Quantum of Solace

Jeg har aldrig været en megafan af Bond-film, men jeg har altid været trofast når min far tog mig i biografen for at se de nyeste med Pierce Brosnan. Da det nåede hen til Die Another Day var min smertetærskel for latterligt og overdrevet Bond-blær dog nået, og derfor virkede det også som en kæmpe lettelse da Casino Royale landede i biffen, for på trods af dens lidt for lange spilletid, var filmen så klassisk og frisk som en Bond-film næsten kan være. Det var stil, solide skurke, god action, og vigtigst af alt, biler, babes og fine små gadgets. Derfor troede jeg med rette at denne genoplivning var grobund for en række fantastiske nye Bond-film med Daniel Craig i hovedrollen. Desværre indeholder den nye Bond-film ca. 70 % stil, 25 % substans og 5 % Bond-ånd.

Filmens første brud på serien er det faktum at den fortsætter hvor Casino Royale slap. Bond har Mr. White, og den vilde biljagt går fra Whites håndlangere, en jagt der selvfølgelig er i den kære agents favør. Under et forhør af Mr. White går det dog galt, da Bonds chef M's bodyguard springer frem som skurk og sørger for at White slipper væk. Bond får til opgave at opsøge bodyguardens kontakt på Haiti, et besøg der ender i en større opdagelse. Den franske miljøaktivist og milliardær Dominic Greene er nemlig samtidig i færd med at forhandle med den Bolivianske general Medrano, en handel der siger at Medrano får Bolivia hvis han samtidig overgiver et større stykke ørken til Greene. Greenes smukke elsker Camille bliver offer i denne handel og bliver overrakt til Medrano som en ekstra gave. Dette sætter Bond dog hurtigt en stopper for, og snart er han på en mission for at finde ud af hvad Greene har gang i og hvad præcis der gemmer sig i ørkenen. Samtidig ligger Vesper Lynds død stadig dybt i Bond, og det samme gør hævnfølelsen overfor de skyldige.

Jeg kan med rette sige at dette er Bond som du aldrig har set ham før. Daniel Craig har fået at vide at han skal være sur, og det er han. Bond er blevet forvandlet fra en storcharmør til en kold og hævngerrig person, med et ansigtsudtryk svarende til Steven Seagal. En gang i løbet af filmen oplevede jeg et mindre smil på hans ansigt, ellers var det rå, følelsesløse miner.

Skurken Dominic Greene er samtidig langt fra Bond-niveau. Hans fine tøj og Haitiskjorter skræmmer simpelthen ikke nok, og selvom Matheiu Amalric forsøger at få det meste ud af rollen, ender vi med en skurk som slet ikke har samme indtryk som f.eks. Blohfeldt eller sågar Mads Mikkelsens Le Chifre.

Instruktøren bag Quantum of Solace er Marc Forster, en mand som har lavet rigtig interessante titler som den fantastiske Finding Neverland og Stranger Than Fiction. Med sådanne film betvivlede jeg dog hans indgang som Bond-instruktør, men ikke desto synes jeg det var et interessant tiltag til den genoplivede serie. Dog bringer han desværre mere eller mindre Bond-universet i fare ved bevidst, og flere steder på næsten provokerende vis, at fjerne og ændre dets humor, gadgets og værst af alt charmen. Intro-sekvensen er samtidig en sær tam skuffelse, og lægger op til en film der er næsten ligeså tør som den ørken den omhandler. Klipningen af filmen er Bourne-serien på speed, og man får aldrig overblik over nogle af alle de fede ting der sker på skærmen, fordi der åbenbart skal klippes hvert halve sekund.

Quantum of Solace er et skridt tilbage i Bond-universets retning, og hvad der kunne have været et interessant nyt tiltag i serien, ender med at blive en kold hævnhistorie uden sjæl og charme. Det er længe siden at jeg har siddet tilbage med en så tam følelse af at noget manglede. Forhåbentlig får vores kære agent et ordentlig skud Martini, shaken not stirred, inden næste film i serien kommer frem.