Rage 2

Bethesda, id Software og Avalanche Studios har alle hver især leveret spil af ret svingende kvalitet på det seneste. Bethesda med deres Fallout 76, og Avalanche med både Just Cause 4 og Generation Zero. Den sidstnævnte havde jeg "fornøjelsen" at anmelde for et par måneder siden, så da jeg hørte, at lige netop disse to studier arbejdede sammen for at på Rage 2, ja, så må jeg indrømme at den første følelse var sund skepsis. Nu er spillet her så, og udkommer den 14. maj på PlayStation 4, Xbox One og Microsoft Windows. Så lad os kigge på om spillet kan løfte de to studier ud af middelmådighedens sump, og give os voldeligt festfyrværkeri, som diverse trailere har lovet os. Det første Rage udkom i 2011, og blev modtaget med generelt positive anmeldelser. Dog lader det til at holdningen blandt forbrugerne er syrnet lidt siden, og spillet anses generelt som værende en relativt middelmådig oplevelse. Det skyldes blandt andet at det ikke var noget der revolutionerede på nogen måde, så mange var overraskede da Bethesda annoncerede spillet sidste år inden E3, altså hvis man ikke havde set Walmart-lækket inden...

Historien i Rage 2 starter nogle årtier efter der første spils historie, og de onde The Authority, er tilbage for at overtage verdensherredømmet, eller hvad der er tilbage af det. Spillet starter med en ret lang sekvens, hvor spillets antagonist, General Cross, fortæller om hvad der skete i det tidligere spil, og om at han nu er tilbage, og vil udrydde de overlevende på kloden. Herefter vælger man sit køn, og så bliver man smidt direkte ind i handlingen, hvor ens base er ved at blive angrebet af den onde general. Man ser en Ranger der bliver et hoved kortere, og vælger så at tage hans uniform på, hvilket resulterer i, at man bliver langt stærkere og hurtigere. Man kæmper sig så igennem basen, og ser hvorledes ens elskede Tante Prowley bliver spiddet af den onde Cross. Cross undslipper mens en af hans titaner angriber basen. Efter det store monster er besejret, får man at vide af tantens hologram at man skal opsøge tre tidligere modstandsfolk i den farlige verden, så man kan kæmpe imod Cross og hans klamme mutanter. Man bliver efter denne seance udnævnt til Ranger, og Walker, som man hedder, får ansvaret for at redde disse sørgelige rester af civilisationen. Som du måske allerede har lagt mærke til er det bare ærgerligt historien ikke foregår i Texas, for så havde man været Walker Texas Ranger, men så heldig er man desværre ikke.

Skal vi starte med den førnævnte skepsis, så man faktisk noget der ligner en tredjedel af spillets plot at vide i denne sekvens, og det viser hvor lidt historien fylder. Bevares, der er en masse ekstra man kan læse sig til ved at finde diverse datapads, men historien er ikke det spillet fokuserer mest på, og det gør faktisk ikke så meget. For eksempel kan man i spillets fire byer finde mennesker med opgaver til en, men de siger bare hvad man skal. Har man gjort det kommer man så tilbage, og de siger tak, hvorefter de glemmer hvad man har gjort, og spørger til om opgaven er udført igen. Det er lidt tyndt, men igen gør det ikke så meget, for spillets kvaliteter skal findes andre steder. Faktisk er der kun seks vigtige karakterer i alt, og de er alle tæt forbundne til hovedhistorien, og disse er ganske underholdende at snakke med, da de modsat andre karakterer faktisk har en smule personlighed. Generelt er historien fra start til slut ikke specielt ophidsende, og tager cirka 15 til 20 timer at gennemføre, hvis man ikke laver alt muligt ekstra, hvilket det er svært at lade være med, men mere om det i næste afsnit. Da jeg havde gennemført historien sad jeg med en ret tom fornemmelse i kroppen, for jeg følte at jeg ikke nåede at lære de onde eller de gode godt nok at kende, til at det hele betød noget.

Så historien var lidt intetsigende, og nej, det ender med ikke at betyde så forfærdeligt meget i det samlede billede, men det er nu alligevel sjovt hvordan udviklerne har præsenteret spillet som narrativt drevent. Men lad os så snakke om noget der ikke var intetsigende, nemlig mekanikkerne i spillet, for Rage 2 fandens velsammensat og sjovt at spille. Allerede i sekvensen nævnt foroven, kunne jeg mærke at jeg havde fat i noget helt særligt. Spillet foregår i førsteperson, og styringen er bare knivskarp og præcis. Jeg har sjældent haft det så sjovt med at skyde i noget spil, og det må sige noget, siden det stort set er dem alle sammen. Jeg oplevede en masse ekstremt fede sekvenser, hvor jeg bare nakkede den ene mutant, eller modstander, efter den anden. Man er nemlig en "badass" lige fra starten, noget man ikke oplever i mange spil. Ens ny armering har en masse fede evner, som gør en til en dræbemaskine, og det bliver bare bedre og bedre, som man opgraderer ens evner og får nye. Disse finder man i de såkaldt "Arcs", som man skal udforske sig til. Her kan man finde evner som dobbelthop, Vortex, hvor man kaster en tyngdekraftskugle ind mellem fjenderne, som løfter dem og detonerer kort efter, og Shatter, hvor du med én berøring kaster fjenderne bagud med en enorm kraft.

Der er elleve af disse kræfter, og de er alle anvendelige og tilfredsstillende at bruge. Når man har fået styr på dem kan man næsten helt ballet-agtigt hoppe rundt mellem fjenderne i en dødsdans, og i kombination med de super potente våben, som man også finder i arkene, udrydde fjenderne med nemhed og elegance. Disse evner kan så opgraderes, som faktisk næsten alt kan i dette spil, hvilket bare gør man bliver mere badass. Der er også evner som ekstrem hurtighed, og Overdrive, og den sidstnævnte er vild, da den gør man får dobbelt skade, og rammer man fjender i denne tilstand, bliver de til en rød mos, og arme og ben flyver til alle sider. Overdrive kan man kun bruge i kort tid, og man tanker den op igen ved at myrde løs. Den reddede mig i en del situationer, og den kan også opgraderes til at vare længere. Alle evnerne føles velkendte, men originale på samme tid, og det er så fedt at lege med dem, mens fjenderne bliver mejet ned til højre og venstre.

Våbnene er også super fede. Man starter med et stormgevær og en pistol, men man får hurtigt et haglgevær, som har den evne at den samler alle haglene når man sigter, og skyder et ultra kraftfuldt projektil, der kyler fjenderne bagud, og tit direkte ind i mure og udover rælinger. Det er så fedt, for det kan gøre at man rammer andre fjender, som så også falder omkuld. Man får forskellige pistoler også. Én er ekstremt god til at skyde efter hovedet, og en anden kan man detonere, når den rammer fjenderne, så der går ild i dem, og deres rustninger ryger af. Disse er især gode mod fjender med et skjold, da de gør at de bryder i brand, hvilket man så kan udnytte med et af de andre våben. En kombination af våbenild, ens potente evner og de tilbagevendene Wingsticks, som mange sikkert kan huske fra det første spil, er en farlig cocktail for fjenderne.

Våbnene kan også opgraderes, ligesom alle andre ting man kommer i kontakt med, og det giver muligheden for hurtigere skud, bedre genladningshastighed, og at man genvinder ammunition, når man rammer fjenderne. Man finder diverse kerner til de forskellige opgraderingssystemer rundt om i verdenen, men disse kan også købes i butikkerne, som er i spillets fire byer. I næsten hver eneste base, som fjenden har kontrol over, finder man kasser med forskellige opgraderingsmaterialer. Feltrite, som opgraderer ens våben og penge, finder man i kasser med lilla låg, og så finder man tit Arc-kasser, som giver muligheden for at opgradere ens evner via såkaldte projektpoint. Når man er nået langt nok frem i historien, låser man op for fire projekter, et for hver af de vigtige personer man finder. Disse projekter indeholder så evner som er specifikke for den person man lige har hjulpet. Nogle gør en stærkere, nogle gør man nemmere kan finde de mange kasser, den sidste gør at ens Wingstick bliver en del mere dødelig for de stakkels fjender. Der er utrolig mange måder at opgradere ens Ranger på, og det er ganske sjovt, for hvad der i andre spil føles ensformigt og ligegyldigt, bliver her til en leg, da man har det så sjovt ved at udrydde de mange fjender, også dukker disse kasser bare op, alt i mens blod, arme og ben flyver rundt om ørerne på en. Nej, alle problemer kan ikke løses med opgraderinger, men er de eftertænksomt sat sammen føler man at der er sammenbinding, og det er sådan det føles i Rage 2. Du føler dig motiveret.

Det stopper dog ikke der, for man kan også samle biler sammen, som man finder i denne Mad Max-agtige verden. De står forladte i vejkanten, og ved de baser som man befrier, og får man dem bukseret tilbage til byerne, får man opgraderingspoint, til, ja i gættede det, at bilerne kan gøres bedre. Der er 20 biler i spillet, som alle har deres egne karakteristika. Vigtigst er dog Phoenix, som er den bil man for det meste kører rundt i, og den kan udstyres med forskellige våben og dens armering kan også opgraderes. Det sjove ved denne bil er at den snakker til en, og den undskylder når den bliver ukampdygtig efter for meget skade. Det er en vildt sjov ide, og man føler sig konstant ansvarlig for at den ikke skal til reparation, men Phoenix er og bliver en utrolig god følgesvend i den farlige og ulækre verden man befinder sig i.

Når man kører på opdagelse i den post-apokalyptiske verden, er der mange ting at lave, så Rage 2 aldrig bliver kedeligt. Man kan befri baser fra de punkeragtige fjender, der er vejspærringer som skal åbnes, tankstationer som skal ødelægges. Der er kæmpe supermutanter, som man kan vælge at destruere, arker som skal rengøres for fjender inden de åbner, og som glasur på denne dejlige lagkage er billøb, arenakampe mod bølger af mutanter, og så kan man finde døde eks-Rangere, som hver har en lille historie, og som giver Walker opgraderingsmateriale. Det er helt vildt hvor meget variation Rage 2 indeholder, og jeg følte på intet tidspunkt nogen form for ensformighed eller kedsomhed.

Til sidst skal grafikken og lyden nævnes, for hvor er spillet dog flot at se på. Ikke flot i som; "det er flot verden", for det er den bestemt ikke. Der ligger affald over alt, lidt ligesom de billeder man har set af plastikfyldte strande. Den er ikke bogstaveligt flot, men snarere flot konstrueret, og med en meget bestemt visuel vision bag. Man kommer til at opleve alt fra ørken til jungle, og det hele ser bare fantastisk ud, dog er karaktererne ikke de flotteste, men det gør som sagt ikke noget, da det er spillets følelse som er det vigtigste. Eksplosionerne er utroligt flotte, og man kan mærke der er kælet for detaljerne. Kortet er ikke enormt, modsat andre spil genren, men til gengæld er det pakket med kvalitet. Har man prøvet Mad Max-spillet, som også er fra Avalanche, så har man en god ide om hvad der venter en.

Vi skal dog ikke glemme lyden, som minder meget om den man finder i det nyeste Doom-spil, og jeg mistænker lidt at nogle af de beskidte guitarnumre, når der er gang i den, er lavet af Dooms komponist. Lydeffekterne er også perfekte, og der er både bas, og hæft i når man affyrer våbnene mod modstanderne. Våbnenes lyd har en god bas, og har man det rigtige lydanlæg får man sig en ekstra oplevelse her.

Jeg mødte et par fejl her og der, men min version af spillet er ikke den endelige, så jeg er sikker på der kommer en opdatering med spillet udgivelse, men jeg mødte ikke noget som på nogen måde kunne ødelægge min oplevelse.

Rage 2 er bare en fantastisk oplevelse. Jeg nævnte i starten at både Bethesda og Avalanche havde revanche til gode, og det har de så sandelig fået med dette spil. Jeg er dybt imponeret, for det er længe sinde jeg har haft det så sjovt. Rage 2 er et skønt spil, og jeg vil bare sige, find en måde at få det i mellem fingrene, I vil ikke fortryde det.