Professor Layton and the Curious Village

Den lille klump plastik sættes i ryggen på min Nintendo DS, som grådigt æder Level 5' seneste projekt. Professor Layton and the Curious Village, har allerede gået sin sejrsgang over det meste af verden, så da den eminente introduktion løber over skærmen i underskøn animé fra midtfirserne og med perfekt indtalte engelske overklassestemmer, taber jeg ikke i mælet - det var forventet, at Laytons eventyr ville være noget særligt. Alligevel kan jeg mærke, hvordan jeg pludselig begynder at smile underligt fjoget til dobbeltskærmene, og da professoren og hans unge assistent endelig ankommer til landsbyen St. Mystere, har jeg øjne så store som tekopper.

Den hyggelige lille landsby med huse, der nærmest læner sig op ad hinanden, byder os dog ikke umiddelbart velkommen, og det er selvom, vi faktisk er inviteret, så der går ikke længe, før jeg må have forstørrelsesglasset frem og redde dagen med min knivskarpe hjerne. En vindebro skal sænkes, og jeg har valget mellem tre tandhjul. Finder jeg det rigtige, så får vi adgang til byens brostensbelagte torv, gætter jeg bare ud i luften og endda forkert, så skal jeg gøre det igen, og denne gang med færre points på kontoen. Det er enormt enkelt, og alligevel meget fængende. Og sådan er hele St. Mystere, det er en by besat af gåder og fyldt til bristepunktet med excentriske personer, der bare venter på at udfordre dig.

Faktisk er Professor Layton and the Curious Village ikke rigtigt et rollespil, eller for den slags skyld et eventyrspil. Det er mere et gådespil af den slags, Nintendo har tjent styrtende på de senere år, der så igen er syet sammen med kortere og længere mellemsekvenser, hvor den gentlemanagtige Layton og hans purunge assistent, drages længere og længere ind i et mordmysterium og jagten på The Golden Apple. Historien starter forholdsvis lys og let tilgængelig, men bliver senere hen både mørkere og langt mere voksen i sit udtryk. Det er kort sagt ikke et spil lavet til børn, uanset dets skønne design.

Og dette understreges i den grad af gåderne, der ikke altid er lige lette. Til at begynde med er de enkle, letforståelige og i høj grad præget af, at du bare tænker dig en smule om, men som du bevæger dig længere ind i byen, bliver de også mere vanskelige at håndtere. Nogle er sågar rene talgåder, og da jeg af flere omgange havde svært ved matematik i skolen, så låste jeg nogle gange bare helt af i hjernen, fordi jeg fortalte mig selv, at det sikkert krævede en sammenblanding af Pythagoras' formel, noget med pi og en passer, for overhovedet, at kunne lade sig gøre - og det gør det aldrig. Ud over et par gåder, hvor man sidder og klør sig åndssvagt i håret, så er der en mening med dem, og læses teksten indgående, så finder man også et mønster og en idé bag dem.

Kædet sammen med en grafik, og ikke mindst en lækker stylus-styring, der i den grad kun kan lade sig gøre på Nintendo DS, fungerer Professor Layton and the Curious Village strålende. Grafikken er betagende, som taget ud af ældre Studio Ghibli-film, og spillets mange personer er afrundede, sjove, og for det meste også en smule specielle. Imens er musikken præget af strygere, der går hånd i hånd med en lystig harmonika og lidt klokkespil. Det lyder underligt, når man sådan sætter ord på det i en anmeldelse, men når det render ud af din Nintendo DS, så er det som skræddersyet til oplevelsen. Selv styringen med stylus, der bare kræver, at du enten hiver, trækker eller sætter cirkler rundt om ting, fungerer strålende.

Minusser i Professor Layton er der meget få af, og et af dem er helt åbenlyst; når historien er gennemført, så er historien gennemført. Det tager ca. 12-15 timer, alt efter, hvor meget, du hænger fast i gåderne, men så kan du også klappe skærmene sammen. Selvfølgelig kan du prøve gåderne igen, men der er ærlig talt meget lidt sjov i, at gennemføre dem igen. Der er også muligheden for at hente nye gåder over din WiFi-forbindelse, men så hurtigt som det går, lader det mere til, at gåderne allerede ligger på kortet - og så er spørgsmålet: Hvorfor har man dem så ikke bare?

Desuden virker det lidt som om slutningen på spillet mangler tempo. Hvor du i starten nærmest falder over meget varierede gåder, hvor du skal fragte høns og ulve over på en tømmerflåde, få en bil ud af en parkeringsplads og hælde vand i forskellige beholdere, ender det med lidt for mange "ryk rundt på disse klodser"-gåder - og pludselig bliver der også bare langt mellem gåderne, hvilket gør, at du vandrer hvileløst rundt i jagten på dem.

Heldigvis er disse ting overhovedet ikke noget, der kan få mig til at flå Professor Layton and the Curious Village ud af maskinen, for det er unægtelig en mageløs oplevelse, der på mange måder arbejder videre med hele den hjernetrænings-bølge, der er skyllet ind over landet de seneste år, men som samtidig binder opgaverne sammen med en vedholdne historie, der igen giver det hele lidt mere mening. The Curious Village er et sjovt og anderledes indslag på Nintendo DS.