Rainbow 6: Patriots

Det er ikke en sædvanlig dag på kontoret hos Ubisoft Montreal. En tydelig stemning af alvor og koncentration ligger som en dyne over al personalet, der tager sig i agt for ikke at sige andet end høflighedsfraser lige netop i dag. Samtidigt foregår der et betydeligt intensivt og sammensat arbejde bag de mange skriveborde på de mange gulve. Når så selve præsentationen går i gang, sker det med pomp og pragt. Nogle af de vigtigste damer og herrer i foretagendet har sat sig på hver sin side af en skærm, der viser nyhedsindslag fra ægte terrorhandlinger, og straks efter får jeg forklaret, at terrorisme ikke fungerer på samme måde længere. Rigtig terrorisme, altså, ikke virtuel.

"Truslen kommer indefra i disse dage, og når terrorismen og dermed antiterro udvikler sig, må vi udvikle os med den". Dermed kommer Rainbow 6: Patriots til at sætte fokus på et betydeligt stærkere manuskript end tidligere dele i serien, hvor figurer og dialog ærligt talt blev glemt, så snart de overordnede linjer var trukket op.

Belægget for dette ser vi med en gennemspilning af en demo, hvor der undervejs bliver stillet en række etiske problemstillinger op. Eller hvad man nu skal kalde den moralske suppedas, når en gruppe ekstremistiske patrioter kidnapper en almindelige mand og hans hustru og tvinger manden til at udføre en terrordåd med fruen som indsats, samtidigt med at Rainbow-styrken skal stoppe ham. Hvilken udvej er bedst? Hvordan løser man problemet når kram og dialog ikke er nok?

Et øjeblik forventer jeg næsten, at vi skal holde en psykologisk og samfundsaktuel debat med slagord som utilitarisme og multikulturel mangfoldighed. Diskussionerne udebliver dog, og i stedet tales der meget om de nymodens spilmekanikker, der skal fremme de rent fortællemæssige dele. Demoen starter nemlig set ud af den almindelige mands øjne. Han sidder i ro og mag og ser nyheder med sin kærlige hustru i nærheden, da det pludselig banker på døren.

Øjeblikket efter græder og skriger både han og konen, samtidigt med at et meget dramatisk hændelsesforløb udspiller sig, hvor patrioterne gør det så tydeligt som muligt at han er nødt til at sprænge sig selv i luften på en offentlig plads for at redde sin elskedes liv. I den efterfølgende sekvens kæmper manden sig langsomt over Brooklyn Bridge i New York iført en bombe og med et fast greb om udløseren - tilsyneladende stiv af skræk. Samtidig skydes uskyldige civile i baggrunden til døde, mens et stadigt eskalerende kaos gør sig både synligt og hørbart i baggrunden.

Da manden når et bestemt sted på broen, skimtes en gruppe sortklædte mænd oppe på en af broens betydelige tårne, og i det øjeblik skifter kameravinklen, fortællingen og det spiltekniske perspektiv til Rainbow-styrken. Klodsede, stavrende skridt viger pladsen for rolige, smidige bevægelser, der giver situationen en glimt af håb. Samtidigt ved Rainbow-styrken jo ikke noget om mandens hensigter. Det, de ser for enden af kikkertsigtet, er en mand med en bombe. Figuren, der spilles som, har ikke set hvad jeg har set, og hele hændelsesforløbet, ja hele begrebet konflikt, sættes i perspektiv.

Hvis du som spiller undlader at skyde manden med bomben og i stedet vælger at gå frem til manden, af den enkle årsag at en masse civile definitivt vil blive sårede af eksplosionen, indledes der en fase hvor bombemanden trygler for sit liv, samtidigt med at din overordnede presser dig for at kaste manden over rækværket og ned i vandet. Kaster du ham, eller venter du på at uret hurtigt og nådesløst tikker ned til nul? Valget er dit, og selvom dine beslutninger ikke får helt så drastiske følger som i et valgfrit moderne rollespil, er det i hvert fald nyskabende for genren.

Efter singleplayer-præsentationen er der en elefant i lokalet, og jeg sørger for at spørge Ubisoft hvad deres planer er for seriens taktiske indslag, når ledermæssige valg kan springes over ved bare at kigge mod en overflade, trykke på en knap og lade autopiloten afgøre hvad der er mest hensigtsmæssigt i lige netop denne situation. Tilsyneladende et passende spørgsmål, da den næste halve time bruges på en demonstration af den enorme mængde valg, man står over for i hver enkelt kampsituation.

Et rum med et gidsel og otte terrorister kan indtages og overvindes gennem en hurtig lokalisering af alle fjender i rummet, inden du afgør hvem af dem der er bevæbnede, og hvem der ser bange og forsvarsløse ud, ved hjælp af see-through-vision, for derefter at bestemme dig for hvem som bør tages ud først. Derefter kan man overveje hvilken indgang, der er bedst, placere en skytte der og en anden ved et vindue, for dernæst at afgøre hvem af dem, der skal skyde på hvem og hvornår.

Alt skal tilpasses i detaljer, og det hele fungerer som et udfordrende puzzle hvor snilde aftrækkerfingre og taktiske valg mødes i en giftig symbiose. Præcis som Rainbow skal være. Med en udgivelsesdato i 2013 har holdet rigeligt med tid til at færdiggøre det, der på forhånd ser ud til at være seriens - ikke genfødsel, men - anderledes familiemedlem.