Warcraft III: Reforged - De første indtryk

Efter længere tids radiotavshed og en 2019-udgivelse der aldrig blev, er Warcraft 3: Reforged endelig landet på de digitale spilhylder. Ligesom mange andre, så har jeg haft adgang til visse dele af spillet siden sidste uge. Nærmere betegnet Versus-delen, hvor man automatisk bliver parret op mod andre blodtørstige strateger, og Custom-modulet, hvor spilmodifikationer som Wintermaul, Hero Line Wars og andre gamle travere allerede er genopstået fra de døde. I går blev der så låst op for den del af spillet som jeg selv har savnet mest: kampagnen - med Thrall, Arthas og de andre ikoniske karakterer, hvis dramatiske sammenstød fortsat udgør fundamentet for Blizzards fantasyunivers.

Jeg har tit haft lyst til at vende tilbage til Warcraft 3, men rørte det nærmest ikke i løbet af det forgange årti. Det var stort på efterskolen, men her havde spillet næsten gennemgået så mange mutationer, at det i højere grad tjente som Dota- og Warlock-platform, end som strategispil og rollespilseventyr. Og selvom det ikke altid huede mig, så var det et stærkt vidnesbyrd om spillets overlevelseskraft: Warcraft 3 har alle dage været et fleksibelt, næsten hypermobilt bæst af kimæriske proportioner. Med næsten tyve år på bagen har spillet betydet mange forskellige ting - for mange forskellige mennesker.

Hvordan sikrer man samme åbenhed, samme fleksibilitet i en genudgivelse anno 2020? Der er løbet meget vand under broen siden 2002 og kun sjældent ser man nye udgivelser med samme konfigurationsfrihed som det oprindelige Warcraft 3. Skal man tro Blizzard, så er der blevet lyttet til fans siden restaureringen af det hæderlige, men langtfra lige så populære Starcraft. Renovationen af Warcraft virker i hvert fald mindre invasiv, mindre ambitiøs, på godt og ondt. Det har givetvis været et mandat ikke at pille ved spillet mere end højst nødvendigt.

Og det er vel også en sympatisk tilgang, så længe grundspillet så faktisk er blevet genudgivet på anstændig vis, i god behold, uden større fejl og mangler. Ved første øjekast ligner spillet da også sig selv. Titelskærmen, med den dynamiske baggrund og de store blå ikoner formår hurtigt at frembringe minder fra gamle dage. I højre side er der dog blevet tilføjet en semitransparent chatboks. Formålet er at kunne chatte på tværs, ikke kun af interne spilsessioner, men også af andre Blizzard-spil. Tanken er god nok, men tilstedeværelsen af et halvgennemsigtigt chatvindue ovenpå spillets menuer virker en smule distraherende - og så bidrager det til listen over mærkelige billedknaster og usammenhængende ikoner som jeg allerede nu har oplevet.

Nå ja, lad gå. Efterårets genudgivelse af Age of Empires 2 havde også en grim Xbox-knap i højre hjørne. I et nyt platformsøkosystem er der vel brug for den slags ændringer. Den mest markante ændring er selvfølgelig det grafiske ansigtsløft, et restaureringsprojekt som ærligt talt virker, hvis ikke halvhjertet, så i hvert fald meget ujævnt. Spillets karaktermodeller er blevet udskiftet, men det generelle indtryk af spillets skove, vandfald og landsbyer er næsten uændret fra originalen. Det giver spillet et mærkeligt anakronistisk udtryk, hvor visse dele af de audiovisuelle elementer virker moderne, andre peger tilbage mod 2002 og mange falder et sted imellem.

Det hjælper måske ikke at mit seneste møde med Blizzards karakteristiske (men dog konstant omskiftelige) 'streg' var gennem Classic-udgivelsen af World of Warcraft. En krigerork i Warcraft 3: Reforged er mere detaljeret at se på end vagterne i Ogrimmar, men omgivelserne afgiver ikke helt samme detaljegrad eller dybdeskarphed. Det hele virker en smule ukurant, for at være ærlig. Som om tingene både er pænere og grimmere, skarpere og mere utydelige end de burde være. De største bekymringer om den nyskabte grafik skulle kunne afhjælpes med muligheden for at opleve spillet med 'Classic'-indstillinger - noget som spillet dog ikke har tilladt mig at gøre endnu. En af flere fejl, eller blot bizarre begrænsninger som jeg er stødt på.

Jeg har ganske vist kun kradset i overfladen, men Warcraft 3: Reforged har allerede vist et par revner i lakken. Ingen spiludgivelse er uden problemer, men fra et ellers så hædret spilstudie - og med et så legendarisk kildemateriale som udgangspunkt - så burde marginen for fejl, mangler eller dumme lappeløsninger være absolut minimal. I sidste ende kommer det måske ikke til at handle om hvad genudgivelsen tilføjer, men hvad den måtte ende med at mangle: gnidningsfrie brugerflader, tilstrækkelige systemindstillinger, ordentlige søgefiltre, et sammenhængende, charmerende visuelt udtryk - og vigtigst af alt, en aktiv og dedikeret spillerbase.

Jeg glæder mig over igen at kunne opleve Thralls rejse til Kalimdor og Arthars' tragiske fald fra storhedens tinder, men i sidste ende er det jo ikke (alene) i kraft af en velsmurt kampagne, at spillet kan appellere, atten år efter originalens udgivelse. Det er gennem onlinekampe og brugerskabt indhold af spillet for alvor skal leve videre. At man allerede nu kan (gen)opleve klassiske spilmodifikationer som Wintermaul og Hero Line Wars er et værdifuldt privilegium - ikke kun for mig, som spiller, men så sandelig også for Blizzard. Og det håber jeg, at de er klar over.