Project: Snowblind

Med et enkelt kig på tekstfeltet, hvor genren og platformen står beskrevet, vil du sikkert allerede nu have stillet dig selv spørgsmålet om dette er PS2’ens svar på Halo, og hvis ikke, er det sikkert kun fordi du ikke har hørt om Project Snowblind (PS) før. Og nej, det her er ikke PS2-maskinens Halo, men er i stedet den bedste FPS-titel undertegnede endnu har haft fornøjelsen af at have snurrende i sin PS2. Fængende, velovervejet, innovativt og teknisk i mesterklasse, er den korte version af, hvorfor alle fans af genren burde overveje denne titel. Endnu tvivlende læsere bør læse videre.

Handlingsforløbet tager sin begyndelse i et fremtidigt, krigsramt Hong Kong, hvor en magtsyg general har set sit første snit til at overtage magten. Som nyudklækket medlem af Liberty Coalition Army træder man i form af Nathan Frost direkte ind i krigszonen, men noget går galt og et redningsforsøg resulterer i at man havner på operationsbordet. Glidende ind og ud af bevidsthed, hører man hvordan panikslagene læger prøver at holde liv i ens ituslåede krop. Imens lader Nathans rolige dialog spilleren forstå at døden er nær. Et lys ses, men frem for at være enden, bliver det starten på Nathans nye liv som genmanipuleret supersoldat - og historien er sat i gang.

Dette opsummerer cirka de første femten minutters spil, men allerede på dette tidspunkt kan man begynde at ane, at dette bliver noget ud over det sædvanlige. Udvikleren har tydeligvis husket, hvordan Half-Life’s første fem minutter blev brugt på en tur gennem Black Mesa-komplekset, alt imens universet langsomt sneg sig ind under spillerens hud. Det samme sker i Project Snowblind, hvor man som en paralyseret og døende Nathan Frost kan høre lægernes stigende panik, mens man langsomt glider mod et koma, der mesterligt markeres med controllerens voksende vibrationer og pludselige stop.

Følelsen af at være en fremtidig supersoldat, markeres med et grafisk interface, der uden at være unødvendigt kompliceret hele tiden giver spilleren følelsen af at være fjenden overlegen. En af de første kræfter man får adgang til lader eksempelvis spilleren bruge et slags varmesyn, der selv gennem forhindringer er i stand til at vise omridset af fjendtlige soldater. Senere får man mulighed for et Matrix-lignende slowmotion trick, samt at blive usynlig og endeligt at kunne aktivere et kugleafvigende kraftskjold. Evnerne virker alle som små nøgler, der hver især lader dig løse størstedelen af spillets baner på forskellige måder, og det har tydeligvis sat sine fodspor i gameplayet, at spillet originalt var ment som en udvidelse af Deux Ex-serien.

Project Snowblind er dog først og fremmest et actionspil, hvilket bedst dokumenteres med det enorme udvalg af forskellige håndvåben og granater der er at rode rundt med. Alt lige fra maskinpistoler til bazookaer er blevet krydret med et fremtidigt præg, og alle har de mindst to forskellige skudvariationer. Ligeledes findes granaterne i alskens forskellige slags, bl.a. EMP-granater, der kortslutter alt elektronik for en stund, samt de såkaldte Spidermines, der selv jagter fjenderne. Kombineret med udbudet af superkræfter, byder spillet den snedige gamer utallige måder at besejre fjenderne på.

Det er veldokumenteret at udviklerne efterhånden har nået grænsen for hvad der teknisk er muligt at presse ud af PS2’en, men dette har Crystal Dynamics åbenbart valgt at ignorere. Ikke nok med at spillet bruger effekter de fleste andre udviklere end ikke har turdet overveje, har man også valgt oftest at holde skærmen fyldt med såvel hjælpende som fjendtlige soldater, der hver især indgår i kamp på liv og død. Kompromiserne der er blevet taget er fjendernes kunstige intelligens, der er langt fra så udviklet som vi har set det i andre lignende spil, og at detaljegraden på de enkelte figurer ikke er ligeså høj som i eksempelvis Killzone. Det hele virker dog yderst overbevisende og undertegnede tog gentagne gange sig selv i at stoppe op og beundre effekter, vi gamere ellers var blevet bildt ind kun kunne lade sig gøre på de nyere PC-grafikkort.

Vi var her på redaktionen et par stykker der allerede i forvejen havde forventet os noget godt af Project Snowblind, men at det skulle blive det muligvis bedste spil i sin genre på formatet, kom som lidt af en overraskelse. Spillet er ikke perfekt og vil muligvis ikke være ligetil nok for den Doom-oplærte generation af FPS-spillere. Kræver man bare en smule mere intelligens af sine spil, og savner man et historieindsvøbt actionbrag, bør Project Snowblind absolut opleves.