Puzzle Quest: Challenge of the Warlords

Et mørke gror over landet, og ud af skyggerne slæber sig en ondskab, der bliver stærkere og stærkere. Gamle sagn fortæller om de udøde, der var hårsbredder fra at æde livets lys. Men minderne om de frygtelige skabninger er for længst gledet ud i glemslen - i dag er det kun de gamle tosser, som snakker om dem. Men nu er mørket vendt tilbage, og de udøde banker på døren til vores elskede Etheria. De er her, og de skal stoppes. Nu.

Efter den lille appetitvækker er jeg nødt til at indlede anmeldelsen med noget så kedeligt som en indrømmelse: Jeg har ikke spillet Puzzle Quest før, selv om spillet så dagens lys på flere andre formater i 2007. Så min Puzzle Quest-oplevelse på Wii'en er frisk og fri for gamle lænker. Og så skulle min begejstring over en intelligent blanding af puzzle- og rollespil vist være både forklaret og undskyldt.

For jeg synes, at Puzzle Quest er en dejlig og frisk nytænkning af rollespilsgenren, som for mig at se stadig hænger for meget fast i den stringente opbygning, genren har lænet sig op ad siden sin fødsel. Puzzle Quest er et frisk pust, og skal man ganske kort forklare brisen, så består den af det puzzle-spil, som udgør kampene i spillet. Så i stedet for at kæmpe med sværd kæmper man altså med brikker i et brætspil. Dødssygt, vil nogle måske tænke, men læs videre så skal jeg forsøge at overbevise dig om det modsatte.

Oplægget er ellers klassisk, som det ses af indledningen, og præsentationen trækker også gamle rpg-tråde tilbage til statiske baggrunde med bløde streger og dialog gennem talebobler. Har man spillet Valkyrie Profile Lenneth, så ved man, hvordan udtrykket er: Sparsomt, men charmerende. Man styrer sin hovedperson rundt på oversigtskortet over Etheria, som verdenen hedder, og når man går ind i en by eller en krypt, kan man blandt andet vælge at handle eller se, hvilke missioner, der vil drive eventyret videre. Det er nemt og overskueligt, og når først man griber fat i en mission og går i kamp mod kæmperotter eller trolde, så løfter man tilmed øjenbrynene.

For kampene udføres gennem en avanceret form for tre på stribe, og man må tage hatten af for, at det er lykkedes skaberne at indbygge rollespilselementer på en måde, så det faktisk ikke føles mærkeligt at lege med sværd og magi gennem et puzzle-game. Spilbrættet er fyldt med forskelligfarvede brikker, som det handler om at arrangere i rækker af tre, fire eller fem. Turen går på skift hele tiden, og for hver tur kan man bytte om på to brikker, der ligger ved siden af hinanden. Så er kunsten at disponere taktisk korrekt, for man kan enten gå efter at line angrebsbrikkerne op og dermed skære i modstanderens hitpoints, eller man kan gå efter at optjene mana gennem de blå, røde, gule og grønne brikker, som igen kan bruges til at afsende endnu kraftigere magi efter fjenden.

Det lyder avanceret, men det er meget hurtigt lært og en sjov måde at udkæmpe kampe på. I ny og næ kniber det lidt med den bagvedliggende kodning, for til tider spiller tilfældet lige lovlig meget ind i kampene, men generelt er systemet velfungerende og appellerer kraftigt til spillere, som synes, at tunge statistik-kampe trækker saft og kraft ud af rollespilskampe. Puzzle Quest lykkes med at puste nyt liv ind i, hvad der strengt taget er et turbaseret rollespil. Kampsystemet bryder flot handlingen op, og designet er godt nok til, at det ikke føles malplaceret. Man lærer lynhurtigt at se på symbolerne i brætspillet som magiske symboler og ikke blot kedelige brikker, og brætmanøvrerne flyder fint ind i hinanden og binder spillet godt sammen.

Men alligevel halter spillet også lidt. Spil som Tetris og Pokemon Link har et mere velafrundet og langtidsholdbart design i puzzle-delen, og selve historien i Puzzle Quest er ganske banal og ikke lige så fængende som i andre gode rollespil.

Underlægningsmusikken er sparsom, men dejlig, om end man undrer sig over de bratte stop, der er mellem numrene frem for bløde overgange. Grafisk er spillet også gammeldags. Man er aldrig i tvivl om, hvad grafikken forestiller, og på sin vis opfylder den dermed sit formål. Men i 2008 skulle jeg mene, at man kunne forvente bedre.

Puzzle Quest lægger ikke skjul på at tilhøre den mere lettilgængelige gren af genren, og man har ikke turet rundt i Etherias fantasiverden i mange minutter, før man er helt klar over, hvad det her går ud på: Sus rundt og vælg missioner, og udkæmp kampe gennem et veldesignet minispil. Nogle vil for altid sværge til klassiske rollespil proppet med tabeller, statistikker, egenskaber og deslige, og de vil formentlig ikke synes om Puzzle Quest. Men resten af os bør bestemt give spillet mere end blot et flygtigt blik.