Psi-Ops: The Mindgate Conspiracy

Så er vi kommet til vejs ende med udviklingen af Midways spændende Third Person Shooter: Psi-Ops, som har været en større omvæltning igennem, med skift af såvel navn som ansvarlig udvikler. Sidste år snakkede Gamereactor med Sal Devita, der havde fået ansvaret for at føre projektet det sidste stykke af vejen. Dengang fik vi præsenteret spillet, mens salgstalen skyllede over af områder, der skulle gøre netop denne titel unik. I et tæt befolket actionunivers forsøger Psi-Ops at finde sit fodfæste. Tankekræfter er argumentet, der skal lokke masserne til underholdningens fodertrug. Heldigvis bliver vi ikke fodret med tomme spilkalorier. Selvom vi aldrig betræder revolutionære himmelstrejf, er man alligevel godt mæt efter endt session.

I et herligt tegneserieinspireret univers overtager man kontrollen med actionhelten Nick Skryer. Her sprænges konceptet om fem sanser i et tankemæssigt inferno, hvor verden betragtes fra helt nye og skæve perspektiver. Han er del i et regeringseksperiment for særligt begavede. Desværre bliver tankekraft også høstet af ondsindede terrorister. I indledningen ser vi Nick fralægge sig sine evner inden han bliver taget til fange dybt inde i fjendeland. Med et herligt vekslende, tempofyldt plot i ryggen følger vi hans vej gennem surrealistiske omgivelser frem mod den ultimative boss. Undervejs vil hans engang så mægtige kræfter returnere og langsomt skifte flowet i spillet over mod en helt anderledes oplevelse. Hele konceptet fungerer ganske glimrende, og har medført at Midway har fået solgt rettighederne til en spillefilm.

I starten ser vi Nick undslippe fra sin celle assisteret af en charmerende og mystisk ung dame. Mentalt på bar bund og uden bedre alternativer, vælger man at stole på hendes anvisninger og tager kampen op med ens fangevogtere. Dette åbner op for de første aspekter af spillet, hvor man skifter mellem simpel stealth, nævekampe og intense skydekampe. Samtidigt stifter man også kendskab med spillets fysiske Havok2-motor. Sjældent har vi set ragdoll-effekter være så velplacerede. Modstandernes kroppe synker sammen når de er blevet skudt og flyver væk når de står nær eksploderende tønder. Hurtigt drages man ind i det overnaturlige univers - der er fyldt med alskens klicheer. På denne rejse glemmer man sine fordomme. Man sidder med et overbærende smil på læben, imens man lader sig rive med.

Hele universet krones af en række forrygende superskurke, der alle besidder én af de tankekræfter, som man selv stifter bekendtskab med. Disse er så stærkt karikerede og kitsch at man må overgive sig. Ens gamle træner fra akademiet møder eksempelvis op i sit lilla jakkesæt på bedste King Pin-manér imens han bruger telekinese til at kaste rundt med tankvogne og andet habengut. Disse bosskampe fungerer glimrende - uden at virke påtvungne. Samtidig forudsætter de brugen af ens tankekræfter, der derved bliver hevet endnu mere frem. Netop tankekræfterne bliver løbende introduceret igennem spillets forløb. Første stop er telekinese, hvormed Havok2-systemet virkeligt får noget at muntre sig med. Skrigende fjender flyver rundt i luften inden de eksempelvis smækkes hårdt og kontant mod en væg.

Herefter slår man smut over pyrokinese, tankekontrol, tankedræning og "ud af kroppen"-bevægelse. Alt er glimrende inkluderet i gameplayet. Et eksempel kunne være at man tager en "ud af kroppen"-oplevelse og bevæger sig igennem en ellers lukket dør. Her observerer man en vagts bevægelsesmønster, hvorefter man timer sin entré helt perfekt. Et andet eksempel kan være at man står ved en dyb slugt, hvor en række vagter står positioneret på den anden side. Nu bruger man tankekontrol til at få den ene vagt til at eliminere de andre, inden han selv hopper ned i slugten. Efterfølgende stiller man sig op på en murbrok, som man bruger telekinese på, så den svæver over afgrunden. Mulighederne er mange, og resultatet er som ofte meget underholdende. Den indre sadist får i hvert fald tilfredsstillet sine lyster.

Måden hvorpå spillet langsomt veksler fra fysiske til psykiske udfordringer fungerer rigtigt godt. Langsomt bliver man mere bekendt med sine alternative kræfter og imens bliver ens skydevåben mere og mere overflødige - indtil de til sidst er ubrugelige. Hele konceptet gør spillet mere varieret og fordrer en del mere opfindsomhed end mange tilsvarende titler. Pluspoint bliver også uddelt af denne anmelder, for at Midway ikke har inkluderet en variation af "Bullet-time". Generelt føles forløbet meget flydende, og det er tydeligt at der er blevet brugt en del tid på at finpudse spillet. Negativt er banedesignet dog nogle gange en kende generisk, ligesom spillet har en irriterende tendens til at spawne fjender underlige steder. Endelig så er der ikke noget at komme efter, når man først har gennemført de otte baner.

Teknisk er der ingen milepæle, som bliver stukket i jorden. Positivt er det dog en yderst stabil titel uden megen svinger i valsen. Kameraet har alligevel en tendens til at blive fanget i omgivelserne - men det er vel næsten uundgåeligt i et spil med så mange snævre gange. Det er lykkedes udviklerne at fange en rigtig god atmosfære og stil, hvilket især skyldes designet og farvevalget. Ofte føles det næsten som at være del af en superheltetegneserie. Dette kommer især til udtryk i de ekstreme bosskampe. Psi-Ops er på mange områder en yderst fængende titel, der fortjener opmærksomhed når det rammer spilpusherens hylder.