Hvis du er en af de mange, der savner adventure-genren og undrer dig over, hvor den egentligt forsvandt hen, er der en stor chance for, at navnet Tim Schaefer, vil få nogle helt specifikke dele af din hjerne til at reagere på en uventet måde. Sommerfuglene i maven, som pludselig begynder at flakse igen, skyldes sikkert, at Tim Schaefer var en af mændene bag så fantastiske adventurespil som Monkey Island, Day of the Tentacle og Grim Fandango. Spil som den dag i dag, stadig står som nogle af de største spiloplevelser for mange af os. Hvis din hjerne stadig er i gang med at reproducere de fantastiske minder, bør du holde tanken, for selvom Schaefers nyeste spil ikke er af adventure-genren, er det fyldt med den vidunderlige fantasi, dialog og humor, som var de definerende elementer i de førnævnte titler.
Psykisk sommerskole er lige gået i gang med sit nyeste kuld af potentielle hjerneagenter, og med kontrollen over Razputin, eller Raz som han ynder at blive kaldet, er det dig der får lov at træde ind i den underlige verden. Psykisk sommerskole er et sted, hvor du lærer at træde ind i andres hjerner og hjælpe dem af med deres problemer, langt mere effektivt end nogen psykolog nogensinde ville kunne gøre. Som en bonus beviser udvikleren Double Fine Productions, at det også er et sted, der gør sig fortrinligt som vært til et platformseventyr.
Som du kender det fra enhver skole, er sommerskolen befolket af alskens forskellige typer og størrelser, som alle sammen har givet udvikleren rigeligt med muligheder for at vise deres overlegne evner inden for kreativ dialog. Du vil meget hurtigt finde ud af at dette føles som en levende verden, hvor du får langt mere ud af spillet, hvis du ikke bare løber fra bane til bane. Næsten alt og alle har forskellige ting at fortælle og dele, og med et så velskrevet manuskript er det en fornøjelse at følge op på, hvad der er sket siden sidst, med spillets persongalleri.
Psychonauts nærmest drypper af original tankegang og stil, og da det er en psykisk sommerskole, du befinder dig på, består alle banerne af forskellige personers hjerner, som du får lov til at udforske. I stedet for bare at være en undskyldning for et par platforme og fjender, har hver bane et helt unikt tema, alt efter hvilken persons hjerne det er, man befinder sig i.
Traumer, glædesoplevelser og minder, udgør alt sammen banernes tema og de fjender man møder, og alt sammen er overrumplende gennemtænkt. Psychonauts forklæder nydeligt de genrerestriktioner, man normalt ser spil af denne genre bundet af. Der skal stadig indsamles dingenoter, men her er de forklædt som mindefragmenter og skeletter i skabet, som man nydeligt hjælper med at kurere. Det samme kan siges om de fjender, der skal besejres og de kontakter, der skal aktiveres, og alt sammen er det så utroligt originalt, at det ville være en skam at afsløre for meget her.
Dette er noget så sjældent som et platformspil, der primært vil appellere til den ældre gruppe af gamere. Alle aldre vil kunne få noget ud af spillet, men så meget af spillets charme ligger i originaliteten og dialogen, at det er de som forstår vittighederne og sammenhængen, der vil brøle af grin, når udvikleren viser sig fra sin bedste side. For fans af Tim Schaefer, vil dette med stor sandsynlighed kunne blive årets definitivt største spiloplevelse. Genforeningen med det gennemtænkte plot, grafiske stil og den konkurrenceoverlegende dialog, er noget vi har savnet i alt for lang tid. Tilbage er der blot at sige, at enhver, der har kunnet nikke genkendende til elementer af denne anmeldelse, bør prøve spillet.