Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Rage

Rage

Det handler ikke om at fortælle historien igen. Det handler om at fortælle den godt.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Det står klart nogle timer inde i Rage. Post-apokalyptiske ødemarker fyldt med lommer af afskum og skurke, der er ivrige efter at mishandle, myrde, plyndre eller sælge dig, mens græsrodsbevægelser rejser sig mod fascistiske diktatorer - den slags får man kastet i nakken over alt nu til dags. Men gennem betagende grafik, intense kampe og en historie med et tocifret timeantal, er Id Softwares tilbagevenden til FPS-genren et mindeværdigt sci-fi-eventyr der kun hylder sin egen fortid.

Som en slags omvendt Gears of War starter historien med, at du bryder fri fra din opbevaringsark, efter at have ligget i dvale lige siden planeten blev ramt af en asteroide. Du er her for at starte en ny civilisation, kun for at opdage at samfundet er fortsat uden dig - og nu udgøres af en enorm ødemark overrendt af mutanter, og små sammenhold af desperate overlevende, der byder din opvågning velkommen.

I denne verden er handel og magt de eneste sprog, nogen forstår. Derfor bliver din rolle i verdenen og din vej gennem den defineret med det samme: du skal bevise din brugbarhed ved at udføre opgaver af den slags, der starter og slutter med et tryk på en aftrækker.

Missionerne er hårdtslående ildkampe gennem ødelagte byer og besatte bygninger. De er aldrig for lange, og selvom de gentager de samme grundlæggende tricks - snævre korridorer, åbne områder med bølger af fjender, mini-bosser, flugt - føles de tilpas forskellige fra hinanden til at undgå at blive clichéer. Der er måske lige lovligt mange ture gennem de samme områder på nye missioner, men du kan altid se mærkerne efter du sidst var forbi, og du bliver ofte sendt gennem forskellige ruter og nye sektioner.

Dette er en annonce:

Om du kan lide historien afhænger af om du er villig til at møde udvikleren på halvvejen. Fortællingen føles måske lidt rigid i starten, og man bliver måske lidt træt af hele tiden at være kurér for andre. Dine valgmuligheder begrænser sig til om du vil ignorere sidemissioner eller udskyde hovedmissioner, og du føler dig måske som uvillig deltager i endnu en modstandsbevægelse - men sætter du dig ind i figurerne og situationen, bliver du belønnet.

Rage

For studiet har lagt sig i selen for at skabe den verden, du kastes ud i. Takket være teknologien har hver bosættelse, baggade, selv den mindste figur sin egen personlighed. Takket være smukt uperfekt figurdesign og realistisk kropssprog skiller hvert eneste individ sig ud.

Indbyggertallet i hver bosættelse er lavt nok til at du vil genkende ansigter, hver gang du vender tilbage, og selvom deres replikker måske har en kraftig smag af rollespil - med ny sniksnak for hver en kolossal ændring i verden, din indsats bringer - har Id alligevel skabt en fornemmelse af ægte interaktion med dem, så du ender med at tale med dem fordi du har lyst, snarere end fordi du er nødt til det. Historien bygges op, og baggrund afdækkes gennem disse små samtaler. Lytter du efter, vil du bemærke at Id langsomt antyder eksistensen af the Authority, en uset men udtalt tilstedeværelse i ødemarken, der både er bussemand og fascistisk regering, længe før du nogensinde møder dem.

Dette er en annonce:

Og bruger du tid på historien, giver den også langt mere vægt til dine væbnede sammenstød. Forsvar, beskyttelse og proaktive angreb for at forhindre yderligere blodsudgydelse virker kun retfærdiggjorte, fordi du rent faktisk bekymrer dig om de små samfund, der byder dig indenfor. I alt for mange spil er mistro og forrædderi dagens kost, hvor Id husker den menneskelige side. Id har skabt så overbevisende en verden, at udtryk, vi for længst har disassocieret med genren, bliver relevante igen.

Men kamp er dog Rages hjerte. Bosættelser, bunkere, gemmesteder, Authority-fængsler er måske knyttet sammen af kilometervis af støvede veje, der skal køres gennem, men køretøjssektionerne, som vi kommer til om lidt, er sekundære i forhold til de velafprøvede ildkampe, som er Ids specialitet.

Man kan mærke at udvikleren er glad for skydevåben, og skinner gennem på en sådan måde, at man ikke kan undgå at sætte pris på deres indsats. Våbnene er måske typiske, trods fremtidsuniverset, og man samler haglgeværer, pistoler, rifler og raketkastere op inden for de første par timer, men de behandles med en ærbødighed der sikrer, at man værdsætter det arbejde der er lagt i dem.

Deraf kommer de langsomme panoreringer henover hvert eneste nye våben, mens din figur vender det i sine hænder og tager bestik af dets vægt og føling. Du har set disse våbentyper før, men med Rages udvalg vil du huske hver en kurve, farve og ridse.

Rage

De er en fornøjelse at bruge, og ikke kun på grund af råheden i deres skud - som sine forgængere har haglgeværet en tung udladning og en bred spredning - men også takket være sine ammunitionstyper. Nogle af disse, såsom mind-control-armbrystpilene, bliver naturligt introduceret gennem historien, og åbner for ekstra variation og taktik i kampene. Med disse pile kan du midlertidigt overtage kontrollen med dit offer, og eksplodere dem i nærheden af deres kammerater. Panser gennemtrænges med opgraderede riffelkugler, vand bliver til våben med elektropile, og kranier knuses til rød dis med haglgeværets pulse-skud.

Dertil kommer support-våbnene, der er tilknyttet og vælges via d-pad'et, og byder på muligheder for stealth, rekognosering og langtrækkende angreb. Udover granater, der kommer både i eksplosive og EMP-varianter, er her fjernstyrede bombebiler, automatiske maskinkanoner og minigun-bevæbnede robotedderkopper, der kæmper ved din side, og udvider dine taktiske muligheder videre.

Den bedste er dog den ydmyge Wingstick, en boomerang-variant med tre knivblade der bruges til stille og voldelige takedowns, hugger hoveder af og borer sig dybt ind i kranier, og er umådeligt underholdende.

De fleste af disse støttevåben kan stykkes sammen af det skrot, du finder spredt overalt i ødemarken, når først du har anskaffet skematikken. Dermed får du en grund til at plyndre bunkere og skjulesteder på din vej, selvom du også kan købe løsdele, ammo og opgraderinger fra de handlende.

RageRage

Våbenudvalget er enormt, og derfor er studiets beslutning om ikke at pause spillet, når man skal navigere hurtigvalgs-våbenmenuerne, temmelig uforståeligt. Systemet med at holde RB nede, tappe venstre stick for at vælge ammotype og dernæst tappe højre for at vælge våben, er langsomt nok til at man ikke kan bruge det til at skifte strategi midt i kampens hede. I stedet endte vi med at stoppe op på kanten af nye områder for at vælge våben baseret på det vi forventede at komme op imod.

Men udover det har kampene bid. Bander, Authority og mutanter har specifikke angrebsmønstre og respektive styrker, med nok variation til at holde dig presset. Mutanterne suser frem og springer mod dig, Authority flankerer og bruger energiskjolde og granater, Ghosts kravler langs vægge og lofter. Animationerne er skønne, og skud til enkelte lemmer forårsager realistisk respons. Samtidigt suger de fleste fjender kugler til sig som svampe, og der er et par billige sekunder i animationerne, hvor de er usårlige, mens de rejser sig efter at være faldet. På det punkt er Rage et skydespil af den gamle skole.

Hver gruppe af banditter lader også til at have den samme minigun-bevæbnede kleppert som mini-boss. Identiske fjender kan undskyldes med stamme-klæder, men introduktionen af de tunge fjender trækker ned fra det, der ellers er et fantastisk varieret fjendeudvalg. Mutanter og Authority har deres eget bud på hårdere fjender, og selvom der er mangel på kampe mod flere grupperinger ad gangen, som man ellers kunne forvente disse dage, men bliver nydeligt forklaret af skarpt optrukne territorier i ødemarken.

Det er kun muligt at rejse gennem verdenen i bil, og den oplevelse bliver heldigvis mere givende, jo mere tid man lægger i den. Køredelen var ellers den helt store skuffelse i vores preview, men hænger man i, for denne del af spillet sin egen personlighed efterhånden som køretøjer bliver opgraderet, styringen bliver skarpere og våbenmulighederne udvides.

Rage

Id er opmærksomme på at nogle måske vil være forbeholdne overfor køretøjerne, og derfor kan køreturene overstås hurtigt, hvis man vil. Du kan ræse fra bosættelse til bosættelse uden at gå i kamp med banderacere, og opgraderinger der er essentielle i forhold til historien kan vindes gennem løb, der er afsindigt lette. Samtidigt fungerer de som alternative kilder til race certificates - den møntfod, bilopgraderinger skal købes for - der ellers skal tjenes på racerbanerne. Rage når aldrig samme højder som rendyrkede arkade-racere, men gameplayet er designet med nok vigør til at gøre det til en underholdende afledning fra hovedmissionerne.

Og afledning er der rigeligt af i Rage. Vi har ikke set et skydespil som dette længe, proppet med minispil der både er korte og alt for gribende. Tidsrøvere som racing og opslagstavlerne, hvor man kan finde enkeltstående missioner, står side om side med kortere men spændende brætspil, kortspil (det Magic: The Gathering Light-agtige Rage Frenzy kunne sagtens være en selvstændig iOS-titel), timing-baserede knivspil, og endda et nik til Guitar Hero. Der er rigeligt at fortabe sig i, hvis man trænger til en pause fra vejene.

Visuelt er spillet forrygende. Vi har allerede talt om figurerne, men udsigterne og de små grafiske tricks er også lige til at måbe over. Teknologien understreger spiluniversets nådeløse varme gennem nogle fremragende solblændede sekvenser, som når man i starten kravler ud af de underjordiske ruiner og op til overfladen.

Dog - og dette siger vi efter at have installeret spillet på harddisken i vores Xbox 360 - er der til tider problemer med delvist indlæste teksturer. Vi er vant til et sekund eller to med teksturindlæsning i nye områder, og på steder som Dead City er der udtværet arkitektur på de mellemlange afstande. Det er som om motoren kun viser de højopløste teksturer i de nærmeste omgivelser, og det bryder nogle gange både spændingen og illusionen. Vi har også bemærket enkelte tilfælde hvor figurernes læbebevægelser ikke matcher med lyden, hvilket skar enden af dialogen af.

Musikken skal have ros. Stemningen, når du udforsker muntant-infesterede byer, underbygges af dirrende strygere, mens dovne guitar-pluk fremhæver den tilbagelænede holdning i de små samfund, mens storslåede episke stykker presser sig til overmenneskelige heroiske handlinger når du rydder banditredder. Den musikalske lydside er det perfekte modstykke til brølet fra skydevåbnene.

Rage

Multiplayer-delene, som vi endnu ikke har haft mulighed for at teste, byder på et par muligheder. Racing bliver som sagt bedre efter nogle opgraderinger, og Legends of Wasteland byder på små minimissioner fra spilverdenens baggrundshistorie.

Som achievement-jæger er der ikke meget at vende tilbage til, når først man har gennemført kampagnen. Til gengæld er Rage en ganske lang titel; studiet har selv sagt, at spillet er omkring 12 timer langt for dem der haster igennem, og tættere på 20 for dem der tager sig tid og kaster sig ud i sidemissionerne. Efter selv at have spillet det kan vi sige, at det ikke er løgn, og det betyder at Rage byder på en af de mere robuste singleplayer-oplevelser denne vinter.

Rage

Det har sine fejl - som sagt skal man investere både tid og tiltro i både figurerne og verdenen for at få mest ud af den - men det er lykkedes Id at lave et mindeværdigt skydespil i en type miljø, vi ellers har set utallige gange i denne generation.

Brug den nødvendige tid, og du får en uforglemmelig kampagne som du bestemt bør spille igennem. Udviklerens styrke og evne til at gøre det at skyde nogen i ansigtet lige så underholdende i spillets tiende time som i den første står ved magt. Id har lært et par nye tricks, der pynter på oplevelsen, men de dræber stadig på den gamle facon. Og den sammensætning ser vi ikke meget af disse tider.

HQ
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Unik verden trods genkendelige omgivelser, fascinerende skydemekanikker, gribende øjeblikke i kampagnen
-
Afviger sjældent fra hente-missioner, racing er ikke så raffineret som det kunne være
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Et andet syn

Lee West

Er du kun interesseret i at høre mere om multiplayer, kan jeg allerede nu fortælle dig, at du bør væbne dig med tålmodighed. Thomas vil anmelde denne del i næste uge, når vi har haft chance for at kæmpe mod andre spillere.

Til gengæld vil jeg gerne snakke mere om dommedagsfortællingen. Jeg har nu efter en del timer smagt på universet og endda genset områder, jeg første gang stiftede bekendtskab med på min iPad med Rage HD og spillets Mutant Bash TV. Jeg har bekæmpet mutanter og indsamlet reservedele. Jeg har ræset i ATV og sandbuggies, jeg har oplevet desperationen i de sørgelige rester af menneskeheden. Det eneste jeg ikke har oplevet, har været sådan for alvor at opleve en fornuftig start på eventyret.

Ja, jeg ved godt at id ikke ligefrem er historiefortællingens mestre, men jeg forventer helt ærligt mere end at blive reddet fra to arrige mutanter og derefter modtage min første quest. Det føles helt ærligt som lidt for brat en indførsel i universet. Og de første timer i spillet, er det faktisk et irritationsmoment. Hvis jeg vågnede op efter dvale til en verden der var næsten udslettet, og fyldt med mutanter, så ville jeg helt ærligt sætte pris på mere forklaring end: "Hey smut lige hen og nak nogle mutanter med det her sølle håndvåben." Og så er jeg altså ligeglad med om det er John Goodman der leverer ordene.

Når det så er sagt, så tager det ikke mange timer, før oplevelsen kryber under skindet. For personerne i universet er troværdige. Man kan smage desperationen - og paradigmeskiftet som den næsten totale udryddelse af menneskene har medført er så godt serveret, at man må overgive sig.

Men måske er du ligeglad med historien, og vil bare vide hvordan Rage er i forhold til dens umiddelbare konkurrenter (selvom Rage først og fremmest er et FPS). Fallout er den første titel, hvor man kan drage sammenligninger. En hærget og støvet verden med små enklaver af overlevende. Personligt synes jeg dog, at Rage slår Fallout med længder - på alt andet end holdbarheden. For det første virker personerne mere troværdige, men alene på animationerne må man overgive sig. Det er så rasende tilfredsstillende at skyde fjenderne i Rage. Uanset om de haltende fortsætter angrebet, eller om de vælter om som kludedukker, hvis du har den rette ammunition. Omgivelserne virker også langt mere "rigtige". Man kan næsten fornemme hvordan blik og stål er blevet smækket sammen, og hvordan de små landsbyer er opstået. Og så er der køretøjerne. Vi var alt andet end imponerede under vores preview-tur, men jeg må indrømme, at jeg flere gange har grebet mig selv i at drøne formålsløst rundt, bare fordi jeg kan. Det går hurtigt og selvom køretøjerne mangler lidt kontakt til jorden under dem, så er de rigtigt sjove at køre i. På den der lækre arcadeagtige måde.

Nu er du måske ikke interesseret i at drøne rundt og vil hellere samle loot. Her kan man straks drage sammenligning med Borderlands. Og så alligevel slet ikke. For hvor man i Borderlands svømmer i loot og nye våben, så er ressourcerne yderst begrænsede i Rage. Desto mere grund til at glædes over alt hvad man finder. Jeg har tidligere nævnt desperationen, og faktisk er det lang tid siden, at jeg har følt mig så godt tilpas som flaskesamler. Man føler virkelig at alle råvarer er vigtige. Og første gang man samler nok loot til at skabe udstyret til at åbne for en låst dør og efterfølgende finder spillets kostbare mineral, Felrite, er det så man næsten får gåsehud af glæde. Og det er imponerende, når en spiloplevelse kan levere den følelse.

Både Fallout og Borderlands er dog større og bedre rollespil, men Rage er en bedre skyder.

Nu har Gillen været så godt omkring de fleste aspekter af spillet, men et punkt, hvor vi er uenige er grafikken, og hvordan Xbox 360 klarer sagerne. Jeg har endnu ikke set noget køre så godt og være så flot på den maskine. Frameraten er konstant på 60 billeder i sekundet, du kan se rasende langt, og detaljegraden er vanvittig. Skal vi hænge os i tallet til højre, er grafikken for mig tæt på et 10-tal. Jeg kan ganske enkelt ikke genkende problemerne med teksturerne andet end i utroligt få (og ligegyldige) tilfælde. Og det var endda direkte fra diskene.

Når det så er sagt, så ender jeg på trods af en større kærlighed til spillets grafiske præsentation på samme karakter som Gillen, ganske enkelt fordi jeg har svært ved at tilgive spillets dets bratte start. Uanset om du er enig i den antagelse eller ej, er en ting dog sikker: Rage er noget ganske specielt og afgjort værd at føje til din spilsamling.

8/10

Brugeranmeldelser

  • Il lupo
    Hvordan ville verden se ud, hvis man blandede Fallout med Borderlands? Jeg har suset igennem The Wasteland og fundet frem til, om dette er en hybrid... 7/10
  • Nike
    Ja så skete det, jeg fik fat i Rage. Og endelig fik jeg sat mig foran Word og gået i anmelder mode igen. Stress og skole gang har holdt denne... 7/10
  • FPS TOBI
    Tjaa, hvor skal man begynde? Det blev gennemført på lige omkring 12 timer. Her er det nærmest uden sidequests men med en del racerløb. Det syntes... 8/10

Relaterede tekster

RageScore

Rage

ANMELDELSE. Skrevet af Gillen McAllister - GR EU

Vi sendte Gillen og Lee afsted til ødemarken for at overleve i ids dommedagsverden. Læs to anmeldelser af skydespillet her, når vi kigger på Rage.

4
Spil Rage på din Xbox One

Spil Rage på din Xbox One

NYHED. Skrevet af Mikael Jensen

Xbox-holdet er i fuld sving med at gøre Xbox 360-biblioteket spilbart på Xbox One, og nu har Larry "MajorNelson" Hryb gennem Twitter meddeltmeddelt, at yderligere tre...



Indlæser mere indhold