Dansk
Gamereactor
previews
Tony Hawk's Pro Skater 1 + 2

Vi har skatet rundt i The Warehouse fra Tony Hawk's Pro Skater 1 + 2

Carl har suset rundt som Tony Hawk i den klassiske The Warehouse bane. Her er hans umiddelbare tanker.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Så snart den digitale udgave af Tony Hawk begynder at rulle ned af den lille asfaltbakke, der er i starten af det ikoniske The Warehouse-niveau fra Tony Hawk's Pro Skater-serien, bliver jeg ramt af en tanke; Du kunne lige så godt skyde nostalgi direkte ind i mine blodårer.

Jeg sidder med en meget begrænset demo af Tony Hawk's Pro Skater 1+2. Det kommende remake af de to første spil i Tony Hawk's Pro Skater-serien. Demoen lader mig - i omgange af to minutter - køre rundt i The Warehouse banen som den legendariske skateboarder Tony Hawk. Min venstre tommelfinger søger per refleks væk fra dens vante plads på styrepinden og over på d-padet, der i løbet af de sidste par årtier har måtte tage en sekundærrolle på controlleren. Jeg bliver hensat til en tid, hvor jeg kunne tyndslide en demo-cd ved at spille det samme niveau om og om igen. En tid, hvor din harddisk ikke var fyldt op med spil, du ikke engang er gået i gang med. Især var det Tony Hawk's Pro Skater demoen, der fik mine tommelfingre til at føles som om, at jeg havde smadret dem op og ned af griptapen på Tonys skateboard.

Tony Hawk's Pro Skater 1 + 2
Tony Hawk's Pro Skater 1 + 2
Dette er en annonce:

Nu sidder jeg med remake-versionen, og lige pludselig er jeg hensat til at være 12 år og køre rundt i den lille bitte lagerhal, hvor jeg prøver at slå min egen high-score og finde hemmelige dele af banen. Det er egentligt det vigtigste, jeg kan sige om min lille smagsprøve på det kommende Remake af Tony Hawk's Pro Skater 1 + 2; Det føles som og ligner, fuldstændig THPS, som det ser ud og føles i min hukommelse, selvom grafikken selvfølgelig har taget nogle alvorlige kvantespring. Så dem der ser frem til et kærkomment gensyn med en gammel, gammel ven, kan helt sikkert se frem til den kommende remake. For ud fra det meget lille udsnit jeg har set, er alting som det plejer, bare tilsat et udsende, som matcher tidens standarder.

Kan det så mærkes, at der er tale om et remake af to spil, der efterhånden har tyve år på bagen. Både og. Det arkade-agtige gameplay, hvor du med forholdsvist simple midler skal prøve at strikke den bedste serie sammen af forskellige tricks, flips, grinds etc., er stadigvæk ganske tilfredsstillende. Selvom det egentlig ikke ligner rigtig skateboarding, så er det bare vildt fedt, at ride på en bølge af veludførte combo'er, mens du prøver at holde balancen, differentiere dine tricks og ramme den helt rigtige fart og rytme. Samtidig sidder jeg lidt med en følelse af, at det hele ret hurtigt kan komme til at køre i alvorlig tomgang.

Tony Hawk's Pro Skater 1 + 2
Tony Hawk's Pro Skater 1 + 2
Dette er en annonce:

Det kan skyldes at demoen er begrænset til at spille som Tony Hawk i The Warehouse banen, der - på trods af dens ikoniske status - er meget lille og langt fra er blandt det bedste banedesign fra de to først spil. Det er stadigvæk sjovt at finde alle de små hemmeligheder, men det føles næsten klaustrofobisk at køre rundt i ring i den lille skatepark.

Da jeg var yngre, nød jeg at udforske alle de små afkroge på et meget afgrænset område, men som jeg sidder nu og egentlig ser frem til det kommende remake, frygter jeg også lidt, at banerne bliver for små, at gameplayet bliver for ensformigt. At det bliver den type spil, du sætter på, bare for at sige: "er det ikke sjovt? det er fuldstændig ligesom i gamle dage". Men også hurtigt ryger i glemmebogen igen, når nostalgiens rus har lagt sig.

Jeg håber, at de har ville noget mere med dette remake. Jeg håber, at den behagelige følelse af genkendelse bliver udfordret af noget nyt, spændende og uvant. For selvom jeg stadigvæk kan nyde at strikke tricks sammen, mens det velkuraterede soundtrack opfordrer mig til at flyve mod nye højder, så kan jeg frygte af alderen vil kunne mærkes, selvom den bestemt ikke kan ses.

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold