Dansk
Gamereactor
previews
Star Wars: The Force Unleashed II

Star Wars: The Force Unleashed II

Gamereactor tager til London for at prøve LucasArts kommende og storslåede tilføjelse til Star Wars-sagaen, The Force Unleashed II.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Regnen trommer mod ruden på stålormen i det jeg bevæger mig ud af undergrundsbanen og sætter kursen mod Aldwych Road 1, hvor målet passende nok er en bygning ved navn One (One Shop befinder sig selvfølgelig lige ved siden af).

Da Star Wars: Force Unleashed udkom for to år siden, var det en regulær vitaminindsprøjtning for serien, et spil der imponerede med sin gode historie og flotte grafik. Altså var en efterfølger uundgåelig, og i den anledning er Gamereactor i London for at få en prøvesmag på Starkillers tilbagevenden. Efter at have fået streng besked om at jeg ikke får lov til at købe kaffe, uden at bruge fem pund på andre varer, er det en slukøret stakkel, der sætter sig ned for at sable vej gennem dele af første bane i Star Wars: The Force Unleashed II.

Alle, der har spillet det første spil, ved at Starkillers rejse endte i død og fordærvelse. Alle, som ikke har spillet det første spil, ved det nu også. Hovedpersonen svandt hen under Vaders sorte handske, til stor fortvivlelse for spillere verden over. Udviklerne siger, at en af de store udfordringer ved efterfølgeren var at finde på et svar på, hvorfor Starkiller pludselig var tilbage. Men efter heftig diskussion er de nået frem til en smidig forklaring, der går ud på at lærlingen i denne omgang er en klon. Den første klonede Jedi nogensinde, faktisk.

Star Wars: The Force Unleashed II
Dette er en annonce:

Udseendesmæssigt er han identisk med vores tidligere kammerat, men hukommelsen og loyaliteten til Darth Vader står det værre til med. Da demoen begynder er Starkilller-klonen i følelsesmæssigt oprør, med minder der langsomt men sikkert vender stiger op til overfladen. Det åbner med et brag, et panoramavindue splintres (til mange glarmestres store fortvivlelse), og Starkiller styrter ned fra kanten af skibet i frit fald. Mens man i rasende fart skal navigere gennem rummet, bruge kraften til at ødelægge diverse forhindringer, og pille Tie Fightere fra hinanden med Force Lightning, er det umuligt ikke at føle en hvis dybdegående tilfredsstillelse. For det ser ikke bare fedt ud, det er også øjeblikkeligt betagende at spille - en perfekt start for et actionspil som dette.

Demoen foregår på Darth Vaders personlige rumstation, hvori Starkiller - som sagt - er på flugt fra sin jævnt upædagogiske papfar. Idet vor helt afslutter sit frie fald ved at smadre gennem glastaget på en del af rumstationen, kastes fodsoldater og inventar rundt i rummet i en symfoni af løsøre. Det ser bestemt godt ud. I denne omgang kan det faktisk betale sig at ødelægge så meget af omgivelserne som muligt, da man bliver belønnet med erfaringspoint for at være uregerlig. "Der er mange flere ting som kan ødelægges i toeren, det er noget vi har haft fokus på", siger den hyggelige David Collins, Voice Director for Star Wars: Force Unleashed II. En nyhed, der hurtigt bliver introduceret, er Jedi Mind Trick, muligheden for at forvirre sine biologiske modstandere med Kraften. Starkillers første offer er en fodsoldat, der bliver så tilpas villedt, at hopper ud af det nærmeste vindue og i den sikre død. Pludselig bliver gangen beskudt af en stationær kanon i loftet, og jeg bliver nødt til at hoppe samme vej.

Star Wars: The Force Unleashed II

En gruppe af Imperiet hidsige ansatte er selvfølgelig på pletten, men med to lyssværd gør jeg kort process med den pinlige modstand. Ved at bruge Kraften til at kaste dem ind i nogle nærliggende indretninger kendt fra flipperspil, kastes modstanderne rundt mellem væggene på herlig kludedukke-manér. Fysikmotoren Euphoria (også kendt fra GTA IV og Red Dead Redemption) er vistnok blevet videreudviklet siden sidst, men det er strengt taget ikke noget man opfatter med det blotte øje. At lege med Kraften er stadig enormt sjovt, og denne gang får vi tilmed serveret et større antal fjender på skærmen ad gangen. Fokus i Force Unleashed er således på brug af Kraften, og variation i brugen af den, og med yderligere egenskaber bliver det sjovt at eksperimentere i marken.

Dette er en annonce:

En anden ny egenskab er muligheden for at aktivere et kraftudbrud, der gør Starkiller betragteligt stærkere i en kort tidsperiode. Her går fodsoldaterne i opløsning ved kontakt med Force Lightning, og man kan løfte AT-STs kun ved hjælp af Kraften. Lyssværdene bliver tilmed forvandlet til afstandsvåben, mens begge sværd hvirvler over og rundt om hovedpersonen. På spørgsmål om nye angreb svarer udviklerne temmelig vagt, men med et sværd i hver hånd vil Starkiller angiveligt kun bruge nye angrebsteknikker i det nye spil. En anden fræk detalje er de filmiske kameravinkler, der nogle gang opstår, når man giver sine uvenner dødsstødet.

Star Wars: The Force Unleashed II

Overordnet hersker der alligevel en umiskendelig følelse af optrukkede linjer i den demo, jeg prøver, og jeg følte på intet tidspunkt at det var et nyt spil, jeg spillede. Nu er det jo en fortsættelse, men det var så sparsomt med spilmekaniske nyheder, at jeg begyndte at tvivle lidt på udviklernes dømmekraft. Måske har det noget at gøre med det faktum, at problemerne fra det første spil stadig er tilstede. Kameraet er til tider i vejen, de usynlige vægge er alt for synlige, og autosigtet fører ofte til, at man samler den forkerte ting op på det forkerte tidspunkt. Til trods for at producer Cameron Suey specifikt nævnte, at der var taget hånd om disse problemer i efterfølgeren.

Jeg er på ingen måde utilfreds med det vi fik prøvet af spillet. Med gæsteoptrædender fra klassiske Star Wars-personligheder som Boba Fett og Yoda, en identitetsforvirret Starkiller, kærlighedshistorien om Juno Eclipse, og større brug af rigtige skuespillere i produktionen, er det historien der indtil videre pirrer mig mest. At kampene på nuværende tidspunkt føles som en gentagelse af situationerne fra forgængeren, vil let kunne modbevises af en nærmere prøvespilning, når nye angreb og krafter bliver tilgængelige. Et kort glimt af slutkampen med en boss-fjende på kasinoplaneten Cato Neimoidia røber også, at God of War-agtig skala i konfrontationerne er en del af det nye program. Vi ser frem til Force Unleashed II.

Star Wars: The Force Unleashed II
Star Wars: The Force Unleashed IIStar Wars: The Force Unleashed IIStar Wars: The Force Unleashed IIStar Wars: The Force Unleashed II

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold