Project Zero 2: Crimson Butterfly

Med det første Project Zero - også kendt som Fatal Frame - formåede Tecmo at krybe godt ind under gåsehuden på fans af Survival Horror genren. Spillet havde et stærkt dystert gameplay, som cirkulerede omkring et søskendepar, en victoriansk villa og sindsoprivende begivenheder der angiveligt tog udspring i rigtige hændelser. Dette blev holdt op af en særegen grafisk front, og et lydtapet som virkeligt emmede af indestængt klaustrofobisk frygt. Nu bliver opfølgeren, med undertitlen Crimson Butterfly, sendt på gaden. Historiemæssigt er der en dekobling, og vi bevæger os ud i andre tematiske græsgange et par generationer før den første titel. Crimsom Butterfly er endnu et glimrende eksempel på, at den ypperste måde at jage folk en skræk i livet er gennem antydningens kunst. I stedet for at bombardere een med horder af uddøde sidder man konstant på stolens kant i et afsporet mørkt univers, mens fremmede lyde og gnidrede kolager strømmer forbi.

I stil med første ombæring træder vi atter ind som deltagere i et stærkt forstyrrende eventyr. To japanske teenagersøstre bliver intetanende hovedpersoner i en mental detour, der tager sit udgangspunkt i en ellers forsvunden japansk by. Dystre hændelser fra fortiden skyller ind over pigerne, imens de optrevler plottets finurlige twists. Byen er naturligvis alt andet end forladt, selv om der ikke er mange levende væsner i nærheden. Historien folder sig ud gennem små mellemsekvenser, dagbøger og små gysende mellemspil. Med et adrenalinbrusende incitament vil skygger ofte bevæge sig i baggrunden - lige uden for synsfeltet. Konstant holdes man i tvivl om hvad næste hjørne eller lukkede dør gemmer.

Igen er det okkulte kamera "Camera Obscura" i centrum. Med det i hænderne kan man nedbryde barrieren til de dødes verden, og tippe lidt af vægtbalancen til ens fordel. Ved at centrere væsnerne i søgeren og tage et billede kan man suge noget af essensen fra dem. Jo skarpere billederne bliver desto mere skade forvolder man de sørgelige - men uhyggelige - eksistenser. Konceptet fungerer igen glimrende og styres meget intuitivt. Det bliver både hektisk og intenst, mens man fra en første persons synsvinkel forsøger at fange væsnerne i det klaustrofobiske synsfelt. Desperat manøvrerer man rundt sideløbende med at væsnet komme nærmere - sekvenserne skaber glimrende afveksling fra det ellers meget tilbagelænede tempo. Det er faktisk netop denne afveksling som holder historien kørende og spillet friskt. Vi præsenteres for baggrunden for det mystiske kamera, som spiller en ikke uvæsentlig rolle i det narrative forløb.

Crimson Butterfly kører meget på at anspore spilleren gennem stille lydstumper, et fyldigt soundtrack og mange små grafiske sekvenser. Efter et stykke tid er man suget ind i denne forunderlige verden, fanget i en cirkulerende tidslomme hvor en gal massemorder tilsyneladende er på spil. Historien er faktisk ikke lige sådan at gennemskue, og ved spillets ende vil man være overrasket. I forhold til det første spil er der denne gang pustet ekstra levetid ind i begivenhederne. For det første er spillet generelt længere, og dertil så har historien en række små løse tråde, som man kan følge hvis man skulle have lyst. Crimson Butterfly føles også generelt friere og løsere i sin opbygning, og man opfordres i langt højere til at gå på eventyr. I den første titel følte man det mange gange, som om man nærmest var "on-rails", og blev trukket gennem historien. De forskellige puzzles er igen virkeligt godt udført, og flyder flot ind i de mættede begivenheder.

Den grafiske stil er meget særegen, og fyldt med lækre detaljer. De mange mellemsekvenser er udført med klassisk japansk flair, og er i den grad med til at højne stemningen. Spillet er fyldt med flotte teksturer, som dog godt kan føles en kende grovkornede ved tættere observation. Modellerne er ligeledes ikke så detaljerede som man kunne have ønsket. Heldigvis kører det hele i et konstant tempo, uden synderlige drop. Især lyseffekterne er gode - måden hvorpå lyskegler udnyttes og reflekteres på alle mulige faconer er mesterlig. Lyden er ligeledes i den absolut høje ende, og benyttes til at forvirre og skræmme spilleren. Vi kunne især godt lide måden hvorpå visse begivenheder i starten blev associeret med bestemte lyde - for pludseligt at ændre lydtæppet senere. Det er godt set, og kan virkeligt give nogle gedigne chok. Crimson Butterfly er et reelt skræmmende spil, som fortæller en god hårrejsende historie. Selv om mange af genrens problemer er båret med, så er resultatet meget tiltalende - guf til de sene nattetimer.