Journey

Solen står op bag en stor smuk sandklit. En ensom skikkelse traver gennem sandet. Skikkelsen slæber sig op til toppen af en sandklit, hvor han stopper og kigger ud over en glohed ørken. Ude i horisonten kan man skimte en lysende pyramide, mens der ligger gravstenslignende genstande spredt ud over området foran skikkelsen. Uden at sige en lyd begiver skikkelsen sig ind i mellem havet af gravstene.

Sådan starter betaen af Journey, der netop er kommet til Europa. Journey er det tredje PSN-spil fra amerikanske Thatgamecompany. De har før leveret spillene flOw og Flower, spil som er visuelt smukke og inspirerende, men ikke særlig lange eller krævende.

Journey er thatgamecompanys forsøg på at tage det hele et skridt videre. At blande kunst og spil sammen på en ny måde. Et forsøg på at indrage spilleren i en smuk verden uden våben, larm og krig, som vi ellers er vant til fra spil i dag. Er det lykkedes? Skal man vurdere ud fra denne beta, er svaret et rungende "ja!", men hvis du vil vide hvorfor, så læs endelig videre.

Når man første gang overtager styringen af sin figur, rammes man af en mærkelig følelse. Hvad skal man? Det står ikke klart, og det bliver heller ikke forklaret. Man styrer bare sin kappeklædte figur op af en klit, indtil man står ved tre af de gravstenslignende genstande. Langt ude i det fjerne kan man spejde en stor pyramide med en lysende stråle i toppen, og begynder instinktivt at styre mod den.

Lige som man styrede pollen rundt i Thatgamecompanys tidligere spil Flower ved hjælp af sixaxis-funktionen, styrer man kameraet i Journey ved at vippe sin controller til højre og venstre. Ens figur styres med højre styrepind, og med X-knappen kan man hoppe, mens man med firkant kan nynne en tone. Der bruges ikke andre knapper i spillet, men der behøves heller ikke flere.

I starten kan man kun bevæge sig rundt i ørkenen ved at gå. Når man skal op af bakker, går det ganske langsomt, men når man først har nået toppen kan man nærmest surfe ned af den anden side. Efter kort tid finder man et lysende tørklæde, der giver en evnen til at flyve i kort tid. Tørklædet bruger hurtigt sin genopladelige magi, men på sin vej finder man flere af dem, der forlænger tiden man kan flyve i.

Tørklæder er faktisk et gennemgående tema. Små flyvende tørklæder genoplader øjeblikkelig ens flyvemagi, og synger man for dem, giver de et ekstra løft, så man midlertidigt kan flyve endnu højere. På den måde kan man komme op på nogle af de højeste platforme. Et andet sted i en af betaens tre små sektioner, skal man bygge broer af store tørklæder.

Andre steder skal man find vej gennem ørkenen og følge en masse flyvende tæpper. Hver sektion ender med, at man møder en stor hvid skikkelse, som ved hjælp af tegninger fortæller en historie. Når denne historie er fortalt, belønnes man med et broderi på ens kappe, og døren til næste sektion åbnes.

Spillet indeholder også en meget speciel co-op funktion. Det afgøres simpelthen rent tilfældigt, om man spiller alene eller med en partner. Jeg spillede tre gange igennem betaen uden at møde nogen andre spillere, men fjerde gang mødte jeg pludselig en anden spiller. Langt ude i horisonten så jeg en ensom skikkelse komme mod mig. Vi mødtes, og en mærkelig kemi opstod. Man kan ikke kommunikere med den anden spiller på normal vis. Det eneste man kan er at synge korte og lange toner til hinanden. Derfor lærer man hurtigt at kommunikere på anden vis, og efter kort tid fløj vi rundt i den smukke ørken sammen og sang lystigt til hinanden, som to forårskåde spurve i skoven. Vores veje skiltes dog, da han valgte at gå en anden vej end jeg. Det var et sørgeligt øjeblik, hvor jeg bare stod og kiggede ud i horisonten, og kunne se ham blive mindre og mindre, indtil han forsvandt. Jeg mødte aldrig nogen anden spiller igen.

Journey er et spil, der er svært at forklare. Det er ikke som noget andet spil jeg har spillet før, det er en oplevelse ud over det sædvanlige. Det minder om spil fra Team ICO, i og med det giver spilleren en følelse i kroppen, der er svær at sætte ord på.

Det har selvfølgelig noget med den vidunderlige grafik at gøre. Det er som at kigge på et decideret kunstværk, når man bevæger sin figur gennem ørkenen. En ørken hvor sandkorn hvirvles rundt af vinde, hvor sandet nogle steder render som vandfald og hvor gamle ruiner gemmer på skjulte hemmeligheder. Det er ganske enkelt smukt. Animationerne, farverne, landskabet løber sammen til en højere enhed, der gør, at man hurtigt glemmer det er et spil, man sidder med.

Det underbygges af en herligt underspillet lydside. Lidt vindpust hist og her, den sagte lyd af rislende sand og lyden af stof som blafrer i vinden. Samtidigt hjælper lyden en på rette vej med sin musik - smukke melodier flyder ud af højtalerne, når man nærmer sig vigtige steder eller løser en gåde.

Journeys audiovisuelle sider gør, at spillet bliver en helt særlig oplevelse. Da jeg havde gennemført den korte beta, sad jeg med en fantastisk følelse i kroppen, som jeg ikke har oplevet siden jeg spillede Shadow of the Colossus på PS2 for første gang.

Ved anden gennemspilning var oplevelsen noget anderledes. Det var stadig flot og rørende, men nu kunne jeg se, at spillet er mere simpelt end man i første omgang tror. Faktisk er ørkenen bare en illusion, da man kun opholder sig i små afgrænsede områder, hvor man skal løse en række gåder. Bevæger man sig mod kanten af disse områder, mødes man af vindpust, der blæser en tilbage. Så selv om man sidder med indtrykket af, at man bevæger sig rundt i en uendelig stor ørken, har man kun et begrænset område at boltre sig på.

Jeg skal ærligt krybe til korset og indrømme, at før jeg prøvede denne beta, havde jeg ikke skænket Journey mere end ti sekunders opmærksomhed. Men det har fuldstændig ændret sig nu - jeg hungrer efter mere, jeg vil finde ud af hvad meningen med spillet er, hvad pyramiden er, og om det rent faktisk er gravstene, der står i ørkenen. Jeg vil have mere Journey!