Project Zero: Mask of the Lunar Eclipse

At japanerne er rigtig gode til gysere er ikke nogen nyhed. De har siden tidernes morgen produceret obskure titler med så meget atmosfærisk psykologisk gys og skræk, at det næsten ikke er til holde ud. Og til tider får det endda amerikanske studiechefer til at gå i panik og tilkalde en eller anden halvgammel instruktør til at lave en fuldstændig meningsløs genindspilning. Det er netop denne japanske gyserfilm-følelse, som Koei Tecmo har formået at indfange i Project Zero, Fatal Frame, som serien hedder i USA, eller blot Zero, som spilserien hedder i sit hjemland Japan. Kære børn har som bekendt mange navne.

Opsætningen er enkel og yderst effektiv. Med kun et kamera som "våben" vandrer jeg rundt i et hus, som guderne ikke bare har glemt, men også bevidst har forsømt. Dette Camera Obscura er mit eneste forsvar mod de spøgelser, der hjemsøger bygningen, og overalt ligger der gamle aviser og breve, der fortæller gruopvækkende historier om dem, der døde der. Der har været i alt fem spil i serien, men efter min egen mening er det især det første og andet spil, der bedst fremkalder den ægte følelse af frygt. Faktisk hævdede instruktøren af anden del, at hans spil var så rædselsfuldt, at spillerne var bange for at afslutte det. Det fjerde spil, Mask of the Lunar Eclipse til Nintendo Wii, blev aldrig udgivet uden for Japan, men nu er det, i tråd med den nuværende tendens med remasters og remakes, blevet konverteret til moderne platforme.

Jeg elskede disse spil dengang. De var hæsblæsende og nervepirrende oplevelser med en følelse af, at der altid var noget, der sneg sig ind på mig. En lang oplevelse af eksistentiel frygt, der ikke ville slippe mig, selv efter at spillet var slut. Men nu hvor jeg igen befinder mig i hjemsøgte omgivelser, hvor uhellige ånder konstant forsøger at forhindre mig i at finde ud af, hvad der virkelig skete, må jeg desværre konstatere, at tiden ikke har været venlig over for Project Zero: Mask of the Lunar Eclipse. Det er ikke kun de mennesker, der er efterladt på Rogetsu Island, der er hjemsøgt, men også spilmekanikken, og i sidste ende er det ikke kun på grund af jump scares, at jeg ligger på gulvet i fosterstilling.

Jeg ankommer som karakteren Roku til en isoleret ø for at forsøge at genfinde mine minder om, hvad der skete for mange år siden, da jeg kun var barn. Hospitalet, som nu er et hotel, er meget nedslidt, og jeg kan næsten mærke dysterheden. Støvet ligger tæt i luften, og malingen på væggene er begyndt at skrælle. Møblerne er gamle og slidte, og overalt er der fragmenter, der minder mig om svundne tider. Gule dagbogssider og avisartikler, som efterhånden fører mig til en frygtelig sandhed. Hvert lille skridt skubber mig langsomt men sikkert tættere og tættere på vanviddets rand, og allerhelst vil jeg bare tage benene på nakken og stikke af. Flygte til noget mere behageligt. Jeg vil bytte grå, mørke og stanken af skimmelsvamp ud med grønt, sol og duften af blomster. Alligevel er det netop her, Project Zero: Mask of the Lunar Eclipse er bedst. Når den klaustrofobiske rædsel ligger som et vådt tæppe over den forfaldne bygning og kvæler alt det smukke. Når jeg tager mine allerførste vaklende skridt ud i det ukendte.

Men når først nyhedsværdien har lagt sig, efter de første par kapitler, er det ikke længere helt så sjovt. Så gør alderen sig gældende, og nu kommer det meste af spillet til at handle om backtracking, at tjekke låste døre i unødigt lange animationssekvenser og konstant vandre rundt i de samme korridorer på jagt efter noget, der har ændret sig siden sidst. Det går langsomt, meget langsomt. Det skal bemærkes, at jeg bevæger mig med en snegls hastighed. Ikke engang når jeg løber er det hurtigt. Det skal selvfølgelig bidrage til den overordnede følelse af hjælpeløshed og sårbarhed, der konstant hersker. Men der er ingen vej uden om, at det er frustrerende. Især fordi intet andet rigtig formår at leve op til mine ellers - synes jeg selv - rimelige krav til basal spilstyring.

At vende rundt er som at styre en pansret krydser i hård sø. Især hvis det skal gå hurtigt, som for eksempel når jeg pludselig hører en stemme bag mig og i panik må tage mit kamera frem, vende mig om, forsøge at zoome ind på den gæst, der ånder mig i nakken, og tage et billede i det helt rigtige øjeblik. Når jeg leder efter mine forsvundne venner, er det vigtigt med spor, men det er alt andet end let at finde dem og hente dem. Først og fremmest er omgivelserne ofte overfyldte og beskidte, hvilket betyder, at nogle objekter simpelthen er svære at få øje på, selvom de lyser svagt i blåt. Så var der også problemet med unødigt lange animationssekvenser. Hver gang jeg vil samle noget af værdi op, skal jeg holde B-knappen (Xbox) nede for at se min hånd langsomt række ud efter genstanden. Det lyder måske som en lille ting, men hvis jeg tilfældigvis dør kort efter, skal jeg spille hele sekvensen igen, og i modsætning til mange moderne spil er der ingen mulighed for at springe mellemsekvenser over, og mine fremskridt nulstilles også efter det sidste savepoint, hvilket betyder, at jeg ikke kun skal dræbe de samme spøgelser med mit kamera igen, men jeg skal også samle de samme genstande op igen.

Når det er sagt, er Project Zero: Mask of the Lunar Eclipse en grundlæggende indtagende oplevelse, og udvikleren har gjort et godt stykke arbejde med at opdatere både det grafiske design og lyden. Når man træder ind i et kulsort rum for første gang, lader lommelygten glide langs væggene og pludselig hører et dæmpet skrig eller en hysterisk latter, får man kuldegysninger ned ad ryggen og hopper ofte op i sofaen. Det er ikke på det niveau, hvor jeg ville ønske, at jeg havde skrevet mit testamente, men der er altid en uhyggelig følelse i mit bryst. Det skyldes især, at jeg står over for den forestående fare uden at være bevæbnet til tænderne. I de fleste spil, hvor jeg konstant befinder mig i en sårbar position, har jeg et våben ved hånden, klar til at blive brugt med det samme, men her, hvor mit eneste forsvar er et kamera, er frygten altid håndgribelig. Især fordi jeg aldrig rigtig kan forberede mig på kamp. Der er altid denne vidunderlige, ildevarslende følelse af, at alting kan vente rundt om det næste hjørne, klar til at rive mig i stykker.

Efterhånden som jeg ved hjælp af "spirit stones" kan opgradere mit Camera Obscura og min lommelygte, bliver det lettere at forsvare mig mod den nært forestående fare, men jeg kan aldrig føle mig rigtig sikker, da hvert pludseligt møde betyder, at jeg hurtigt skal udføre en række forskellige handlinger, før jeg kan kæmpe tilbage. Nogle gange når jeg til vejs ende og skal løse en slags gåde for at komme videre, og disse er i sig selv en velkommen udfordring. De er ikke brutalt svære, men nogle måtte jeg virkelig kæmpe med, uden at de dog føltes urimelige, når først jeg snublede over løsningen.

Jeg er glad for, at jeg endelig fik mulighed for at give mig i kast med fjerde del af denne elskede spilserie, selvom det virkelig føles gammelt i sin kerne, hvor problemerne fra den tid med rodede spilmekanikker og frustrerende backtracking tydeligt skinner igennem. Men med et nuanceret gameplay - hvor jeg spiller som flere forskellige karakterer, innovativ problemløsning, en gribende historie og en fantastisk atmosfære, opvejer de positive ting de negative, og for fans af genren i almindelighed og serien i særdeleshed, er Project Zero: Mask of the Lunar Eclipse højst sandsynligt en velkommen tilføjelse til dit spilbibliotek.