H.A.W.X. 2

Der er noget underligt erotisk ved at se en bunke journalister flokkes rundt om et fjernsyn i en hangar for at se en franskmand langsomt og omhyggeligt flugte sit jagerflys optankningsstang med tankflyets ventende pumpeudmundning. Mellem de mumlende undskyldninger og gentagne, klodsede forsøg, tog det omkring fire minutter at få den rigtigt ind, hvorefter et lettelsens suk gik gennem forsamlingen.

Altså er brændstofpåfyldning i luften en nyhed i Hawx 2, efterfølgeren til det eneste flyvespil hvor man kan slukke sit jagerflys computer for at udføre protokol-brydende luftakrobatik. Som efterspurgt er både take-off og landinger nu med, ligesom bombetogter med UAV'ere og natmissioner. Ellers er det, som med originalen, politisk intriger i vanlig Tom Clancy-stil, krydset med den mest uforskammet arkade-agtige luftkamp man kan forestille sig. Der er multiplayer for otte spillere, og co-op for fire, mens singleplayer-kampagnen dækker tre forskellige luftstyrker og tre forskellige piloter: Amerikanerne, briterne og russerne.

I de første fire missioner, vi spillede, lettede vi fra en amerikansk militærbase. Detaljerede omgivelser, køretøjer i bevægelse og bittesmå mænd, der vinker med armene, giver Hawx 2 en fornemmelse af skala, som det forrige spil, hvor man aldrig kom så tæt på jorden, slet og ret manglede. Desværre er mulighederne for at bevæge sig omkring på basen noget begrænsede. Dit fly kan for eksempel ikke accelerere forbi en hvis fart, indtil det befinder sig på startbanen, og forsøger man at køre ind i en bygning, eller køre personalet over (som man jo selvfølgelig gør), bliver man blot placeret tilbage på startbanen. At lande er derimod en langt mere spændende affære, og senere missioner kræver tilsyneladende, at man lander på kortere og kortere landingsbaner. I Oil City-missionen sent i spillet skal man for eksempel lande på en skræmmende tynd stribe asfalt på toppen af en boreplatform.

Men det er selvfølgelig med luft under vingerne, at Hawx 2 har det bedst. Detaljegraden på jordoverfladen er kraftigt forbedret, og med tætte skove og bygninger i den rette skala kan missionerne bringe en tættere på jorden en før. Man er bevæbnet med guidede præcisionsmissiler - armér dem, og man skifter til en synsvinkel med overblik over jorden under en, så man i ro og mag kan udvælge sine mål, mens flyet pratisk talt flyver sig selv. Vi er også blevet lovet missioner med det berygtede AC-130 gunship, den kanon-spækkede himmeltank der bare elsker at dræbe.

Missionerne med ubemandede luftfartøjer giver endnu mere grund til at stirre på den nypudsede jordoverflade. Ikke alene får man love at bombe dele af den i småstykker, i senere missioner skal man også lave spionagearbejde, og aflytte samtaler i byen under en. Hvis det til tider føles som Splinter Cell, så er det ikke underligt. Til tider arbejder man for Voron, den russiske udgave af Splinter Cells Third Echelelon. Og Kestrel, Sam Fishers russiske modstykke i Splinter Cell: Convictions co-op-del, dukker også op.

Hawx 2 - i hvert fald spillets singleplayer-del - føles umiddelbart meget som originalen, hvilket er både beroligende og bekymrende. Antallet af nye tiltag i spillet kan skrives bag på en pakke cigaretter, og der er ikke mange af dem, der for alvor ændrer ved spillet. Men det første Hawx var sjov og dum underholdning, et afsindigt luftkampsspil der aldrig tog sig selv særlig alvorligt.

Hvis efterfølgeren kan matche det niveau af kaotisk bravour, og samtidigt introducere genoptankningssekvenser med små antydninger af sex, skal det nok blive billetprisen værd.