Rain

Jeg kan ikke lade være med at have ondt af Rain. Det er et spil, der så tydeligvis er bygget på gode intentioner, originale ideer og høje ambitioner, men ærlig talt er det også en af de kedeligste titler, jeg længe har prøvet. Rent objektivt fejler det som sådan ikke noget - teknikken fungerer, gameplayet er let at regne ud - men jeg måtte virkelig tvinge mig selv til at spille gennem de første to tredjedele, for som spil er det gabende uinteressant.

Det er ellers ikke fordi præmissen fejler noget. En dreng vågner op i en mystisk, mørk, øde drømmeagtig udgave af den by, han bor i. Det regner hele tiden, og han er både blevet stum og usynlig. Så længe han befinder sig i regnen, kan man dog se hans kontur. Mystiske mørkevæsener, der ligeledes er usynlige, har indtaget verden, og drengen ser dem jagte en pige på hans egen alder. Han beslutter sig for at hjælpe hende, og sammen forsøger de at finde ud af det regnvåde mareridt.

Med andre ord er Rain en slags stealth-puzzler, hvor man i stedet for at begive sig uset rundt i skyggerne, forsøger at bevæge sig uset rundt i tørvejr. En sjov mekanik, jeg ikke mindes at have set før.

Men hvor er det så at Rain rammer forbi målet? Jo, det er først og fremmest i spillets gameplay. Spillets fjender, fra de hundelignende dyr, man støder på det meste af tiden, til den grumme Unknown der jagter en gennem en stor del af historien, er ganske forudsigelige i deres bevægelser, og ofte er det alt for indlysende, hvad man skal i et givent område. Gå hen under det der halvtag, vent til monstret har ryggen til, kravl op på den kasse, skub til den dims, og så videre. Der er stort set ingen nævneværdig udfordring, og fordi man ikke bliver sat på prøve, er det ikke spor ophidsende.

Og fordi man keder sig så bravt gennem en stor del af den cirka fem timer lange historie, har man god tid og mentalt overskud til at bemærke alle spillets øvrige brister. For eksempel er det dybt inkonsekvent, hvad vores hovedperson kan klatre op på og over. En kasse, han skal strække sig for at nå kanten af, er intet problem at forcere, mens et stengærde, der knap når ham til hagen, kan være en uoverkommelig forhindring. Banedesignet er også lidt pudsigt, for trods at det er fuldstændig lineært er der stadig spøjse blindgyder, der ikke tjener noget formål.

Men udover at det er ret kedeligt, er Rains største problem selve måden, det er fortalt på. Spillet virker mest af alt indrettet som en godnathistorie eller et eventyr for lidt ældre børn, der bliver fortalt løbende af tekst, der "hænger" i spilverdenens omgivelser, lidt á la Splinter Cell. Så vidt så godt. Men fordi Rain praktisk talt er en stumfilm, og de to hovedpersoner kun bliver omtalt som "the boy" og "the girl", er fortællingen flere gange nødt til at slå nogle mærkelige knuder på sig selv, for at formidle plot og handlinger. Måske er der gået noget tabt i oversættelsen fra japansk, men sproget er virkelig klodset. "The girl seemed to want to climb up the ledge", lyder det på et tidspunkt, og den var sgu ikke gået dengang jeg havde engelsk i gymnasiet. "A bridge appeared before them", som om den pludselig er dukket op ud af den blå luft. Og antallet af gange, lyden af et eller andet "grew distant" i løbet af historien, har jeg opgivet at tælle. Der burde virkelig have været en redaktør inde over et sted her.

(Og så irriterer det mig i øvrigt også, at man ikke kan vælge at spille som en pige i stedet for en dreng. Der er intet i historien, der er i vejen for at man byttede rundt på de to roller, så det er pigen, der redder drengen, i stedet for tankeløst bare at fastholde nogle gamle og stereotype kønsroller, men det er en sidebemærkning.)

Rain er dog ikke helt håbløst. I det sjette af historiens otte kapitler kommer der pludselig gang i historien, og kedsomheden bliver erstattet af noget, der dufter af reel spænding, da man for en stund forsøger at kæmpe mod de onde skyggedyr, i stedet for bare konstant at løbe fra dem. Der sker pludselig noget. Det er bare en skam, at man skal over halvvejs gennem spillet, før det gør tilløb til at blive interessant.

Teknikken er solid, og musikken er til tider fremragende (især slutnummeret, der kører under den sidste mellemsekvens og rulleteksterne. Den sad jeg og googlede efterfølgende). Og det er det, samt at kedsomheden som sagt forsvinder hen mod slutningen, der gør at Rain lige nøjagtigt kan snige sig op på et sekstal. Spillet har en interessant grundide, og gør et godt forsøg på at skabe stemning, men de centrale koncepter er kort sagt underudviklede. Og det er som sagt en skam, for det er tydeligt at udviklerne har hjertet på rette sted.