Dansk
Gamereactor
previews
Desperados III

Vi har prøvet kræfter med Desperados III

Spillet ankommer først senere på året, men Claus har allerede prøvet et lille udpluk af den samlede oplevelse.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Jeg kan huske at der var en hel bestemt spilserie i 90'erne, som jeg ikke kunne finde ud af, eller havde tålmodighed til at spille. Det var den spilserie der hedder Commandos, og det var et isometrisk strategispil, hvor man styrede små kommandosoldater rundt i relativt store baner for at udføre missioner mod nasisterne. Jeg synes det var evigt fascinerende, men hver eneste gang jeg prøvede et af dem, så gik det mindre godt, så serien blev skubbet til et mørkt hjørne af min bevidsthed indtil en dag, hvor jeg fik mere tålmodighed end en femårig, der venter på at måtte åbne julegaverne. I starten af 00'erne kom der så en western-inspireret udgave af Commandos, som hed Desperados, og nu hvor THQ Nordic har opkøbt diverse spilserier, så er det for første gang i 11 år tid til en ny omgang cowboy-action. Jeg har derfor fået lov til at spille nogle udvalgte missioner i det nye Desperado III, som er udviklet af Mimimi Productions, og udgivet af THQ Nordic, og det skulle, efter en kort forsinkelse, komme i april måned. Så lad os kigge på hvad det "wilde westen", og dets Desperados har at byde på.

Inden jeg går i gang med historien, vil jeg lige nævne at Mimimi Production har givet mig ret specifikt besked på, hvad jeg må og ikke må snakke om, da de ikke vil spoile historien, så derfor vil jeg kun vagt nævne den narrative dimension i de sidste par missioner, og mere detaljeret snakke om de første. Du ved, af ren og skær frygt for at bryde en NDA.

Desperados III starter med en begyndermission, hvor man lærer spillet at kende. Her spiller man en ung version af John Cooper, som man senere styrer som voksen. Johns far er ved at lære fra sig, så man kan lære at overleve på den støvede prærie. Man skal lære at lokke ens modstandere i fælder, og snige sig rundt om dem, hvis man har lyst til det. Efter man har sneget sig forbi, eller har nakket de cowboys, som at føler de absolut skal være forhindringer, vil Cooper vise sin far at han er klar til at klare sig selv, ved at kaste med knive, hvilket ikke går så godt. I den næste mission er man så blevet voksen, og skal bevæge sig op langs et kapret tog for at befri de fra forskellige Banditter. Her møder man dusørjægeren Doc McCoy, som også har sine metoder til at udtynde fjenderne. Faktisk møder man undervejs fem kumpaner, som man kommer til at arbejde sammen med. Ovennævnte Doc McCoy, den smukke Kate, som er meget mere end bare et smukt ansigt, Hector, som er en bjørn af en mand, og hans bjørnefælde Bianca, og sidst men ikke mindst Isabelle, en voodoo-præstinde, som viser sig at være utrolig farlig med hendes voodoo-magievner. Igennem missionerne skal man så løse forskellige opgaver for de fem "Desperadoer", mens der er en løbende hovedhistorie for hele banden, der foregår samtidig. Det fungerer ret godt, og man lærer igennem missionerne de fem at kende, da de løbende har små samtaler med hinanden, og om hinanden. Man kunne dog fornemme, at disse blev afspillet alt efter hvor i banen ens karakter befandt sig, så bevægede man sig for langt frem, ville samtalen pludseligt begynde, uden nogen form for kontekst til hvad der skete omkring ens helte. Det var meget underligt, men det er en beta, så mon ikke det ændrer sig? Man har lov til at håbe, for det tog en totalt ud af historien, og den ellers så fede western-stemning.

Dette er en annonce:

Jeg havde adgang til cirka syv missioner, hvis man tæller den første indlæringsmission, og disse udspillede sig i alt fra den klassiske western-by og den store ranch, til sydstaternes sumpe. Så man kommer langt omkring i historien, og denne afveksling gør spillet godt, da prærien godt kan blive lidt ensformig i længden.

Spillet er i princippet et isometrisk strategispil, og kender man Commandos og de andre Desperado-spil, så vil det hele være genkendeligt. Man navigerer karaktererne rundt med højre museknap, og udfører handlinger med den venstre. Det gav mig tit lidt bøvl, da man også markerer og vælger karaktererne med den højre knap, hvilket er modsat mange andre spil i genren, men man kan heldigvis selv indstille dette, så man ikke løber med hovedet under armen ind i synsfeltet på de mange banditter, som har bestemt sig at stå i vejen for ens Desperadoer. Det er generelt en dårlig ide banditterne har fået der, for alle ens karakterer specialiserer sig i at snigmyrde på den mest effektive og stille måde man kan forestille sig. Hver karakter har evner som gør de fem til rene dræbermaskiner. Cooper er mester med en kniv, som han både kan kaste og snigmyrde med. Han har desuden en mønt, som han kan kaste for at få banditterne til at kigge væk. Fjenderne har nemlig et synsfelt, som man hele tiden skal undgå, for bliver man set, ringer alarmerne, og andre banditter kommer rendende til. Det ønsker man ikke, for selvom heltene har våben til almindelig kamp, er de kun to til tre på samme område, og man løbe hurtigt tør for ammunition. Det er hvad der adskiller Desperadoes III fra andre isometriske strategititler som Xcom: Enemy Unknown - her er målet at forblive stort set uset. Kamp er faktisk noget du bør undgå.

Derfor skal man hele vejen igennem være varsom, og udtænke næste træk baseret på heltenes evner. Doc McCoy, for eksempel, er en god snigskytte, og har en lægetaske der kan blænde fjenderne. Kate kan ikke slå ihjel, men hun kan flirte med fjenderne, og kaste deodorant i hovedet på dem hvis det ikke virker (ja, jeg krummede også lidt tæer over det). Hector er bumstærk, og er, som den eneste, stærk nok til at besejre de hårdføre "trenchcoat-banditter". Derudover har han bjørnefælden Bianca, som man løbe om hjørner med fordi... fordi hun er en bjørn jo. Sidst men ikke mindst har vi Isabelle, som har de mest "overnaturlige" evner. Hun kan overtage fjenderne, og få dem til at gøre det hun ønsker, og det er normalt ikke søde ting, hun har på sinde. Hun kan desuden skyde en giftpil i halsen på to af fjenderne, som gør at når hun dræber den ene, så dør makkeren også. Det er lidt fedt at se hende nakke en bandit, for at se den anden bare falde om i den anden ende af kortet. Det betyder dog også man skal passe på, for banditterne bliver lidt mistænksomme, når en af deres egne bare falder om i en blodig pøl lige foran dem, hvilket er sjovt nok egentlig. Alle disse evner skal man finde en synergi imellem, så man ved hjælp fra dem klarer den ene umulige situation efter den anden, og det er ganske underholdende og vanedannende. Desværre rendte jeg ind i fejl i den sidste mission, som jeg havde fået adgang til, som gjorde at jeg ikke kunne færdiggøre banen. Det var ret træls, som vi siger herovre i Jylland, men det skal ikke tage fra en ellers god oplevelse.

Musikken og grafikken er nemlig med til at skabe en virkelig fed spaghettiwestern-stemning, som gør at man virkelig føler sig hensat til de uendelige prærier og de klamme og ildelugtende sumpe.

Dette er en annonce:

Jeg glæder mig til at styre de fem protagonister i den fulde version, som eftersigende skulle komme i april engang, for Clint Eastwood har ikke lavet western-film i evigheder, så må jeg jo lave min egen western-oplevelse, og det er lige hvad jeg har lyst til. (Lyden af et spytklat der ramme spytbakken i den lokale saloon)

HQ

Relaterede tekster

Desperados IIIScore

Desperados III

ANMELDELSE. Skrevet af Anders Fischer

Desperados-serien er tilbage, og den er tilbage med et brag. Anders har kigget nærmere på det tredje kapitel.



Indlæser mere indhold