Ratchet & Clank: QForce

Jeg aner ikke hvad grunden er, men det virker efterhånden som om platformspilsgenren er blevet en slags skammekrog for de fleste af branchens større udviklere, der ikke lige hedder Nintendo. Det er efterhånden mange år siden Naughty Dog kiggede i Jak og Daxters retning, mens kvalitet ikke længere synes at være en ingrediens Sega kender til, når det gælder deres Sonic-serie.

For mig er den ærgerligste udvikling af dem alle dog, at Insomniac Games tilsyneladende ikke længere synes at Rachet og Clank skal sendes på den slags platformseventyr, som i sin tid etablerede serien som en af de bedste. I stedet synes formlen nu at være at eksperimentere med hvert nyt kapitel, og det har indtil videre resulteret i download-afsnit, den lunkne multiplayer-oplevelse All 4 One og nu QForce.

Ratchet-universet er denne gang blevet krydret med en solid omgang Tower Defence, hvilket man kunne frygte ville betyde et hurtigt farvel til alle de elementer som hidtil har kendetegnet Rachet-spillene. Sådan forholder det sig dog ikke, og frem for at kigge på alle de andre spil, der har kombineret den populære strategi-genre med tredjepersons-action, har Insomniac fyldt på med egne ideer, som samtidigt er tro mod rumrottens populære univers.

Historien fylder denne gang langt mindre end normalt i serien, og fortæller ganske kort hvordan Captain Quark ikke længere er galaktisk præsident, og derfor keder sig bravt. Det er dog kun lige indtil han bliver udfordret af en hemmelig superskurk, og derfor hurtigt samler QForce-holdet, som Ratchet og Clank modvilligt er medlemmer af. Identiteten på superskurken bliver hurtig afsløret, men frem for at røbe for meget her, skal det blot nævnes at han vil bringe et smil frem på læberne hos seriens mest dedikerede fans.

Fra starten af det nye eventyr forledes man til at tro at den udforskning af omgivelserne, der altid har været et af seriens stærkeste træk, fuldstændigt er blevet elimineret. Den flyvende rumbase Starship Phoenix II, er en sølle kopi af den originale Phoenix der bugnede af rum, samlinger og minispil, og tilbyder nu kun muligheden for at tjekke ens våben, opgradere sin rang og acceptere nye missioner. Ikke engang mandskabet har særlig meget at fortælle, hvilket er særlig ærgerligt for en serie med så meget personlighed.

Bedre står det til i selve missionerne. Som man kan forvente af genren, får man kontrol over en base med forskellige energiladere som skal forsvares, samt konstruktionspunkter hvor man kan bygge forskellige typer af forsvar. Ratchet-magien tilføjes dog hurtig, for man er ikke låst til sin base og skal faktisk ud over dens grænser for at vinde kampen.

I stedet for at satse udelukkende på et defensivt spil, har udvikleren sørget for at missionen ikke kun går ud på at forsvare sin egen base, ved at tilføje fjendtlige installationer som skal ødelægges før kampen er vundet. I størstedelen af banerne betyder det at forskellige skjolde og kanontårne skal destrueres, før man kan gå til angreb på selve hovedbasen.

Det er dog svært at forsvare noget som helst uden de rigtige våben, og her er der blevet lavet gevaldigt om på sagerne. Kanontårne, skjolde, miner og alskens andre forsvar til basen, bliver gjort tilgængelig jo længere man kommer i spillet, og kan naturligvis købes med seriens møtrik-valuta, men Ratchets egne våben er en anden sag.

Specielle våbendepoter er spredt ud over banerne, og gemmer sig oftest bag en solid bunke fjender der skal have tæv for at give slip på dem. For at få adgang til depoternes indhold skal man spille et lille timet minispil, der yderligere kan give lidt ekstra møtrikker hvis man har styr på knapperne. Uanset hvor dygtig man er til minispillet, giver hvert depot dig dog kun lov til at vælge ét våben ad gangen fra et forudbestemt udvalg. Man skal altså vælge med omhu, hvilket bliver yderligere understreget ved at hvert våben har tre forskellige niveauer, der gemmes gennem alle banerne, når de først er blevet opgraderet en gang.

Strategierne er mange, for er man god nok kan man vælge ikke at bruge tid på at finde de mange våbendepoter, til fordel for i stedet at gå direkte efter fjendens installationer. Er man i stedet for forsigtig, vil man opleve at man i højere grad kommer til at bruge tiden på at forsvare sig mod de voksende mængder af angribende fjender.

Det bør også nævnes at der naturligvis er bonusser for at gennemføre banerne hurtigt og uden at miste nogen af sine energiladere. Et rang-system udsmykker hele holdet med flottere dragter, samt små forbedringer i form af højere mobilitet, mere potente slag med svensknøglen og lignende. Savner man i stedet spilændrende bonusser, er det de gyldne skruer man skal gå på jagt efter, da de tillader spilleren at indstille regelsættet efter eget temperament, når man først har gennemført hovedspillet.

Med så mange gode ideer, er det ærgerligt at opleve hvordan det er glippet med spilbalancen. Man behøver ikke at forsøge sig med mere end et par baner, før det begynder at blive tydeligt at man enten er nødt til at finde en ven at spille sammen med, eller bør forbedre sig på at spille de samme baner igen og igen, for både at opgradere sit våbenlager, samt lære de mange smutveje uden ad - uanset er det for slapt.

Allerede i spillets tredje bane oplever man hvordan der simpelthen ikke er nok møtrikker til at bygge et forsvar, der kan klare sig selv mod fjenderne. Det betyder at man konstant bliver nødt til at suse frem og tilbage, således at man både kan forsvare sin egen base og ridse lidt i modstanderens forsvar. Det, der skulle have taget 20 minutter, kommer pludseligt til at tage en time, og er man uopmærksom må man se alle sine kanoner og skjolde blive fjernet i et angreb. Sker det, tvinges man til at bruge de sidste møtrikker på at reparere energiladerne, hvilket betyder at der ikke kan købes et forsvar, og dermed tvinges man til at genstarte hele banen.

Insomniac kunne have afhjulpet nogle af problemerne ved at lade spillet tage kontrol over en hjælpende figur som i All 4 One, men den slags er der ikke blevet plads til, og i stedet udgør Quark og Clank kun en svag hjælp fra de kanoner de sidder klistret fast til, hvis du altså ikke har en ven der ønsker at spille med.

Det virker som om den dygtige udvikler efterhånden har glemt hvad det var, der gjorde seriens mange platformskapitler så fantastiske. For en serie der dengang levede højt på at gøre spilleren til en ustoppelig destruktionstornado med galaksens sjoveste våben, virker det nemlig nu underligt altid at skulle føle at man ikke er stærk nok til at klare opgaverne. I spilsprog føler man sig aldrig "OP" i QForce, og det er et fejlskridt af format.

Ratchet & Clank: QForce er ikke noget skidt spil, men som med All 4 One føles det igen som om Insomniac Games i højere og højere grad har svært ved at genfinde magien hos den fabelagtige duo der satte udvikleren på landkortet. Det er en skam, og selvom jeg kommer til at bruge mere tid i selskab med QForce, der stadig er godt nok til et lille syvtal, håber jeg snart at opleve hvordan makkerparret får lov at vende tilbage til deres rødder.