bevægelsen er hurtig, flydende og præcis, våbnene er mange og varierede, og næsten alle baneelementerne katapulterer dig frem, uden at du af den årsag føler dig som en kastebold, hvilket det eksempelvis ofte er tilfældet i Sonic-spil. Så intens og actionmættet er Rift Apart, at du næsten risikerer at få FOMO, hvis du blinker lidt for meget.

Samtidig er variationen uovertruffen. Visse områder byder på intense, lineære platforming-udfordringer, mens andre sætter tempoet lidt ned med små gåder eller lader dig udforske semiåbne miljøer, mens du suser rundt på raketstøvler. Sidstnævnte sekvenser virker langt hen ad vejen som det, Sonic Frontiers forsøgte sig med sidste år, bare endnu bedre. Oveni er der masser af ekstra udfordringer i form af valgfrie sektioner fyldt med samlegenstande, samt portaler, der leder til hemmelige områder.

Netop portalerne spiller en stor rolle. Nej, det er ikke Portal, og de bruges sjældent til gådeløsning, ligesom du ikke har kontrol over deres placering. Men de er fremragende integreret i alt fra historie og udforskning til platformsektioner og ikke mindst kamp. At lave et bagholdsangreb gennem en portal og derefter lynhurtigt springe videre til den næste, inden fjenderne når at besvare din ild, bliver aldrig gammelt.

Portalerne har dog givet anlæg til bekymring, når det kommer til PC-versionen. De nær øjeblikkelige indlæsningstider på PS5 matches heldigvis på min SSD, og jeg oplevede kun en smule lejlighedsvis hakken, og at et par frames til tider gik tabt mellem dimensionerne. Glitches eller andre bugs var også begrænset til et par instanser, hvor jeg havde mærkelige kollisioner med platformobjekter, og det var heldigvis ikke noget stort problem takket være det generøse autosave-system og spillets generelt børnevenlige sværhedsgrad.

Med overstående ros taget i betragtning skulle man tro, at Ratchet & Clank: Rift Apart ville nærme sig den absolutte stjernehimmel. Når der så alligevel er et stykke op til Super Mario og genrens absolutte sværvægtere, skyldes det et par fejl, der blot fremstår endnu tydeligere nu, hvor spillet har et par år på markedet, og den tekniske side stort set er upåklagelig.

Først og fremmest er historien søvndyssende og intetsigende. Hvordan det er lykkes for forfatterne at tage en ikonisk helt og kastrere ham fuldstændigt, er næsten ubegribeligt. Karaktererne har hverken dybde, ej heller er de skarpe karikaturer. I stedet ender de som en slags generiske brikker i et plot, der er blottet for enhver nerve. Måske børn eller mindre kyniske sjæle vil kunne smile lidt undervejs, men jeg tvivler ærlig talt, da handlingen knap ville kvalificere til fyld på en tegnefilmskanal. Og den gyldne standard om at både appellere til børn og voksne, som eksempelvis Lego-spillene og det originale Ratchet & Clank har haft succes med, er man ikke engang i nærheden af.

Hvis man så bare kunne ignorere historien, men nej, som underteksterne på skærmbillederne tydeligt afslører, snakker karaktererne konstant. Der er aldrig et roligt øjeblik, men desværre er her heller ikke et eneste mindeværdigt et af slagsen. Dialogen mangler satirisk bid, og selv ikke formiddagsfladen på P3 er fyldt med så meget ligegyldig sniksnak. Ligesom på en for stramt arrangeret grupperejse er der kun sjældent et roligt moment til at nyde omgivelserne, og på dette punkt kunne Insomniac godt lade sig inspirere af det seneste Sonic-spil, der netop tør omfavne stilheden.

Endelig har Rift Apart nok verdens værste opgraderingssystem. Hver eneste af de ellers kreative våben har noget nær 700 hundrede separate opgraderinger, der alle gør stort set lige nul og niks. Som det er kendetegnende for serien, er miljøerne fyldt med metalskruer, som du kan samle, og måske har Insomniac følt sig presset til at give dem en eller anden nytteværdi, men jeg ville ærlig talt helst være fri for hele dette unødvendige RPG-lite cirkus, der er nogenlunde lige så spændende som at taste tal ind i et regneark.

Dem man tugter elsker man, og det er netop derfor, jeg er så streng her til sidst. Ratchet & Clank: Rift Apart havde alle forudsætningerne for at blive et af de allerbedste platform/actionspil nogensinde, med PC-versionen som den absolutte kongeversion. Men fordi Insomniac tilsyneladende lod deres talentfulde forfattere gå i midt-00erne, står vi tilbage med en velpoleret maskine, der mangler den narrative benzin til at matche de allerbedste. Men derfor er der stadig tale om et glimrende og underholdende actionspil, og det er ved nærmere eftertanke heller ikke så ringe endda.