Resident Evil: Revelations

Resident Evil-forfatterne kunne uden problemer trække sig tilbage og tjene gode penge ved at bruge resten af deres liv på at rådgive tv-serier om, hvordan man forlænger sine historier langt udover sidste salgsdato.

Capcoms gyserserie har femten år på bagen nu, og lider under det samme pre-klimaks-stress som lange tv-serier - hvordan afslutter man historien på en måde, der stiller publikum tilfredse? Men de har fundet en vej rundt om problemet: man lader være.

Der er plotlinjer, der strækker sig som tentakler over hele serien, og det har taget over et årti at nå til forløsningen på én af dem, der startede helt tilbage i 1995. Der så vi den forræderiske Wester lave en Gollum i bunden af en vulkan i Resident Evil 5 fra 2009.

Og hvis Revelations forbereder lanceringen af et nyt utal af plottråde, der vil strække sig langt ind i de kommende år, så er der i det mindste nogen, der vil glæde sig over udførslen. For Resident Evils gameplay er vendt tilbage til rødderne, med det langsomme rædselstempo og ammunitionshamstringen fra det oprindelige spil.

Hands-on-demoen byder på en solid klump gameplay, der er væsentligt længere end det frustrerende korte glimt, vi fik i Mercenaries 3D, og det er en saftig smagsprøve på, hvad vi kan vente os.

Vi udforsker adskillige rum - spisestuer, soveværelser, biblioteker - der bringer klare minder frem om Spencer-herskabsvillaen, men snart viser det sig, at de i virkeligheden er omhyggeligt polstrede beboelsesrum i et enormt shipping-fartøj. Vi kortslutter en sikkerhedslås med touch-skærmen. Skælver mens grimme mutanter springer ud fra skabe og smadrer gennem udstillingsmontrer, og bander da vi hører klikket fra vores nu tomme pistol.

Kugler er en mangelvare. Da vi når til slutningen af demoen har vi anskaffet et haglgevær udover den almindelige pistol, men angriberne - grå mutanter med enten enorme kløer eller opsvulmede kroppe på randen af at sprække - suger kuglerne til sig som svampe. Selvom man kan bruge iron sights og dermed skifte kameraet til førsteperson, hvilket både skruer op for spændingen og hjælper en med at sigte, er det bedst at gemme sin ammunition til de kampe, man ikke kan undgå. Du er ikke længere det omvandrende våbenskab, du var i Resident Evil 5.

Y-knappen bruges til at skyde, og andre items kan aktiveres med X-knappen. Skærmen viser når du kan åbne døre, og genstande, der kan samles op, afgiver et tydeligt lys. Vi vil ikke savne de tider, hvor vi hamrede løs på en knap mens vi gnubbede os op af alle møbler i håb om at finde skjulte skatte.

Der er puzzles, i den udstrækning at man kan kalde Resident Evils "find genstand A, interager med genstand B"-mekanik puzzles. De er måske simple, men serien har gjort sig fortjent til at bruge dem rundhåndet, da de er en lige så stor del af dens karakter som de stavrende udøde. Efter at være vågnet i et soveværelse i starten, styrer vi Jill ud på badeværelset, hvor vi skyller vandet i badekaret ud og finder en skruetrækker, der bruges til at fjerne låget over den sikkerhedslås, der holder os indespærret i værelset.

Her får vi lov at brydes med et puzzle på touch-skærmen, hvor vi skal rykke rundt på ledninger og tænde en række kontakter i den korrekte rækkefølge. Det er et kort og ikke videre originalt afbræk, men et der går fint i spænd med seriens tidligere udfordringer til de små grå.

Man kan stadig lave den gode gamle 180-graders vending, så man hurtigt kan undslippe, mens touch-skærmen kan bruges til at dreje kameraet rundt ved at stryge sin finger henover den. Det udnytter vi, da vi træder ind i en stor spisesal, hvor disen flyder mellem bordene, og en stor vindeltrappe rejser sig op fra midten af rummet til førstesalen.

Det giver os en chance for at værdsætte grafikken. Og selvom vi bemærker et par skarpe kanter på Jill-modellen, er det ikke værre end det vi så i Mercenaries, og dette spil har angiveligt et års udvikling mere foran sig.

På den anden side er selve salen betagende. Gaslamper kaster et gult skær over rummet, og vi lader flere gange kameraet glide henover detaljerne i opdækningen på bordene og de mange malerier på væggene.

Så snart vi vælger en tilfældig dør, vender skibet desværre tilbage til sine kedelige grå farver, og al maskerade forsvinder. Loading-tiden er så lang, at vi må formode vi er sprunget videre til en senere del af spillet af demo-hensyn, og støder ind i Chris Redfield version 2.0, en pumpet våbenelsker med lidt mave kaldet Parker, der lader til at være Jills nye partner på denne mission.

Han beder os følge ham, og vi halser afsted, mens han stormer gennem døre og gange mod broen, og dukker op som en rød prik på kortet på nederste skærm når han slipper ud af syne.

Da vi træder ind på broen starter en flot cut-scene op, hvor de to kigger ud af vinduet og ser båden, de ankom i, eksplodere i det turbulente hav. Jill og Parker bliver angrebet, og Valentine bliver grebet og brugt som skjold af en soldat med baret, hvis detaljerede figurmodel antyder at han er en vigtig spiller i historien. Der er et kort øjeblik af genkendelse mellem ham og Parker, før den fremmede affyrer et skud - og skærmen bliver sort.

Vi er grundigt imponerede over det vi har spillet, til dels på grund af temposkiftet i forhold til de senere og mere action-prægede spil i serien. Fjenderne tog ikke vejret fra os med hverken design eller angrebsmønstre, men vi er klar over at vi stadig er tidligt i spillets udvikling, og at Capcom næppe vil ødelægge nogen overraskelser lige nu.

At begrænse udbuddet af ammunition i denne grad bringer noget tilbage til Resident Evil som vi troede var tabt for evigt: hjælpeløs skræk. Hvis resten af spillet fortsætter i den stil, vi har set i dag, så har vi grundlaget for et Resident Evil af den bedste slags, og vi vil stadig være glade hvis denne fortælling blot er prolog til fem nye år med uforløste plotlinjer.