Bayonetta

Som egocentreret vestlig gamer kan jeg godt af og til glemme at denne kulturkløft overhovedet eksisterer. Men når et spil som Halo sælger 1 million kopier kort efter udgivelsen her i vesten, men blot kan mande sig op til sølle 75.000 kopier i Japan, taler det sit tydelige sprog om, at spilsmag i den grad er en subjektiv, og ikke mindst kulturelt afhængig, størrelse.

Det er dette svære kunstspring over kulturkløften som spiludgiver Sega, i samarbejde med spilstudiet Platinum Games, nu har i sinde at udføre med deres ultimativt japanske hack'n'slash eventyr Bayonetta.

Som styrmand for projektet står Hideki Kamiya, spillets instruktør, der har titler som Resident Evil, Viewtiful Joe, Okami og Devil May Cry på samvittigheden.

Og netop sammenligningen med sidstnævnte titel - Devil May Cry - er uundgåelig, for Bayonetta er i den grad bygget op over samme skabelon - hack'n'slash melodrama, over-the-top non-stop action og en stemning, der i den grad emmer af japansk populærkultur.

Men det er langt fra det eneste genbrug. Klichéer som en hovedperson der lider af hukommelsestab, kampen mellem engle og dæmoner og kvinder i tætsiddende helkropsdragter med skarpslebne samuraisværd bringer hurtigt en sær fornemmelse af genkendelse frem.

Og så skulle man ellers tro at Bayonetta var sat i bås. Men så nemt er det langtfra. For ud af bunken af genbrugte ideer og støvede klichéer nærmest eksploderer der et spil ud på skærmen, der langt fra vil affinde sig med at være en dårlig kopi, men som insisterer på at sætte sit helt eget bizarre fingeraftryk på din spilhukommelse.

For hver en genbrugt ide Bayonetta gør brug af, kvitteres der til gengæld med en kaskade af fuldstændigt syrede ideer, skæve vinkler og blærede detaljer.

Tillad mig at illustrere. Bayonetta er en heks. Ikke en traditionel heks med spids hat og kosteskaft, men derimod en af de hekse der går med briller, stilethæle og op til fire fuldautomatiske håndvåben. To af disse er for det meste placeret solidt i hænderne, mens de sidste to er spændt fast til hendes sko og kan affyres ad libitum under spring og spark.

Bayonetta har langt sort hår, der under rolige omstændigheder klæber tæt til hendes krop og på magisk vis former sig som en kropsnær dragt. Under mindre rolige omstændigheder kan hun dog bruge sit hår som våben og kaste det frem mod fjenden i kraftfulde angreb. Det betyder dog uheldigvis, at hun kortvarigt efterlades mere eller mindre afklædt. En meget uheldig situation som jeg selvfølgelig gør mit yderste for at undgå ...

Det meste af tiden bevæger hun sig i en form for parallelunivers, hvor mennesker hun passerer på gaden, hverken kan se hende eller de engle, der nærmest konstant angriber hende. Ja, engle. For som heks er hun allieret med mørkets dæmoner, og dermed bliver der på sin vis vendt op og ned på de klassiske skurke og helteroller.

Efter 500 års søvn vågner Bayonetta op uden hukommelse, og først på sin rejse gennem den europæiske middelalderby Vigrid begynder brudstykker af hukommelsen langsomt at vende tilbage og derigennem afsløres den sælsomme forhistorie.

Nu er der helt sikkert mange, der er stået af. Og det var jeg egentlig også, da jeg først blev præsenteret for spillets præmis. Men under den outrerede overflade hviler der allerede nu et bundsolidt spil, der rent spilmekanisk fremstår ekstremt velpoleret og toptunet.

Især kampsystemet, kernen i spillet, virker dybt og givende. Således når man ikke langt med tilfældigt knaprytteri. De sværere slagkombinationer kræver finesse og ikke mindst nøje timing. Og det samme gælder de halsbrækkende undvigelsesmanøvrer, der helst skal udføres i sidste øjeblik for at aktivere Witch Time - spillets udgave af bullet-time. Kampene bliver således en herlig hæsblæsende blanding af synkoperede angrebskombinationer og sidste-øjebliks undvigelsesmanøvrer.

Bayonetta vil helt sikkert ikke falde i alles smag, men det er bestemt et spil, der ser ud til at ville kunne vinde manges hjerter alene i kraft af sin fandenivoldskhed.

Den beta-udgave af spillet jeg blev præsenteret for var allerede så gennemført en oplevelse, at gutterne hos Platinum Games for min skyld godt kan gå hjem og holde en velfortjent juleferie indtil januar måned, hvor spillet langt om længe står til udgivelse.