Ferrari Challenge Stradalen sniger sig forbi de 255 kilometer i timen, mens kontrollerens tiltagende rumlen lader mig vide, at bilen og jeg selv er på grænsen til, hvad der kan blive et dødeligt møde med den nærmeste mur. Stradalen, som motorsportsentusiaster har døbt det tætteste noget fartøj endnu er kommet på gud, smyger sig om næsten umulige sving, men taber terræn på de lige strækninger. Andenpladsen føles ikke tilfredsstillende, og løbet gentages, men denne gang i mit hemmelige våben. Frem fra garagen ruller det buldrende bæst ud og lader solens stråler reflektere over den røde lakering. Ford GT’ens støjende V8 nærmest skriger på at bevise sig selv, og tordnende ud af langsiden er de lige strækninger pludselig ikke længere noget problem.
PGR-serien skulle have været Xbox’ens pendant til Sonys Gran Turismo, men skuffede. PGR 2 skulle have været den definitive grund til at gå på Xbox Live, men blev alligevel ikke det store trækplaster. Nu skal PGR 3 så overbevise købere verden over om, at Xbox 360 er fremtidens konsol, og er du til genren, har jeg svært ved at se, hvordan det tredje spil i serien kan skuffe. Fra den første menu dukker op står det klart, at Project Gotham Racing 3 i den grad er ekstraktet af de tidligere spil i serien og genren i helhed. Væk er de mange valg, væk er de mange restriktioner og regler, og væk er de idiotiske tests og træningsmissioner der forhindrer morskaben. I stedet bliver du mødt af enkle og direkte menuer, og et udbud af biler, der allerede fra starten vil kunne få det drømmende blik frem i øjnene på enhver bilentusiast.
Bizarre Creations har i stedet for at satse på hundredvis af biler, fokuseret på den nøjagtige gengivelse af firs af de mest fantastiske biler, der indtil videre er blevet produceret i denne verden. Ferrari Enzo, Ariel Atom, Mercedes McLaren SLR, Shelby GT500 og Ford GT, er kun et udpluk af mine favoritter, men foruden disse er der et kæmpe udvalg at vælge imellem, for de som har optjent pengene til det.
Opdelingen er som i de tidligere spil, og hver bane er igen spredt ud over forskellige mål, som overhalingen af et bestemt antal modstandere på tid, slalomræs mellem opstillede mål, regulær ræs osv. Alle løbene kan klares på forskellige sværhedsgrader, som vælges inden løbet går i gang, og kan gentages ligeså mange gange, du har lyst til. Fortjenesten for at vinde løb er pokaler, som giver adgang til nye løb, Kudos-points som åbner op for nye biler og penge som skal bruges på erhvervelsen af bilerne. Kudos-systemet fungerer stadig som før og gives alt efter hvor overbevisende du kører, og kan blandt andet påvirkes ved brugen af powerslides eller blærede overhalinger. Systemet virker knapt så essentielt for oplevelsen som tidligere, men er stadig med til at holde det hele friskt.
Med Project Gotham Racing 3 er det endelig lykkedes at finde en god middelvej mellem arkade- og seriøst bilspil, som reelt er, hvad serien har prøvet at opnå siden det originale spil. Kontrollen er denne gang veltilrettelagt og stram, mens forskellen bilerne imellem nu er langt mere udpræget end før. Hamrer du speederen i bund på Enzoen vil du eksempelvis have svært ved at styre den, mens en gradvis trykken på den vil lade dig skære igennem umuligt snørklede sving, som foregik det hele i slowmotion.
Det var at forvente, at dette ville blive en sand kraftdemonstration i den grafiske afdeling, og mens alle bilerne, banerne og omgivelserne er himmelråbende smukke, er det de mange små detaljer, der for alvor viser, hvad den næste konsolgeneration er i stand til. At opleve spillet gennem kørerens øjne inde fra cockpittet, er det tætteste noget konsolspil endnu er kommet på følelsen af at sidde i et af de store arkadekabinetter, som til eksempelvis Segas F355. Lyden, farten og cockpittets realistiske bevægelser i forhold til fundamentet bilen kører på, er en enestående oplevelse og bliver efter kort tid den eneste rigtige måde at opleve spillet på. Detaljer som genskindet henover foruden, fra modstandernes lys, ved nattekørsel, eller motorhjelmen, der ved høj fart begynder at hoppe op og ned, efter at have taget skade, er blot enkelte af de demonstrationer, der viser, hvor megen omtanke der er lagt i spillet.
Over Xbox-Live er Project Gotham Racing 3 en sand fornøjelse. Loadtiderne er korte, der er stort set ingen hastighedsnedsættelse og menuen bugner af muligheder for at strække benene på dine mange øser. Løbene er for mange til at remse op her, men er du garvet fan med benzin i blodet, så går der ikke længe før du fræser asfalten tynd i jagten på førstepladser - og med den endnu bedre integration af Xbox Live i Xbox 360, er der ikke det du ikke kan.
Dette spil er et sammenkog af erfaringerne lært fra de tidligere spil i serien, og selvom det kan virke som noget du har spillet før, er det hele lykkedes så meget bedre denne gang. Du skal stadig trækkes gennem til tider antiklimatiske opgaver, der kan bryde med intensiteten, men racene gør det hele værd. PGR 3 er langt fra det perfekte bilspil, og vil muligvis skuffe de, som havde regnet med noget helt nyt. For nye Xbox 360-ejere, som gerne vil have et poleret, ultrasolidt og fantastisk spilbart bilspil, bør PGR 3 dog købes sammen med konsollen.