
Mit hold og jeg sniger os af sted på listefødder for at terroristerne lige inde ved siden af ikke skal høre os. En hurtig rekognoscering af området lader mig vide, at der er to døre ind til næste rum; jeg lader mit hold stille sig ved den ene, mens jeg selv gør klar til et bagholdsangreb. Vi er i position, våbnene er ladte, en sidste vejrtrækning... go, go GO! Døren sparkes ind og der går knap fem sekunder før jeg ligger nedskudt på jorden, stadig med et halvt fuldt magasin i min MP5. En tekstboks som jeg efterhånden er blevet lidt for velkendt med, toner frem på skærmen og spørger mig om jeg kunne tænke mig at prøve igen. Tja, har jeg noget valg?
Skal du bruge benzin, så kører du på tanken. Skal du bruge brød, tager du til bageren og skal du bruge et solidt taktisk actionspil, så går du til Ubisoft. Det er efterhånden ved at være almen viden. Den franske gigant har domineret markedet så længe at jeg helt har glemt om der var andre alternativer engang. Ubisoft forsøgte at gøre serien mere mainstream, da de udsendte Lockdown, en titel der til dato stadig hades inderligt af seriens fans, og set med disse øjne, er Vegas først og fremmest et forsøg på at finde tilbage til seriens rødder og på at genvinde den tabte respekt, og det lykkes da også et godt stykke ad vejen.
Som navnet antyder, udspiller størstedelen af spillet sig på Las Vegas brede boulevarder og i de mange enorme kasinoer, der lokker syndere og gamblere til fra nær og fjern. Desværre for turisterne har en stor flok terrorister indtaget adskillige kasinoer og har forvandlet syndernes paradis til et fluorescerende, neonoplyst helvede. Men inden du får lov til at bekæmpe den mindre guerillahær af skydegale partycrashere, skal du desværre trækkes igennem en af de mest kedelige introduktioner jeg har oplevet i et spil i nyere tid. Det er svært at lave en både fængende og tempofyldt start, når du samtidig skal bombarderes med kedelige informationer om hvordan du gør selv de simpleste ting. I stedet for at lade dig slå dig løs på en træningsbane i sikre omgivelser a la som i det første Splinter Cell, tjener nu hele første mission som indledning til alle spillets finesser. Det er dræbende kedeligt og den atmosfære og spænding, der tidligere har kendetegnet serien, er fuldstændigt forsvundet den første times spil. Er der ikke et es gemt oppe i ærmet, er der ingen til at gøre træningsbanen til en langstrakt pinsel og det burde Ubisoft vide.
Først når Mexicos støvede gader er lagt bag dig og de fiktive kasinoers bonede gulve lægger slagmark til de mange terroraktioner, bliver det hele en del bedre. Som noget nyt, er et intuitivt coversystem blevet inkluderet og det fungerer strålende. Holder du den venstre skulderknap inde, suges du automatisk fast bag det nærmeste dække og kameraet glider ud i et tredjepersonsperspektiv. Det er kanonsmart og sammen med det forbedrede kommandohjul, udgør det en virkelig solid styring. Eneste umiddelbare mangel er at tilt-funktionen i sixaxis controlleren nu styrer dit snakecam, når du kigger under døre og det fungerer horribelt. Det er helt umuligt at kontrollere det lille kamera ordentligt, så gør dig selv den tjeneste at slå funktionen fra allerede første gang du sætter skiven i maskinen.
Enhver taktisk shooter kræver din konstante opmærksomhed og når du kun skal tage et par enkelte fuldtræffere før du ligger livløs på jorden, er hyppige checkpoints vigtige for at du gider blive ved, og her netop heri ligger Vegas største brøler og mangel. Et kvarter mellem hvert gemmested er simpelthen for meget, når du reelt set kan dø af at blive ramt én gang. Anden, tredje og fjerde gang samme sektion skal spilles igennem, har jeg altså mistet min tålmodighed og det går udover min koncentration og det ender i, jep, du gættede rigtigt, at jeg døde og skulle prøve atter en gang. Det er et problem, der for mig til tider dræbte al fornøjelsen i singleplayerdelen. Udfordring er altid velkommen, men det her er udover rimelighedens grænser. Løsningen herpå er at bruge dine to kollegaer som et slags terroristisk stegetermometer, der fortæller dig hvornår tampen brænder. At sende sine våbenbrødre ud i en tæt kugleregn, virker bare ikke særligt kammeratlig og ærligt talt ret langt fra spillets principper, da holdarbejde altid har været essensen af serien.
Det største plus for mig, var uden tvivl størrelsen på våbenarsenalet og de uendelige muligheder der ligger i at tilpasse sig hver enkelt mission. Lasersigte, lyddæmpere og alkens habengut kan monteres på alle våbnene. Der er stor forskel i at variere ens udstyr inden man går i kamp, og det redder singleplayerdelen en smule, men dog ikke helt i mine øjne. Skal din PlayStation 3 fodres med Vegas, skal det være på grund af de mange online muligheder der bydes på. Ikke færre end tyve multiplayerbaner kunne der blive plads til og hvis du kan tolerer at spille imod det inkarnerede og skånselsløse Rainbow Six publikum, er der masser af indhold at gå i krig med.
Rainbow Six Vegas er ganske solid underholdning, ingen tvivl om det. Der er masser af action og det taktiske element er igen i højsædet efter fiaskoen Lockdown. Selvom PS3 versionen indeholder de downloads som Xbox 360 ejerne skulle købe sig til separat, føler jeg stadig at Ubisoft ikke har lagt ret meget arbejde i konverteringen. Grafikken bliver ofte lidt udvisket og mangler den sidste finpudsning og intelligensen i spillet glipper i korte øjeblikke. Mere indhold er ikke hvad jeg forbinder med finpudsning, især ikke når der er gået næsten syv måneder siden det først ramte gaden. Vegas kan klart anbefales, men det mangler det sidste for at være virkelig godt.