Vi har spillet de første timer af Paper Mario: The Origami King

I det mærkeligste år, dette århundrede indtil videre har budt på, er spil som Paper Mario: The Origami King poppet op ud af det blå, og spillere får mere at vide om dem via nye og anderledes måder. Dette spil blev for eksempel afsløret for et par måneder siden midt i den strikse nedlukning, som Covid-19 forårsagede, og det resulterede i en pludselig trailer på et spil, der så mere eller mindre færdigskabt ud, men så var der intet E3, ingen ordentlig præsentation, og ingen Hands-On-events. Og nu, en uge inden udgivelsen, kan jeg endelig få lov til at fortælle jer lidt mere om min tid med spillet.

Dog, taget omstændighederne i betragtning, er jeg nødt til at påpege, at kommunikationen omkring spillet har været rimelig detaljeret, med presseudsendelser, nyhedsopdateringer og videoer om spillet, der fortæller os meget mere, end vi normalt ville have fået at vide på den samme mængde tid. Med det in mente, og med udgivelsen og vores endelige anmeldelse af Paper Mario: The Origami King nært forestående, havde jeg lyst til at røbe lidt af mine indtryk efter at have brugt et par timer med eventyret.

Hvad vi elsker ved Paper Mario: The Origami King

Det føles skønt

Vi har set flere farverige eventyr baseret på papir og andre håndværksmaterialer gennem årene (særligt i de sidste to årtier med titler som Tearaway, Yoshi's Crafted World, LittleBigPlanet eller Kirby's Epic Yarn, blandt andre), men du kan tydeligt se, at dette er den sjette (!) installation i Intelligent Systems-serien. Spillet føles fantastisk fra begyndelsen, hvor det kombinerer 2D- og 3D-grafik med smukke stop-motion-agtige karakterer og miljømæssige effekter (og en tilfredsstillende controllerrespons, inklusiv fede motion-control-sektioner). Jeg kan sige, at det fremstår ret unikt på trods af den gamle formular, og enhver handling, uanset hvor simpel eller irrelevant, den er, fungerer som den bør inde i denne verden - lige fra at slå et eller andet element med din hammer til at befri en karakter fra en omgang klister. Og jeg er også glad for måden, hvorpå de traditionelle 2D-skårede karakterer passer ind i 3D-verdenerne, de nye origami-besættere samt de større papmachéfjender.

En stor interaktiv verden

Heldigvis er vi i stand til at glemme alt om lineariteten og/eller simpliciteten fra nogle af de seneste Paper Mario-spil, eftersom dette virker som en ekspansiv verden at udforske, fyldt med små detaljer og gemte hemmeligheder. Stor betyder ikke tom, idet hver en sektion er proppet med små ting at lave, fra at samle genstande til improviserede minispil, fjollede miljø-gimmicks, hul at lappe med konfetti, og mange andre aktiviteter til at fastholde interessen.

Komediekongen

Manuskriptet i de første par timer er simpelthen bare brillant, og jeg håber, det bevarer den kvalitet gennem hele eventyret, da det sandsynligvis er det bedste element ved spillet indtil videre. Både børn og voksne vil få et smil på læben (med de jævnlige grinebider-momenter) takket være dialogen og den konstante strøm af latterlige og fanelskende situationer. Det har altid skilt sig ud fra de normale Mario-platformspil. Det er en varemærkehumorstil, som jeg er helt pjattet med. En Goomba, der er Marios største fan, eller mumlen fra den foldede Bowser er mine favoritter indtil videre.

Et lovende kampsystem

Mens det bibeholder den overordnede forbindelse til spillets rod for at imødekomme de gamle og trofaste fans efter et par omveje på de seneste platforme, anvender Intelligent Systems deres velkendte strategiekspertise (Fire Emblem, Advance Wars) til at introducere et fuldstændig genskabt kampsystem. Studiet virker nervøs for, at spillere ikke bliver fanget med det samme, eftersom de nye mekanikker holdes simple og meget håndfaste i begyndelsen, men jeg synes godt om den koncentrerede slagmarkidé, der ændrer på, hvordan de forskellige angreb og ting influerer på fjender baseret på deres positionering. Jeg vil dog gerne se, hvordan dette udvikler sig med hensyn til dybde og taktik hen mod spillets slutning.

Et par bekymringer omkring Paper Mario: The Origami King

Dybde og progression

Dette sidste positive element tager os til en af de ting, vi er i tvivl om: Vil The Origami King levere i forhold til RPG-systemerne? Selvfølgelig, vi ved alle, at denne serie har en munter tilgang, som normalt gør det til et perfekt startsted for RPG-nybegyndere, men med manglen på Level-system og mærkbar karakterprogression frygter jeg, at vi muligvis misser alle disse afhængighedsskabende kendetegn fra genren efter et stykke tid - særligt hvis kampsystemet bliver repetitivt. Vil en stigende udfordring måske gøre op for det? Det skal jeg fortælle dig, når først jeg har gennemført spillet.

Forsøget på at holde tempoet

På trods af at verdenen er fyldt med små aktiviteter, samlegenstande, hemmeligheder og fabelagtig dialog, fandt jeg dog et par sektioner, der ikke formåede at bevare pacingen, og det sker ligeledes, når du skal entrere indendørsområder eller skifte miljø ofte, idet loading-skærmen bryder lidt med indlevelsen.

Så med det, før jeg indleverer min endelige bedømmelse, vil jeg sige, at Paper Mario: The Origami King virker som et hysterisk sjovt, dynamisk og idéfyldt eventyr. Ud fra hvad jeg har set indtil videre, er det nødt til både at holde rytmen og de forskellige systemer i gang på en balanceret måde for at sikre, at det ikke ender med at blive lige så papirstyndt som sine forgængere. Men hvis de kan nå i mål med dét, tror jeg, at både fans og nyankomne vil kunne lide denne nye komediekonge.