Luigi's Mansion 2

Det første Luigi's Mansion var en hæderlig lanceringstitel til GameCube, der fik en hård medfart fordi det ikke var det "sande" Mario-spil som spillerne gerne ville se. Ikke desto mindre fik det god kritik - Nintendo-magien var stadig til stede - og fortjente sin plads som fornøjeligt kuriosum, og sluttede sig til den samling af selskabets andre afstikkere, der aldrig blev set igen uden for retro-artikler.

Efter en enormt underholdende femten minutter lang demo af efterfølgeren, som ingen havde regnet med at se, har man på fornemmelsen at serien var ti år og to platforme for tidligt på den. Med 3DS har Luigi's Mansion endelig fundet sit rette hjem.

Det beholder formularen fra originalen - en støvsugerbærende Luigi træder ind i en hjemsøgt herskabsvilla for at eksorcere spøgelser på Nintendo-venlig vis - men nyder godt af 3D-aspektet, der fremhæver de mindre detaljer i hvert af de nøje udformede rum, og af måden man indtager det på. For det er bygget til kortere sessioner, og derfor passer Marios bros eventyr perfekt til den håndholdte. Nintendo lover også, at have rettet op på en af forgængerens mest alvorlige mangler, da der nu er adskillige villaer at udforske.

Hver af dem fungerer som en slags dungeon - som Zelda krydset med Resident Evil. De forskellige rum indeholder guld, spøgelser eller nøgler i skiftende antal, og deres kompleksitet og sværhedsgrad stiger, jo længere ind du kommer.

Den grundlæggende mekanik er gemmeleg. Hvert rum har en bunke spøgelser der skal fanges, men først skal de lokkes frem fra deres gemmesteder.

Altså må man udforske for at finde dem. Men det behøver ikke tage så frygtelig lang tid - spøgelserne kan lide at hoppe frem og skræmme en, selvom de forsvinder straks efter. Men de vandrer stadig stadig rundt i lokalet, og slår ud når du er i nærheden. Et tryk på A tænder din lommelygte, som du kan bruge til at finde omridset af spøgelser i nærheden. Holder du herefter knappen nede, lader du et angreb op, der lammer alle udøde i nærheden. Og så kan du fange dem støvsugeren.

Her bliver spillet til en blanding af rodeo og fiskeudfordring. Enhver, der har prøvet at fange Hyrules mest eftertragtede fisk i Ocaria of Time er i velkendt land her. Hvert spøgelse har et tal over deres hoved, og jo højere tal, des mægtigere en poltergeist er de. Det er en nedtælling til hvor længe du skal lege tovtrækning, indtil den plasmiske rædsel er så udmattet, at du kan suge ham ned i din rygsæk.

Selv uden rumble føler man sig kvæstet efter de større slag - snart kæmper du mod spøgelser, der er stærke nok til at trække dig rundt i rummet, og ethvert sammenstød med møbler betyder en tidlig afslutning på kampen. Der er et tidsbaseret chok, der kan knægte spøgelserne mens du har dem i din vold, hvor en knap blinker på skærmen et kort øjeblik, og i de senere kampe er det helt afgørende for om du fastholder eller taber dit bytte. Du kommer hurtigt til at stå over for flere spøgelser ad gangen, så du til tider må lade dig taktisk trække henover gulvet, så du undgår angreb fra en anden ånd i lokalet.

I sin forrige inkarnation var det essentielt med to sticks - en til at styre Luigis bevægelser, så man både kunne trække og give sig i brydekampene, og den anden til at styre støvsugeren - og med det in mente er manglen på den ekstra stick flot håndteret gennem brug af maskinens gyro-sensor.

Skulderknapperne bruges til at styre, om maskinen skal suge eller puste, og man kan justere vinklen ved at løfte 3DS'en op og ned - der er også mulighed for at bruge X- og Y-knapperne, men de føles ikke helt så responsive sammenlignet med gyroens raffinerende bevægelser.

B bruges til at løbe, og den bliver helt naturlig at bruge, eftersom Luigi føles overraskende tung og langsom når han går. Man føler en vis trang til at holde en finger på knappen, men så går man glip af de fantastiske animationer, når han går, da han automatisk dukker sig, lister af frygt og råber af skræk - det her er måske den mest udtryksfulde figur, vi nogensinde har set i overalls.

Måske skal vi grave vores gamle eksemplar af GameCube-spillet frem for at sammenligne, men Luigi's Mansion 2's visuelle side stråler virkelig på 3DS. Den øverste skærm er skarp og sprød, og lyset, hvadend det bruges til dramatiske effekter som lyn, der kaster gale skygger, eller bare den bløde glød fra et stearinlys, tilføjer en flot atmosfære i de detaljerede gange og værelser, der måske giver os en antydning af hvordan Mario kan komme til at se ud i HD. Den eneste skuffelse er den nederste skærm, der er reserveret til de sædvanlige menuer og kort.

Det eneste problem vi kan se i øjeblikket, bortset fra det evige problem med 3D-effekten, når man bevæger konsollen (hvilket vedrører alle spil), er variation. Ganske vist har vi kun prøvet det i femten minutter, men hvis man spiller det i længere stræk, frem for små korte, kunne det godt blive for ensformigt, hvis der ikke er andet at give sig i kast med en spøgelsesjagt.

På den anden side, så er det jo Nintendo. Firmaet har talent for at få det bedste ud af deres hardware, og har ikke givet os megen grund til at betvivle deres kvalitetsstempel, når det kommer til deres egne spil. Vores tid med Luigi's Mansion 2 var særdeles fornøjelig, og forhåbentlig bliver vores tiltro belønnet i sidste ende.