Dansk
Gamereactor
previews
Golf Club Wasteland

Golf Club Wasteland

Vi har prøvet det spændende indiespil, hvor du i det 22. århundrede spiller golf i ruinerne af vores ødelagte planet.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Menneskets overforbrug har ledt til en række klimakatastrofer, der har gjort vores planet ubeboelig. De allerrigeste nåede dog i sidste øjeblik at forlade vores brændende klode for at slå sig ned på rumkolonien Tesla City på Mars. Men der er ikke meget at tage sig til på den røde planet, så Jorden er nu forvandlet til en enorm golfbane, hvor marsboerne skyder små kugler gennem civilisationens ruiner. For 20-30 år siden lød det måske som en lidt halvsløj roman af Philip K. Dick, men med Branson og Bezos' seneste bedrifter, må man efterhånden sige, at det kommende indiespil Golf Club Wasteland virker til at være i det mindste inspireret af virkelige begivenheder. For nyligt fik jeg chancen for at spille mig igennem spillets første 12 huller, og det var en oplevelse, der (meget lig fremtiden generelt) fyldte mig med lige dele forventninger og bekymringer.

Hvad Golf Club Wasteland lykkedes klart bedst med er sin melankolske atmosfære. Spillets postapokalyptiske landskaber er badet i en søvnig blå, og i baggrunden rejser sig høje, decimerede bygninger, der på en gang minder os om menneskehedens storhed og fald. Bedst illustreret ved, at der af mere end 5000 års nedfældet historie nu kun graffiti og blinkende neonskilte tilbage. En fin detalje er også, hvordan at menneskets levn fortaber sig i baggrunden, mens at den subtile forgrund primært består af dyr og planter - planetens nye mestre.

Golf Club Wasteland

Da der tilsyneladende kun er en meget simpel historie i spillet, må du forsøge at studere ruinerne for at regne ud, hvad der er sket. Du får dog også en hjælpende hånd med detektivarbejdet fra radiokanalen Radio Nostalgia From Mars, hvis knitrende bølger rammer vores grå klode som melankolske efterdønninger. Allerede i vores tid er radioen et lidt nostalgisk medie, og RNFM lader lytterne genoplive de tabte dage på den nu ødelagte planet takket være historier om sanselige oplevelser, der står i kontrast til den sterile hverdag i rumkolonien. Samtidig indeholder radiostationen en masse klassisk inspireret, men original musik, der favner bredt og blandt andet låner et par bip og bobs fra Kraftwerk, ligesom vi også eksempelvis kommer til at høre skønne sange på portugisisk, der hensætter dig til Rio de Janeiro solbeskinnede gader. Originale sange i spil hører desværre til sjældenhederne, men Golf Club Wasteland illustrerer, hvor potent et værktøj det kan være.

Dette er en annonce:
Golf Club WastelandGolf Club Wasteland

Den relative minimalistiske og afdæmpede præsentation gør underværker for atmosfæren, men jeg ville nu ønske, at udviklerne fra Demagog Games havde været lidt mere ambitiøse, når det kom til selve gameplayet. Alene det, at spillet er i 2D, lægger en stor dæmper på det taktiske spillerum, da du kun skal tage højde for dine slags højde og længe. Der er ingen vindeffekter at kompensere for eller mulighed for at skrue dine skud. Du kan heller ikke vælge mellem forskellige køller alt efter dine slag, hvad der ellers er standard for golfspil.

På den måde minder spillet mere om minigolf, hvilket jeg bestemt ikke har noget imod - men det stiller ekstra høje krav til banedesignet, og her var jeg ikke synderligt imponeret af de første 12 huller. Der er kun ganske få forhindringer, og de er sjældent særligt kreative. Du støder blandt andet på en ko, der spiser din bold, og du kan også blive bremset af fugleklatter eller miste din bold i diverse pøler af affald. Men så bliver det heller ikke vildere. I stedet virker det til, at flere at banerne forsøger at kompensere for de simple mekanikker ved at være både lange og besværlige.

Spillets trailer kan godt give indtryk af, at du kan styre din golfspiller, når denne ikke slår til bolden, hvilket vi for nyligt så give glimrende resultater i Mario Golf: Super Rush. Dette er dog ikke tilfældet, og din karakter følger automatisk efter bolden. Alligevel kan Golf Club Wasteland godt beskrives som et slags platformspil, da du ofte skal skyde bolden fra forhindring til forhindring, mens vand eller store huller omgiver dig på begge sider. Ideen er god, men spillet kan også hurtigt blive meget frustrerende, da de fleste skud kræver enorm præcision.

Dette er en annonce:
Golf Club Wasteland

Det hjælper heller ikke, at banerne ofte afsluttes med et putting system, der ikke er særligt imponerende. Nogle gange fløj bolden afsted, som om hullet var noget den for alt i verden ville undgå, mens den andre gange nærmest ikke rokkede sig ud af stedet - og det vel og mærke med nogenlunde samme kraft og et umiddelbart identisk underlag. Forhåbentlig får udvikleren rettet dette til i den endelig version, da det særligt på de meget lange baner, er ærgerligt at få ødelagt sin score på de afgørende slag. Jeg så også gerne, at de implementerede en hurtigere måde at genstarte baner på i de tilfælde, hvor du sender dine første 2-3 bolde på en ufrivillig dukkert.

Som det ser ud nu, er det svært at vurdere, hvorvidt Golf Club Wasteland har kurs mod greenen, bunkeren eller en sø fyldt med radioaktive krokodiller. Præsentationen er virkelig gennemført og ideen om at kombinere golf med platformelementer er bestemt ikke tosset. Men banedesignet skal blive bedre længere inde i spillet, og så må udvikleren også gerne få lidt mere styr på slagfysikken, der virker en anelse svær at blive klog på. Jeg tør derfor ikke spå om, hvor dette slag ender, men som det ofte er tilfældet med flyvende golfbolde, er det en god ide at holde øje med horisonten, når Golf Club Wasteland inden længe lander til PC og konsol.

Golf Club WastelandGolf Club WastelandGolf Club Wasteland

Relaterede tekster

1
Golf Club WastelandScore

Golf Club Wasteland

ANMELDELSE. Skrevet af Jakob Hansen

Vi har spillet os igennem ruinerne af vores civilisation et slag ad gangen.

0
Golf Club Wasteland

Golf Club Wasteland

PREVIEW. Skrevet af Jakob Hansen

Vi har prøvet det spændende indiespil, hvor du i det 22. århundrede spiller golf i ruinerne af vores ødelagte planet.



Indlæser mere indhold