Red Dead Redemption

Velkommen til det vilde vesten, som du aldrig har set det før. Mere råt, mere realistisk og mere gribende end nogen anden portrættering af denne historiske epoke. Jeg fik spillet et par missioner og en solid dosis af multiplayerdelen hos Rockstar i London, og jeg var meget imponeret. Jeg er stor fan af spaghetti-westerns, men jeg må ærligt indrømme, at ud fra det jeg har set, ville John Marsten banke Blondie ned i støvlerne.

Vi befinder os omkring århundredeskiftet, og det vilde vesten er langsomt men sikkert ved at dø. John Marsten indser dette efter at være blevet forrådt af sin gamle bande, og opgiver livet som bandit for at stifte familie. Pludselig en dag kommer agenter fra det, der en dag bliver til FBI, og banker på døren. De giver Marsten et simpelt valg: Enten fanger han sine gamle bandekammerater, døde eller levende, eller også kan han se sin familie blive slået ihjel.

John Marstens jagt for at redde sin familie og for at få hævn fører os gennem tre gigantiske og helt åbne områder i det sydvestlige USA og det nordlige Mexico. Omgivelserne i Red Dead Redemption er så nydelige at man kan ride rundt i timevis og bare nyde det man ser. Men Rockstars vilde vesten-historie er ikke bare stor i areal (spillet er større end både GTA: San Andreas og GTA IV), det er også stort i indhold. Jeg fik spillet to missioner, og på vej mellem dem faldt jeg hele tiden over nye sidemissioner, dynamiske hændelser og tilfældige godbider som en skudveksling mellem lovens lange arm og en flok banditter.

Udover det dynamiske indhold fandt jeg ud af, at indsamling er en stor del af Red Dead Redemption. Jeg skød en hestetyv, og fik et stykke tøj som belønning. Dette fik jeg at vide kunne sættes sammen til hele dragter, som Marsten kan ikæde sig. Man kan også jagte dyr og flå dem for så at sælge skindet. Der er så vanvittigt meget at foretage sig i Red Dead Redemption at det næsten er for dumt at lave en liste.

I den ene mission skulle jeg fange en eftersøgt mand. Jeg skød ham i foden og satte ham ud af spil, mens en journalistkollega dræbte ham i sin gennemspilning. Vi fik at vide at det vil få synlig effekt på spillet om man er god eller slem i RDR. Hvis du gør for meget ulovligt, bliver du eftersøgt. Hvis du skyder alle indbyggerne i en by, vil byen være en øde spøgelsesby næste gang du besøger den. Hvis du snigmyrder smeden i byen vil smedjen lukke. Med andre ord er det en dynamisk spilverden, hvor det man gør påvirker spillet.

Red Dead Redemption virker meget som en finpudset og mere realistisk udgave af GTA IV. Styringen føles velkendt. De gammeldags våben opfører sig realistisk: haglgeværet sparker som et æsel, og elefantriflen fik det til at ringe i ørene når jeg skød med den. Cover-systemet fungerede glimrende for mig, og det var rimeligt åbenlyst hvor det var muligt at søge dækning, uden det virkede opstillet eller kunstigt.

Det jeg blev mest imponeret af under min prøvespilning af Red Dead Redemption var fysikken. Når jeg skød nogen i foden faldt de tilsvarende og forsøgte at krybe væk. Skød jeg en galloperende hest gik den lige i jorden, og rytteren blev kastet af. Jeg fandt også ud af at det var muligt at skyde hatten af nogen uden at dræbe dem, bare for at være "badass". Den anden mission jeg fik spillet gik ud på at stjæle et gatling-maskingevær fra en mine, og jeg morede mig med at gemme mig bag klipper og skyde på TNT-kasser. Lydeffekterne, grafikken og fysikken fandt sammen i fantastiske eksplosioner, som sendte fjenderne på flyvetur.

Jeg føler at Rockstar har fundet en magisk formel, hvor jeg ikke længere tænker "wow, det her er realistisk", men i stedet bare tager for givet at det skal være sådan. Jeg er nødt til også at nævne det dynamiske vejr og døgncyklusserne. Jeg blev blandet ind i et slag ved solnedgang, og kæmpede langt ind i natten. Red Dead Redemption indeholder tonsvis af den slags små detaljer, som bidrager til et flot helhedsindtryk.

Rockstar omtaler Red Dead Redemption som en slags åndelig efterfølger til Red Dead Revolver. Pudsigt nok er det eneste de to spil har til fælles navnet, og noget der hedder Dead Eye. Det er slet og ret et bullet-time-system, som lader dig sløve tiden og markere de fjender, som Marsten skal skyde, og når du trykker på aftrækkeren bliver skuddene sluppet i ægte "gunslinger"-stil.

Men det er i multiplayerdelen at Red Dead Redemption virkelig viser sig fra sin bedste side. Igen er det en videreføring af det vi så i GTA IV, men Rockstar har gjort meget for at forbedre spiloplevelsen. Min favorit-mode lod os spiljournalister løbe rundt i hele den åbne verden og udforske, skyde hinanden eller slå os sammen for at løse sidemissioner. Forestil dig at duellere med en kammerat uden for en saloon, og du har multiplayerdelen i RDR. Andre spilmodes vi fik at se var "Gold Rush", hvor vi skulle samle guldsække, "Team deathmatch", alle mod alle og en slags "capture the flag"-variant.

En lille detalje er, at før hver kamp bliver de to hold stillet over for hinanden til klassisk duel. På den måde får man set sit eget hold og fjendeholdet ansigt til ansigt, hvilket hjalp os med at huske hvem vi skulle skyde på, og gav mulighed for at skyde det andet hold inden kampen overhovedet var begyndt.

Jeg vil ikke kalde Red Dead Redemption for et perfekt spil, men det er ikke langt derfra. Figurene jeg mødte i spillet var livstro, læbesynkroniseringen sad lige i skabet, menneskene føltes virkelige, og det gav et stærkt bidrag til indlevelsen.

Red Dead Redemption føles troværdigt. Hvis jeg skulle tage en portrættering af det vilde vesten og sige "sådan må det have været", så ville jeg vælge Red Dead Redemption. Og det er vel ikke så underligt, når man tænker på at Rockstar har brugt flere år på research til spillet. Uanset hvad, kan jeg ikke vente til udgivelsen, for jeg har fundet mig en ny western-helt.