Prince of Persia: The Forgotten Sands

Det ser ud til at spilbranchen endelig har fanget, at spilmatiseringer af film er en lidet populær affære, og for at undgå at havne i "spillet baseret på filmen baseret på filmen"-fælden har Ubisoft gjort alt hvad de kan for ikke at associere sig med den kommende biograffilm. Handlingen hopper ind midt i den "nye" trilogi, der begyndte i 2003, og placerer sig et sted mellem de to første spil. Og inspirationen fra Sands of Time er markant. Både på godt og ondt, men heldigvis mest godt.

For den fantastiske platformsdel er tilbage. Jeg havde næsten glemt fornemmelsen jeg havde, den første gang jeg satte mig ned med Sands of Time, og følte mig en lille smule akrobatisk for at klare de mange krumspring som prinsen kaster sig ud i. Selvom banerne også denne gang er konstrueret, så man skal vælge én bestemt rute, har man alligevel en følelse af frihed og kreativitet som ganske få platformspil kan måle sig med. Og selvom man får den idiotiske rundvisning fra kameraet, stort set hver gang man kommer ind i et rum, er det ikke altid indlysende hvordan man skal komme videre.

Den frustrerende prøv-og-fejl-metode, som alt for mange genrefrænder dræber spilleglæden med, er elimineret af den velkendte mulighed for at spole tiden tilbage, når man kvajer sig gevaldigt. Men i modsætning til det forrige spil i serien, kan man ikke bruge denne evne i det uendelige. Der er rig lejlighed til at dø i The Forgotten Sands, og spillet byder på en betragteligt hårdere udfordring end sin tandløse forgænger.

Prinsens nye superkræfter, som at kunne fryse vand i kort tid, skyde sig gennem luften som et projektil, og genskabe ødelagte områder, bidrager med helt nye indfaldsvinkler i platformsdelen. Vandstråler ud fra væggene fungerer som svingstænger, tykke stråler fra taget bliver til søjler, man kan klatre på, og vandfald bliver til vægge, som man kan klatre op ad eller springe mellem.

Det er slet ikke sjældent at man bliver stillet over for en situation, hvor man kaster sig fra en svingstang gennem et vandfald, fryser vandet øjeblikket efter for at gribe en vandstråle, der kommer ud af væggen bagved, slynger sig videre til en ødelagt pæl, der skal genskabes med et knaptryk, mens man endnu hænger i luften, for så trygt at lande på platformen bagved. Det lyder kompliceret, men der går overraskende kort tid, før det sidder i fingerspidserne, og man opnår en næsten zen-agtig føling med styringen, når man skal kombinere alle kræfterne indtil flere gange i rækkefølge for at komme igennem et specielt svært forhindringsløb.

Men den eminente platformsdel overskygges til dels af de kedelige kampe. Enorme skarer af idiotiske skeletfjender, der bevæger sig i samme tempo som gigtplagede pensionister, kommer tit og ofte op ad jorden, og ved hjælp af et relativt overflødigt udvalg af magiske kræfter, som man tilegner sig via erfaringspoint, og et enormt tyndt angrebsrepetoire, hakker man løs til alle er borte - eller tommelfingeren er gået af led. Ingen af bosserne kræver mere kløgt end at man flytter sig, når de kommer stormende mod en, og slår løs mens de står og sunder sig.

Nogle af de bedste minder jeg har fra det første Prince of Persia-spil er netop sværdkampene, hvor man i stedet for bølge efter bølge af åndssvage droner oftest slås mod blot én modstander ad gangen. De velkendte pigge på gulvet er tilbage, måtterne der skyder med skarpe knive, når man går på dem, er her også, så hvorfor ikke genindføre de mindeværdige sværdkampe?

Prince of Persia: The Forgotten Sands er et slags Bizarro-God of War: Knaldgod og elegant platformsdel, men forfærdelige kampe. Og Ubisoft har tilmed indsat en mærkelig forsinkelse, der gør, at alle hop og slag først bliver udført omkring et halvt sekund efter man har trykket på knappen. Det fungerer fint til at holde gang i flow'et, mens man svinger sig i tagtoppene, men helt forfærdeligt når det kommer til kampe og beregning af hop over bevægelige forhindringer og lignende.

Men alt i alt er det dejligt at være tilbage i gode gamle Persia. Det enorme slot, man stort set slynger sig rundt i, er smukt udformet, og de mange forskellige sektioner er varierede, både i konstruktion og i stemning. Stemmeskuespillet er absolut godkendt, og den svulstige musik gør sit arbejde uden at komme i vejen. Det føles slet og ret som at være tilbage, bare i lidt højere opløsning.

Præcis som man kan spole tiden tilbage for at rette op på sine fejl, lader det til at Ubisoft har spolet tiden tilbage til 2003 for at lave den rigtige efterfølger til Prince of Persia: Sands of Time. For at rette op på den forfærdelige fejltagelse, som Warrior Within var, og lede serien tilbage på rette vej. Men til syvende og sidst føles det hele en smule forældet i dagens spilverden. Som en hyldest til det oprindelige Prince of Persia og Sands of Time fungerer det udmærket, men som konkurrencedygtigt spil i dagens marked har det meget lidt at tilføje til en allerede velvoksen genre.